Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Forskningsassistent til tidsbegrænset stilling i Primær Sundhed, Regionshuset i Sorø


Region Sjælland har en flerårig indsats, der satser på at forbedre overlevelsen blandt patienter, der får kræft. I den forbindelse gennemfører Regionen en del indsatser, der er rettet mod borgerne, som sikrer, at borgerne bliver opmærksomme på sygdomssymptomer samt øger deres kompetencer i forhold til kommunikation mellem borgerne og sundhedspersoner. Vi har indtil videre beskæftiget os med indsatser i sociale boligområder, for personale i socialpsykiatrien og sprogcentre.

Vi er nu klar til at gå i gang med en meget stor målgruppe, nemlig mænd med særligt fokus på socioøkonomisk udsatte mænd. Her ønsker vi både at gennemføre en indsats og et forskningsprojekt tilknyttet indsatsen. I den forbindelse søger vi derfor en forskningsassistent, der kan kvalificere og udvikle et ph.d. studium, som skal gennemføres i samarbejde med Institut for Kommunikation og Humanvidenskab, RUC samt Region Sjælland.

Opgaven
Forskningsassistenten skal udarbejde et forskningsoplæg med fokus på temaet ”Tidlig opsporing af kræft hos socioøkonomisk udsatte mænd”, der udvikler projektets fokus og demonstrerer, at forskningsprojektet relaterer sig til eksisterende forskning inden for dialogisk kommunikationsteori og kollaborativ vidensproduktion. Forskningsassistenten skal gennemføre et litteraturstudie for at sikre, at projektet er teoretisk og metodisk velfunderet og kan bidrage med ny viden på feltet. Foreløbigt er der lagt op til, at fokus er på magtproblematikker og videns- og identitetsforhandlinger, som de udspiller sig i samspillet mellem mænd og sundhedsprofessionelle, herunder hvordan disse overkommes. Der kan også være andre områder, der skal rettes fokus på, og det er netop disse forhold, som forskningsassistenten bl.a. andet skal være med til at finde frem til. Udover dette skal forskningsassistenten udarbejde et forskningsoplæg.

Forskningsassistenten vil under ansættelsen blive tilknyttet forskningsgruppen Dialogisk Kommunikation på RUC, ligesom vedkommende vil have mulighed for at søge stillingen som ph.d. studerende inden for området, som bliver opslået på bl.a. RUC’s hjemmeside med ansøgningsfrist den 1. maj 2018 med henblik på ansættelse den 1. september 2018.

Om dig
Vi forventer, at du

  • Er god til at samarbejde
  • Kan lide faglig fordybelse
  • Kan opfylde kravene til at blive ansat som ph.d. studerende, hvis det senere skulle blive aktuelt
  • Er god til at formulere dig skriftligt og mundtligt på akademisk dansk og engelsk
  • Er stærk i kritisk analyse og akademisk nytænkning

  • Rammerne for arbejdet
    Du vil blive en del af kræftgruppen under Overenskomstteamet i Primær Sundhed, Region Sjælland, og du vil blive ansat i henhold til gældende overenskomst. Kræftgruppen består af fire medarbejdere samt en antropolog i en post. doc. forskningsstilling. Du vil skulle arbejde tæt sammen med den projektleder, som skal stå i spidsen for det projekt, der skal gennemføre indsatsen med mænd som målgruppe.

    Arbejdsstedet vil være Sorø. Start forventes 01.04.18. Der er tale om en ansættelse på fem måneder. Alle medarbejdere i Regionshuset har flextid.

    Primær Sundhed er en afdeling med 33 medarbejdere med forskellig uddannelsesmæssig baggrund. Du vil blive en del af et team på 14 medarbejdere med vidt forskellig uddannelsesmæssig baggrund, som varetager forskellige opgaver i forhold til Regionens samarbejde med sundhedspersoner i det primære, regionale sundhedsvæsen.

    Om Region Sjælland
    Vi er regionens største arbejdsplads med mere end 17.000 medarbejdere og et budget på 18 mia. kroner. Vi løser opgaver inden for sundhed, psykiatri og regional udvikling og driver en række sociale institutioner. Klik ind på www.regionsjaelland.dk og læs mere om regionens opgaver, struktur og geografi. Du finder os også på Facebook, Twitter og LinkedIn.


    Ikke det rigtige job?

    Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



    Opret jobagent her