Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Annoncen er udløbet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Faste afløsere og timelønnede vikarer til Ungehuset Emdrup

Brænder du for arbejdet med psykisk sårbare unge? Er du ambitiøs på dine egne, dine kollegaers og de unges vegne? Så er du måske netop den vikar, vi leder efter til Ungehuset Emdrup.

Center for Socialpædagogik og Psykiatri søger faste afløsere såvel som timelønnede vikarer med psykiatrisk og socialpædagogisk erfaring til døgninstitutionen Ungehuset Emdrup – afdeling Upstairs. Vi har særligt behov for dagvagter fra kl. 7.00-14.30 samt vågne nattevagter hverdage såvel som weekender. Derudover kan der forekomme aftenvagter fra kl. 14.00-23.00.

Ungehuset Emdrup er en behandlingsinstitution for unge mellem 13 - 18 (23 år) med svære psykosociale og psykiatriske vanskeligheder. Huset rummer 20 unge, som vi i stadig stigende grad støtter i inklusion i almenfællesskaber, så de får en chance for at leve selvstændige og meningsfulde liv på lige vilkår med deres jævnaldrende. Det gør vi bl.a. gennem botræning, arbejdstræning, uddannelsesstøtte og ved at hjælpe den enkelte med at få skabt struktur og overblik over sin hverdag.

Målgruppen 
I Ungehuset Emdrup bor unge med meget forskellige psykiatriske og psykosociale vanskeligheder. Gældende for dem alle er, at deres udfordringer er komplekse, selvom de kognitivt befinder sig indenfor normalområdet. Målgruppen er unge, som:

  • lider af psykoser, skizofreni, bipolare lidelser, autismespektrumforstyrrelser samt personlighedsforstyrrelser (dog ikke voldsomt udadreagerende)
  • har sidevanskeligheder (komorbiditet) som angst, depression, OCD, spiseforstyrrelse eller ADHD
  • har adfærdsmæssige vanskeligheder, der kan vise sig ved selvskadende adfærd, selvmordstrusler eller selvmordsforsøg, affektlabilitet og et mindre brug af rusmidler, der ses som sekundær følge af deres psykiske og psykosociale vanskeligheder (selvmedicinering)

Om Ungehuset Emdrup
Ungehuset Emdrup rummer to døgnafdelinger: Upstairs og Kollegiet. Hver afdeling er normeret til otte døgnpladser med mulighed for yderligere to pladser hver, i alt 20 pladser. 

I Ungehuset Emdrup arbejder vi miljøterapeutisk ud fra kognitiv adfærdsterapi (KAT). Derudover arbejder vi med metoderne Low Arousal og MI (motiverende samtaler). 

Vi arbejder professionelt med dokumentation i dagligdagen ud fra en særligt udviklet metode, som vi kalder CSP:DoK (procesbaseret dokumentation). Ved brug af redskabet sætter vi sammen med den unge enkle, tydelige og handlingsrettede mål for behandlingsarbejdet. Derfor har vi brug for, at du som vikar kan og vil indgå i den del også.

I Ungehuset er der ca. 40 medarbejdere fordelt på fast personale, faste afløsere og vikarer. Personalegruppen er meget engageret og består primært af pædagoger. Derudover er der ansat sundhedsfagligt personale, socialrådgiver og psykolog. 

Vi anbefaler, at du orienterer dig og læser mere om vores institution, centret og vores tilbud og indsatser på csp.kk.dk

Vi lægger vægt på, at du

  • har en socialfaglig baggrund
  • ønsker at bruge aktiviteter og sport i dit arbejde
  • har kendskab til arbejdet indenfor psykiatri
  • har en forståelse for målgruppen og de unges udfordringer
  • har et positivt menneskesyn
  • trives med at have mange forskelligartede opgaver, lavpraktiske som madlavning og lettere rengøringsopgaver samt opgaver omkring de unge
  • er tydelig både i tale og i skrift
  • er engageret, ansvarlig og respektfuld i dit virke
  • er psykisk og fysisk robust og tolerant
  • er dynamisk og fleksibel
  • kan træde til med kort såvel som længere varsel
  • vil være med til at videreudvikle, systematisere og strukturere behandlingen på Ungehuset Emdrup
  • har kørekort til almindelig bil

Som vikar hos os bliver du en del af en institution med høj faglighed, hvor vi prioriterer at have fokus på at skabe gode kollegaskaber og bedrive tillidsbaseret ledelse. Vi ønsker en sund arbejdskultur med respektfuldhed og med rummelighed som nøgleord.

Vi tilbyder en arbejdsplads med:

  • Et spændende og udfordrende arbejde med en kompleks målgruppe
  • Faglig udvikling og sparring med gode kollegaer
  • Gode muligheder for kompetenceudvikling
  • Et krævende og selvstændigt job med udstrakt kompetence og ansvar., samt udvikling og tilrettelæggelse af egne opgaver
  • En dynamisk og udviklingsorienteret institution, som du skal være med til at præge
  • Et spændende arbejde med mange alsidige opgaver og inspirerende tværfagligt samarbejde

Løn og ansættelse
Løn efter overenskomst og principperne i Ny Løn. Stillingerne ønskes snarest besat.

Center for Socialpædagogik og Psykiatri indhenter børne- og straffeattest samt udvidede referencer ved ansættelse.

Vil du vide mere?
Du er velkommen til at kontakte afdelingsleder Mie Kristiansen på 4014 8970 i hverdagene mellem 9.00 og 14.00.

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.

Søg via nedenstående link senest søndag den 18. april 2021  
Vi indkalder løbende til samtaler.
 


Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.