Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Fuldmægtig til ledelsesbetjening

Direktoratet for Kriminalforsorgen søger en fuldmægtig til ledelsesbetjening. Stillingen er placeret i sekretariatet Koncernledelse og Kommunikation.

Koncernledelse og Kommunikation understøtter Kriminalforsorgens direktør, direktionen i direktoratet og Kriminalforsorgens koncernledelse samt kommunikation på tværs af koncernen.

Koncernledelse og Kommunikation er opdelt i en sektion for koncernledelse og en sektion for koncernkommunikation. Sektionen Koncernledelse varetager ledelsesbetjening, mens sektionen Koncernkommunikation varetager ekstern og intern kommunikation. Koncernledelse og Kommunikation udgør sammen med enhederne Koncernsekretariatet for Udvikling samt Koncernstyring og Controlling det samlede Koncernsekretariat.

Kriminalforsorgen har i de senere år gennemført en omfattende omorganisering og ledes i dag af en samlet koncernledelse, som består af direktøren for Kriminalforsorgen, tre centerdirektører i direktoratet, fire regionale områdedirektører, direktøren for Grønland samt udviklingschefen.

Kriminalforsorgen er en del af Justitsministeriets koncern og forvalter en central opgave i straffesagskæden: At fuldbyrde straf. Kriminalforsorgen har ansvaret for fængsler, arresthuse og pensioner samt for at føre tilsyn med prøveløsladte og betinget dømte. Kriminalforsorgen har desuden ansvaret for at drive udrejsecentre for afviste asylansøgere. Læs mere om Kriminalforsorgen og vores struktur her: http://www.kriminalforsorgen.dk/Struktur-6443.aspx

Dine opgaver
Du vil hovedsageligt varetage ledelsesunderstøttende opgaver i forhold til Koncernledelsen og direktoratets direktion, hvor forberedelse af og opfølgning på møder fylder meget. Som led i det ledelsesunderstøttende arbejde vil du også skulle udarbejde og kvalitetssikre notater mv. Du vil derudover skulle varetage koordinering af opgaver, som f.eks. går på tværs af Kriminalforsorgens enheder samt håndtere henvendelser fra f.eks. Justitsministeriets departement bl.a. med henblik på betjening af Retsudvalget.

Opgaverne forudsætter et tæt samarbejde med særligt centrene i direktoratet, de øvrige dele af Kriminalforsorgen og Justitsministeriets departement.

Dine kvalifikationer
Vi forventer, at du har en relevant akademisk uddannelse. Erfaring fra centraladministrationen eller anden politisk ledet organisation vil være en fordel.

Derudover forventer vi, at du er serviceminded og helhedsorienteret, samt at du har gå-på-mod og lyst til at arbejde i et uformelt og til tider hektisk miljø.

Det er vigtigt, at du er fleksibel og også under tidspres kan bevare overblikket og arbejde målrettet.

Skriftlige formidlingsevner, sans for detaljen er ligesom evner til både at arbejde selvstændigt og indgå i samarbejdsrelationer på tværs af Kriminalforsorgen og på alle niveauer også vigtige elementer i stillingen.

Vi tilbyder
En stilling, hvor du kan udvikle dine kompetencer i et travlt og ambitiøst miljø med spændende og udfordrende opgaver i samarbejde med dygtige kolleger i Kriminalforsorgen og Justitsministeriets koncern såvel som hos eksterne samarbejdspartnere.

Løn og ansættelsesvilkår
Der er tale om en fuldtidsstilling med tiltrædelse 1. juni 2018.

Ansættelse og aflønning sker som fuldmægtig i henhold til overenskomsten mellem Finansministeriet og AC for akademikere i staten. Der vil herudover kunne aftales tillæg afhængig af erfaring og kvalifikationer.

Ansættelsesområdet er Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Arbejdspladsen i Direktoratet for Kriminalforsorgen er beliggende Strandgade 100, 1401 København K.

Ansøgningen
Stillingerne søges elektronisk via knappen ”Søg stillingen”.

Ansøgning, CV, dokumentation for uddannelse samt andet relevant materiale skal være modtaget i rekrutteringssystemet senest 18. april 2018.

Vi forventer at afholde samtaler i uge 16-17.

Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger om stillingerne kan fås ved henvendelse til sekretariatschef Lars Aarud Krogh på telefon 72554131 eller pr. e-mail LarsAarud.Krogh@kriminalforsorgen.dk, eller specialkonsulent Dorthe Sylow Hermansen på telefon 7255 4143 eller pr. e-mail DortheSylow.Hermansen@kriminalforsorgen.dk.

Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge.




Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her