Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Farmaceut til Fælles Medicinsk Ambulatorium

Vil du være med til at give patienter bedre medicinering? 
 
På Amager Medicinsk afdeling, Amager og Hvidovre Hospital skal der i 2018 etableres et Fælles Medicinsk Ambulatorium. Målgruppen er især patienter der er tilknyttet mere end ét speciale. Vi søger en farmaceut til en 1-årig stilling i ambulatoriet, hvor du som farmaceut skal skabe sammenhængende og optimeret medicinering for patienterne.    
 
Det er ambulatoriets mål, at den samlede behandling skal tage udgangspunkt i patienten og ikke i systemets opbygning. Du skal finde balancen mellem subjektiv bedring og forebyggelse vægtet mod compliance, bivirkninger, udgifter og sandsynlighed for effekt. I samråd med patienten og de øvrige specialister skal du beskæftige dig med bl.a. interaktioner og muligheden for at reducere i behandlingen, så patienten kan efterleve lægemiddelordinationerne.
 
Der skal også være opmærksomhed på at optimere patientens overgang mellem sektorerne, så erfaring fra både primær og sekundær sektor vil være en fordel. Udover arbejdet i Fælles Medicinsk Ambulatorium vil du være tilknyttet Amagers Akutklinik. Her vil du blive kvalificeret til medicingennemgang. Du skal i akutklinikken fungere som kvalificeret sparring til læger og patienter i forbindelse med medicineringen, specielt i forbindelse med indlæggelsen. Du skal bruge din farmaceutiske viden til at skabe den bedste beslutning om medicinering ud fra den givne situation og patientens formåen.  
 
Du er den rette kandidat til stillingen hvis du har faglige kompetencer inden for medicingennemgang, har fokus på seponering og sætter patienten i centrum. Du skal have gode kommunikations- og interpersonelle kompetencer og have lyst til at afprøve ting og udvikle. Vi anvender forbedringsmodellen, og det vil være en fordel at du har kendskab til og kan bruge denne metode. 
 
Da fællesambulatoriet er en nyskabelse vil der løbende ske udvikling af ydelsen. Det er en fordel hvis du har erfaring fra udviklings- eller forskningsprojekter og kan arbejde selvstændigt og selvledende. Du skal have drive, nysgerrighed og selvdisciplin så du ikke går i stå.  
 
Du vil blive ansat på apoteksenheden på Amager og Hvidovre Hospital. Dit arbejdssted vil være på Amager Hospital, hvor vi til daglig er 3 ansatte tilstede, alle med arbejdsplads både på Amager og Hvidovre-matriklen. Du vil primært få arbejdssted på Amager Hospital i klinikken, men oplæring kan også foregå på andre af regionens hospitaler, hvor der arbejder farmaceuter i klinikken.
 
Apoteksenheden på Amager er en lille enhed med et godt og nært samarbejde med læger og sygeplejersker fra hospitalets afsnit. Hvis du i forvejen er ansat på Region Hovedstadens Apotek kan du søge orlov til denne stilling.  Hvis du har lyst til at være med til at definere rammerne for fremtidens fællesambulatorium og skabe reelle rammer for en behandling der tager udgangspunkt i den enkelte patient – så er du den farmaceut vi søger. 
 
Stillingen vil være efter gældende overenskomst og tiltrædelsen er hurtigst muligt. Ansættelsesperioden er 1 år. 
 
Hvis du har lyst til at høre mere om stillingen er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Line Jarvig på telefon 26 86 88 98.
 
Ansøgningsfrist er mandag d. 12. februar. Samtaler holdes mandag og tirsdag i uge 8. 



Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her