Genopslag
Vi søger en uddannet kok til Den Grønne Kastanje med start snarest muligt. Vi er en del af klyngen 'Kongeriget ved Søerne' (Klynge C Indre By/Østerbro).
Den Grønne Kastanje er en integreret institution, der ligger i hjertet af København, omgivet af Botanisk Have, Søerne og Østre Anlæg. Vi har plads til 36 vuggestuebørn fordelt på tre stuer og 44 børnehavebørn fordelt på fem stuer. Vi bor i nye, lyse bygninger fra 2013 med tilhørende stor legeplads, hvor der er bålplads, drivhus, højbede, cykelbane og meget mere.
Vi vægter nærvær, gode relationer og fællesskab højt. Et af samlingspunkterne for børn og voksne er det gode, økologiske måltid – allerhelst tilberedt af råvarer fra eget drivhus og sammen med børnene. Pædagogisk har vi et bredt fokus på at skabe lærings- og udviklingsmuligheder for børnene, så vi arbejder løbende og målrettet med læreplanernes seks temaer både i strukturerede forløb og i hverdagssituationer.
Vi leder efter en kollega, der er uddannet kok med særlig interesse for det økologiske årstidsbestemte måltid i børnehøjde. Du skal have et højt fagligt niveau baseret på teorier, som du kan omsætte til daglig praksis. Du kan planlægge, gennemføre, evaluere og dokumentere det gode måltid for 0-6 årlige børn, og du kan og vil være med til at udvikle Den Grønne Kastanjes grønne bæredygtige profil.
Du kan reflektere over egen og fælles praksis, kan arbejde med it på brugerniveau (erfaring med KbhBarn er et plus) og vi vil sætte dig ind i indkøbsportalen KVANTUM (SAP-baseret system) og andre it-baserede værktøjer.
Den Grønne Kastanje har udvidet åbningstid. Arbejdstiden ligger derfor i tidsrummet kl. 06-17.45. Din mødetid vil ligge mellem kl. 08-15.30 og stillingen er på 37 timer ugentligt.
Mere information
For mere information om Den Grønne Kastanje se http://www.dengroennekastanje.kk.dk. Har du spørgsmål til jobbet og til os, er du velkommen til at kontakte pædagogisk leder Jeanette Lundum på 2496 8357.
Søg via nedenstående link senest fredag den 20. December 2019