Brænder du for at skabe en bæredygtig fremtid gennem digitale grønne indkøb? Så er det dig, vi har brug for til at implementere Erhvervsstyrelsens del af Grønne indkøb for en grøn fremtid – strategi for grønne offentlige indkøb (okt. 2020). Erhvervsstyrelsen er bl.a. ansvarlig for dele af strategien, der handler om at fremme grønne offentlige indkøb gennem digitalisering.
I kontoret Digital Innovation og Virk arbejder vi bredt med digitale løsninger, der skal understøtte virksomheder. Vi har en høj grad af tværfagligt samarbejde med andre, bl.a. kontoret for Grøn og ansvarlig erhvervsudvikling. Du vil få mulighed for at sætte dit eget præg på dine arbejdsopgaver inden for digitale grønne indkøb samt mulighed for at arbejde med andre opgaver inden for digitale indkøb.
Arbejdet i Digital Innovation og Virk
Du vil blive placeret i projektgruppen Nemhandel. Her arbejder vi med at fremme digital handel. Det sker bl.a. gennem udvikling af policy-initiativer, digitale netværk og fastsættelse af standarder for e-handel.
Din hovedopgave vil være at arbejde med den indsats i strategi for grønne offentlige indkøb, der handler om bedre grønne produktdata i e-handel. Formålet med indsatsen er at øge efterspørgslen efter grønne produkter ved at give leverandører mulighed for at oplyse om produkters grønne data på en sammenlignelig måde, så det blandt andet kan fremhæves for indkøbere, når der e-handles.
Dertil vil du også skulle bidrage til den indsats i strategien, der handler om udvikling af et digitalt TCO-værktøj.
Dine opgaver vil bl.a. være at:
- undersøge og vurdere, hvilke grønne produktoplysninger, der kan standardiseres, og dermed er modne til at blive anvendt i e-handel
- deltage i et internationalt samarbejde i den europæiske standardiseringsorganisation, Peppol, hvor standarden for e-handel udvikles
- sikre koordination og samarbejde i inddragelsen af interessenter, fx offentlige indkøbere, virksomheder, brancheorganisationer mv. i forhold til udvikling af digitale grønne indkøb
- understøtte implementering af digitale grønne indkøb i form af fx udarbejdelse af vejledning og afholdelse af workshops for eksterne parter, fx offentlige indkøbere og virksomheder.
I Nemhandel har vi stort fokus på at være i tæt dialog med samarbejdspartnere, når vi udvikler nye strategier og digitale løsninger. Du vil derfor opleve at skulle samarbejde med fx kommuner, virksomheder og brancheorganisationer mm. Læs mere om, hvad Nemhandel er her:
https://nemhandel.dk/ Om dig Du har en samfundsvidenskabelig eller miljøvidenskabelig videregående uddannelse. Det er en fordel, hvis du har erfaring fra en miljøorganisation, standardiseringsorganisation, kommune, NGO eller styrelse, men det er ikke et krav, og du kan også være nyuddannet.
Herudover lægger vi vægt på følgende:
- du har erfaring inden for det miljøfaglige område, især i forhold til grønne indkøb og produkter
- du skriver og taler godt engelsk og kan begå dig i internationalt samarbejde
- du kan sammentænke grønne indkøb og digitalisering. Du skal ikke være ekspert i digitalisering, men du skal have lysten til at sætte dig ind i, hvordan det kan bruges inden for grønne indkøb og udbud
- Du skal være i stand til at bidrage til, at projekter bliver ført i mål, og at se løsninger i komplekse problemstillinger
Som person er du initiativrig og engageret i dit arbejde. Du er inspireret af at løse komplekse opgaver og at samarbejde på tværs, hvor alle bidrager med forskellig viden, kompetencer og nysgerrighed. Du bidrager til et godt arbejdsmiljø, hvor humor også indgår som en hjørnesten.
Du vil indgå i et team med dygtige kollegaer, som du kan sparre med, men du skal også selv kunne tage styring, da det forventes, at du skal arbejde selvstændigt i et internationalt samarbejde. Derudover er det vigtigt, at du kan arbejde tværfagligt, da der er mange forskellige interessenter og fagligheder, som du skal kunne arbejde sammen med. Det er en fordel, hvis du har kendskab til at arbejde med standardisering, men ellers skal du have lysten til at sætte dig ind i området.
Om os Erhvervsstyrelsen er en del af Erhvervsministeriet og har ca. 750 medarbejdere. Medarbejderne er fordelt på fire forskellige afdelinger rundt om i landet. Dit ansættelsessted vil være i København.
Erhvervsstyrelsen er en ambitiøs og moderne myndighed med en stærk digital dagsorden. Vi har fagligt dygtige medarbejdere, og vi er ikke bange for at gå nye veje for at finde løsninger. Derfor arbejder vi bl.a. med nye teknologier og data til at effektivisere vores drift og skabe ny værdi for virksomhederne. Vi lærer gerne af andre, og vi arbejder altid i partnerskab med andre myndigheder, organisationer og virksomheder.
Du kan læse mere om Erhvervsstyrelsen på
www.erst.dk.
Om ansættelsen Ansættelse sker som fuldmægtig efter overenskomst mellem Finansministeriet og AC med mulighed for forhandling af tillæg. Der er tale om en fast fuldtidsstilling med tiltrædelse snarest muligt.
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte projektleder David Meyrowitsch tlf. 35 29 14 99 eller kontorchef, Carsten Ingerslev tlf. 24 27 47 64. Oplysninger om løn- og ansættelsesvilkår kan fås ved henvendelse til HR-rekrutteringspartner Cathrine Lund-Jensen på tlf. 91 33 70 38.
Interesseret? Lyder det som noget for dig? Så klik på ”Søg stilling” knappen i annoncen eller søg via vores hjemmeside på
http://www.erhvervsstyrelsen.dk/job Din ansøgning med CV og eksamenspapirer skal være modtaget
senest onsdag den 10. marts 2021 kl. 12:00. Første samtalerunde forventes afholdt i marts. Kandidater forventes at gennemgå en case forud for anden samtale.
Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle uanset personlig baggrund til at søge.