Med tiltrædelse den 1.maj 2021 søger vi i Afsnit 1 en fysioterapeut til en fast stilling. Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling på 37 timer pr. uge. Fysioterapeuterne, som søger ny kollega, dækker følgende kliniske afsnit: Kræftafdelingen, Plastik- og Brystkirurgi, Hoved- og Halskirurgi, Dansk Center for Partikelterapi (DCPT) og Brystklinikken inkl. genoptræning efter brystkræftoperation. Ved kollegaers fravær skal der også løses patientopgaver inden for de andre specialer i Afsnit 1. Arbejdstiden er i øjeblikket mellem kl. 8.00-16.00. Der er vagtarbejde i dagtiden ca. hver 6. weekend og på helligdage.
Dine arbejdsopgaver er vurdering af funktionsevne og genoptræningspotentiale hos patienter i komplekse forløb. Endvidere mobilisering, træning, respirationsfysioterapi, instruktion og vejledning, tilpasning og udlån af hjælpemidler, udarbejdelse af status og genoptræningsplaner samt dokumentation i EPJ. Desuden vil der være formidlingsopgaver ift. patienter og tværfaglige samarbejdsparter. Du vil fungere i tæt samarbejde med fysioterapeuterne i eget team og øvrige kolleger i Afsnit 1. Sammen udvikler vi faget og vores ydelser.
Vi tilbyder
- en arbejdsplads, hvor vi vægter faglig og personlig udvikling
- ansættelse i et seriøst arbejdende og velfungerende afsnit med godt humør, hvor vi vægter et anerkendende og positivt kollegialt samspil
- et job i et dynamisk afsnit, hvor der løbende er fokus på fagets udvikling, kvalitetssikring og forskning
- et team, hvor vi sammen udvikler patienternes forløb, såvel monofagligt som tværfagligt.
Vi forventer, at du - har erfaring med komplekse patientforløb i hospitalsregi inden for relevante specialer
- har erfaring med respirationsfysioterapi
- har lyst til at bidrage til faglige drøftelser, tage ansvar for faglige områder og skabe tværfaglige netværk
- ser såvel mundtlig som skriftlig kommunikation som vigtige redskaber i det terapeutiske arbejde
- er empatisk, åben og realistisk i mødet med og behandlingen af mennesker med livstruende/kroniske sygedomme
- er fleksibel og evner at skabe overblik i en travl hverdag, som ofte er uforudsigelig, og hvor lagte planer ofte må revideres
- kan trives på en arbejdsplads, der er i konstant forandring, og at du ser muligheder frem for begrænsninger.
Vi ser gerne, at du - har erfaring med genoptræning af patienter med neurologiske udfald
- har kendskab til palliation
- har erfaring med træning individuelt og på hold.
Det vil være en ekstra bonus, hvis du er uddannet lymfødemterapeut.
Vi erét af Fysio- og Ergoterapis fem afsnit. Afsnit 1 er en tværfaglig gruppe bestående af både ergoterapeuter, fysioterapeuter, social- og sundhedsassistenter og en funktionsleder. Gruppen er blandet både alders- og erfaringsmæssigt.
Afsnit 1 er opdelt i tre teams. Der er to fysiopterapeutiske teams.Team fys. 1 dækker følgende kliniske afsnit: Blodsygdomme, Kræftafdelingen, Plastik- og Brystkirurgi, Hoved- og Halskirurgi, Dansk Center for Partikelterapi (DCPT) og Brystklinikken inkl. genoptræning efter brystkræftoperation.
Team fys. 2 dækker de øvrige kliniske afsnit: Nyresygdomme, Urinvejskirurgi inkl. bækkebundspatienter, Leversygdomme samt Mave- og Tarmkirurgi.
Ergoterapeutteamet dækker alle ovennævnte specialer i Afsnit 1 foruden specialer fra Afsnit 2.
Visionen for Aarhus Universitetshospital er ”Den største viden – den bedste behandling”. I Fysio- og Ergoterapi understøtter vi bl.a. denne vision med vores Forsknings- og udviklingsstrategi. Vi har i afdelingen en forsknings- og udviklingsenhed og udviklingsterapeuter. Ligeledes understøtter vi visionen med afholdelse af årlige MUS samtaler med udarbejdelse af individuelle handleplaner, ligesom der udarbejdes årlige kompetenceudviklingsplaner i de respektive afsnit.
Aarhus Universitetshospital er uddannelsessted for såvel ergoterapeut- som fysioterapeutstuderende. Det er derfor en naturlig del af vores hverdag at vejlede studerende og inddrage dem i arbejdet.
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst. Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende autorisation og en tilfredsstillende børneattest. Der må påregnes prøvetid i de første tre måneder af ansættelsen.
Nærmere oplysninger fås ved ledende terapeut Birgitte Bille Brahe på 7845 6730.
Ansøgningsfristen er den 10. marts 2021. Vi holder ansættelsessamtaler den 16. marts 2021
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.