Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Forretningsorienteret sektionschef til økonomifunktion i Hjørring

Er du ambitiøs og ønsker du at få stor indflydelse på udviklingen af økonomistyring og og business controlling i en stor statslig styrelse?

Er du resultatorienteret, og kan du være en faglig stærk økonomisk sparringspartner, så tilbyder vi en stilling, hvor medindflydelsen er stor, og hvor du kommer til at agere sparringspartner på alle niveauer i en dynamisk, samarbejdsorienteret og ambitiøs styrelse med højt til loftet.

Om os

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse leverer kundeorienteret facility management af ejendomme, faciliteter og arbejdspladser til forsvarsministeriets ca. 20.000 ansatte i et nært partnerskab med en privatejet facility management virksomhed.

Herudover varetager vi bl.a. byggeprojekter, vedligeholder Forsvarets bygninger og faciliteter samt arbejder med energi, miljø og naturpleje.

Vi vil være blandt de bedste i staten til ejendomsadministration, og vi har derfor fokus på at sikre balancen mellem kundetilfredshed og effektiv løsning af vores kerneopgaver.

Økonomifunktionen i Forsvarsministeriet er koncernfælles og derved organisatorisk samlet under Forsvarsministeriets Koncernøkonomidirektør. Den samlede økonomifunktionen består af en central økonomifunktion og en række decentrale økonomifunktioner, som er fysisk placeret ved den styrelse, som de arbejder sammen med.

Om stillingen

Som sektionschef i økonomfunktionen i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse er du medansvarlig for den økonomiske styring og business controlling af et samlet udgiftsbudget for Ejendomsstyrelsen på omkring 2,2 mia. kr.

Du vil, udover ledelse af sektionen, blive medansvarlig for, at data- og beslutningsgrundlag til de budgetansvarlige chefer og andre beslutningstagere er økonomisk velfunderet, og at du via business controlling og økonomistyring aktivt medvirker til, at de økonomiske beslutninger i Ejendomsstyrelsen tages på et oplyst grundlag, og at de giver mest mulig værdi. Du skal proaktivt være forretningens økonomiske samarbejdspartner og supportere med analyser, budgetter, budgetopfølgning og prognoser.

I kraft af din faglighed, evne til at samarbejde og som sparingspartner, skal du være i stand til at omsætte din økonomifaglige viden til relevante løsninger og handlemuligheder for forretningen. Du bidrager aktivt til udviklingen af styrelsens økonomiske styring med udgangspunkt i Forsvarsministeriets koncernfælles økonomistyringsstrategi. En strategi, som den kommende tid fokuserer på at implementere business controlling konceptet og dermed at gøre økonomifunktionen mere forretningsnær og analytisk, herunder skabe fundamentet til, at økonomifunktionen i en løbende dialog kan indgå i udvikling og styring af forretningen.

Som sektionschef i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse vil du organisatorisk referere til Ejendomsstyrelsens økonomichef. Selve økonomifunktionen for Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse i Hjørring består af en chef, to sektionschefer og 16 dedikerede økonomimedarbejdere og business controllere.

Du vil skulle indgå i dialog med mange forskellige fagligheder på tværs af koncernen, og det er derfor vigtigt, at du er god til at skabe relationer og kan kommunikere med mange forskellige mennesker.

Om dig

Du er en dynamisk faglig og velfunderet leder med en relevant akademisk uddannelse på kandidatniveau. Du har et højt energiniveau og vil være med til at levere en stærk daglig økonomistyring og aktivt deltage i implementering og udvikling af business controlling i Ejendomsstyrelsen og på tværs af Forsvarsministeriets Koncern.

Du er teoretisk og praktisk velfunderet i økonomiske analyser, økonomistyring og business controlling og har tidligere bevist, at du er en proaktiv problemknuser.

Som person er du struktureret, overholder deadlines og har respekt for andres tid, kvalifikationer, holdninger og opgaver.

Dine samarbejdsevner er solide og veldokumenterede, du har en naturlig evne til at netværke på alle niveauer af en organisation og forstår det afgørende i at have et tæt og konstruktivt samarbejde mellem forretningen og økonomiafdelingen.

Ledelsesmæssigt brænder du for at udvikle dine medarbejderes kompetencer og fastholde deres arbejdsglæde. Du håndterer forandringer professionelt ved at gå forrest og skabe følgeskab.

Som leder forstår du desuden nødvendigheden af at bevare overblikket, afgive ansvar og samtidigt have dygtigt blik for den nødvendige detalje.

En anden vigtig kvalifikation er dit helhedssyn, hvor du formår at tænke koncernens udvikling og drift ind i virket for dit ansvarsområde i overensstemmelse med Forsvarsministeriets mission og vision. Du er en vigtig medspiller i udvikling og implementering af Forsvarets og styrelsens strategier, som du gennem din organisation formår at omsætte i samarbejde med dine kolleger og medarbejdere.

Ansættelsesvilkår

Du bliver ansat som chefkonsulent og aflønnet efter den til enhver tid gældende Akademikeroverenskomst mellem Finansministeriet og akademikere i Staten. Derudover vil der, afhængig af dine kvalifikationer, være mulighed for at forhandle tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 17,1 %.

Som ansat på Forsvarsministeriets myndighedsområde er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og kunne opretholde denne gennem hele dit ansættelsesforhold.


KONTAKT OG ANSØGNING
Såfremt du måtte have interesse i at vide yderligere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Økonomichef Bjørn Steengaard, Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, på telefon 4185 0598.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Annette Karlsen, Forsvarsministeriets Personalestyrelse, på telefon 7281 9170.

Ansøgningsfristen er 19. februar 2018. Samtaler afholdes løbende.

Stillingen er til besættelse snarst muligt.

Du bedes søge stillingen via linket. Du bedes scanne og vedhæfte relevante dokumenter, såsom bevis for kandidatuddannelse, eksamensbevis mv.

Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse
Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse (FES) støtter og servicerer militære operative enheder og øvrige myndigheder under Forsvarsministeriet ved at levere og udvikle de fysiske rammer, som er nødvendige for deres virke. Opgaverne omfatter; facility management, nybyggeri, vedligehold, miljø- og energiopgaver samt naturpleje – og udføres overvejende via eksterne leverandører.
Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har hovedkontor i Hjørring, men har medarbejdere på tjenestesteder over hele landet. Vi har i alt 860 etablissementer spredt ud over hele Danmark.
Ejendomsstyrelsen er overvejende en civil arbejdsplads, der er båret af stærke fag- og videnfællesskaber. Styrelsen har ejendomsdriften i centrum: Både i opgaveløsningen med vores kunder og i forhold til kompetenceudvikling af vore medarbejdere.
Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har et samlet budget på ca. 1,8 mia. kr., 2,4 mio. m2 bebyggelse i vores portefølje, et samlet øvelsesareal på ca. 36.000 hektar og vi beskæftiger ca. 750 medarbejdere.


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her