Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Annoncen er udløbet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Fuldmægtige til udvikling og forvaltning af erhvervsfremmeprojekter i Erhvervsstyrelsen i Silkeborg

Bliver du motiveret af at forvalte offentlige tilskud til projekter, der skaber udvikling i virksomheder i hele landet? Og har du flair for at skabe resultater gennem dialog og opfølgning sammen med projektholdere? Så har du fundet det rigtige stillingsopslag.

Erhvervsstyrelsen i Silkeborg har brug for flere kræfter til at udvikle, forvalte og følge op på de indsatser, som Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse løbende sætter i gang til gavn for virksomheder i hele Danmark.

Vi arbejder for at fremme vækst og erhvervsudvikling i hele Danmark med blik for lokale forskelle i virksomhedernes behov og muligheder. Som sekretariat for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse bidrager vi til, at bestyrelsen kan iværksætte og følge op på erhvervsfremmeindsatser inden for fx grøn omstilling, digitalisering, forretningsudvikling, kvalificeret arbejdskraft, innovation og turisme. Det gør vi i tæt dialog med bl.a. erhvervshusenes bestyrelser, ministerier, EU-kommissionen samt statslige, regionale og lokale erhvervsfremmeaktører. En central del af vores opgave er at forvalte en lang række erhvervsfremmeprojekter, herunder projekter finansieret af EU’s strukturfonde. Det er især denne del af vores arbejdsområde, vi har brug for flere kollegaer til.

Vi er ca. 80 medarbejdere og er en styrelse under Erhvervsministeriet – og dermed en del af centraladministrationen. Arbejdsstedet er Silkeborg.

Dine opgaver
Da du vil blive en del af sekretariatet for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, får du til opgave at understøtte erhvervsfremmebestyrelsens arbejde med at udvikle og følge op på indsatser i hele landet.

Som ny kollega vil du, sammen med dit team, skulle arbejde med flere af følgende opgaver:

  • Vurdere ansøgninger og projektforslag og forberede indstillinger til erhvervsfremmebestyrelsen
  • Udstede tilsagn, følge op på statusrapporteringer samt udbetale tilskud til projekter
  • Forberede de indsatser, som bestyrelsen kan igangsætte
  • Tilrettelægge ansøgningsrunder, vejlede ansøgere og projektholdere samt planlægge og afholde informationsarrangementer for potentielle ansøgere
  • Udarbejde ledelsesinformation
Det vil være en forudsætning, at du enten har erfaring med forvaltningsmæssige problemstillinger og har kendskab til forvaltningsret fra et tidligere job, eller at du har interesse for og evne til at sætte dig ind i sådanne problemstillinger.

Om dig

Du kan være den helt rette til jobbet, hvis du kan sige ja til følgende:

  • Du interesserer dig for forvaltning og har et kendskab til eller interesse for tilskudsadministration og forvaltningsret.
  • Du ved, at samarbejde er den bedste strategi. Du kan begå dig på alle niveauer i organisationen, og du er vellidt for det. I løbet af en arbejdsdag har du kontakt med både ledelse og andre medarbejdere, og du møder dem alle med et smil og en grundholdning om, at kollegaer spiller hinanden gode gennem sparring og videndeling. Du vil trives med at være i daglig dialog med virksomheder, organisationer og myndigheder i hele landet, og du sætter en ære i at servicere alle disse aktører bedst muligt.
  • Du er en god formidler. Du kan formidle tungt fagligt stof, så dine modtagere er helt med på budskabet efter at have læst nogle få linjer. Uanset om du taler med eller skriver til en teamkollega, et ledelsesmedlem eller en kunde, så kommunikerer du klart og imødekommende og med udgangspunkt i din modtagers viden og behov. Du er også god til at skabe åbenhed, enkelthed og gennemskuelighed i forvaltningen af erhvervsfremmebestyrelsens midler.
  • Du løber efter bolden før de fleste andre. Du er typen, der trives i et skiftende miljø med korte deadlines og et stort selvstændigt ansvar. Du har et stort drive og tager gerne ansvar for en opgave, som du får i mål inden for deadline – også selvom det giver sved på panden undervejs. Samtidig evner du at arbejde systematisk og at bevare overblikket over opgaverne.
  • Du har indsigt og forståelse for en politisk styret organisation. Din faglige ballast gør dig i stand til hurtigt at sætte dig ind i organisationens kerneopgaver og styringsmekanismer, og med din digitale forståelse kan du omsætte driftsdata til styring og resultater.
  • Du har evt. viden om og gerne praktisk erfaring med erhvervsudviklingsopgaver inden for fx grøn omstilling, digitalisering, forretningsudvikling, kvalificeret arbejdskraft eller turisme.
Er du nyuddannet eller næsten nyuddannet, vil du skulle gennem et udvidet intro- og oplæringsforløb, så du bliver i stand til at påtage dig flere af opgaverne ovenfor.

Vi forestiller os, at du har en samfundsvidenskabelig kandidat fx cand.merc.jur, cand.merc.aud., cand.jur., cand.sc. pol., cand.sc. adm. el.lign.

Om os
Vi er midt i en spændende faglig og organisatorisk udvikling med flere nye opgaver på vej ind. Derfor mander vi op, og du kan være med til at skabe en effektiv decentral erhvervsfremmeindsats, der skaber gode rammer for vækst og udvikling.

Vi har et godt arbejdsfællesskab og tilbyder faglig og personlig udvikling for den rette. Vores intro- og oplæringsforløb er velafprøvede, så du kan komme godt fra start i din ansættelse. I første omgang er det fokuseret på forvaltning og administration. Vi er en styrelse, der vægter medarbejdernes trivsel, og i Silkeborg har vi en velfungerende og aktiv personaleforening, der står for flere sociale arrangementer i løbet af året.

Læs mere om os på www.erhvervsfremmebestyrelsen.dk; www.regionalt.dk og om Erhvervsstyrelsen på www.erst.dk.

Vi bor i nyere og velbeliggende lokaler i Silkeborg, 10 minutter på cykel fra stationen og med godt gratis parkeringsområde lige ved døren.

Om ansættelsen
Ansættelse sker efter gældende overenskomst mellem AC og Finansministeriet.

Der er tale om et antal fuldtidsstillinger, der ønskes besat hurtigst muligt.

Har du spørgsmål til stillingerne, så kontakt chef for udmøntning Niels Dahl Christensen på telefon 35 29 10 97 eller kontorchef Søren Asp Mikkelsen på telefon 35 29 17 00

Interesseret?
Lyder det som noget for dig? Så send din ansøgning via vores elektroniske ansøgningsmodul på www.erhvervsstyrelsen.dk/stillingsopslag.

Din ansøgning med CV og eksamenspapirer skal være modtaget senest den 14. januar 2021 kl. 23.59.

Vi forventer at afholde samtaler i uge 3 og 4.

Vi ønsker en medarbejdersammensætning, som afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi kvinder og mænd uanset alder, religion eller etnisk baggrund til at søge stillingen.


Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.

Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.