Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Annoncen er udløbet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Giftefogeder til Vielseskontoret i Københavns Kommune (deltid)

Vil du være giftefoged og foretage borgerlige vielser i smukke København? Kan du uden sceneskræk sætte brudepar i centrum og guide dem gennem et helt særligt øjeblik i livet? Vielseskontoret i Københavns Kommune søger giftefogeder på deltid.

På Vielseskontoret i Københavns Kommune har vi ansvaret for at forberede og afvikle vielser for både danske og internationale par. Vi foretager ca. 6.000 vielser årligt på dansk, engelsk og tysk og størstedelen på Københavns Rådhus.

Flere og flere par ønsker dog at blive viet uden for rådhuset, på lokationer de selv har valgt eller ved vores ”Vie i det fri”-arrangementer.

Vi søger flere dygtige giftefogeder til at afvikle disse vielser – især over højsæsonen fra maj til september.

Du har den rette tilgang – vi har de fantastiske oplevelser
Udover vielserne på Københavns Rådhus tilbyder vi parrene to forskellige oplevelser:

”Book en foged”: Parret bestiller en foged til et selvvalgt sted og tidspunkt. Der laves en personlig tale, hvis parret ønsker det, hvilket kræver forudgående dialog med parret. Vielsen afvikles, som parret ønsker det.

”Vie i det fri”: Vi har 18 arrangementer i hele København i 2021, hvor vi foretager ca. 20 vielser, oftest på en lørdag. Lokationen er bestemt af Vielseskontoret, men parret booker og betaler for omkostningerne forbundet hermed. Det er vigtigt, at du formår at gøre oplevelsen unik og personlig for hvert par.

Vi søger en udadvendt, grundig og åben person, som kan arbejde selvstændigt og respektfuldt sammen med parret og Vielseskontoret om afviklingen af vielsen. Du har forståelse for vigtigheden af ceremonien herunder de juridiske rammer, som du naturligvis oplæres i før vielsen.

Du er kommunikativ og god til at ’læse’ andre mennesker og deres ønsker for den store dag. Ligeledes er det afgørende, at du udstråler ro og hviler i dit værtskab, så brudeparret siger ’ja’ i trygge rammer.

Dine arbejdsopgaver bliver
Du vil primært foretage vielser som ”Book en foged” og i forbindelse med ”Vie i det fri”, hvorfor de fleste af dine arbejdstimer vil blive brugt ude i byen sammen med parrene.

Inden vielserne skal du have lyst og evner til at skrive vielsestaler og koordinere nærmere med parret i samarbejde med en koordinator fra Vielseskontoret.

Vi sørger for grundig oplæring, så du er rustet til et helt igennem vidunderligt job.

Vi forventer, at du

  • Har et godt sprogøre og som minimum behersker engelsk og taler tysk samt besidder en tydelig diktion
  • Har et godt humør og en tryg, kompetent udstråling
  • Har empati og livserfaring, som du formår at omsætte til en nær og personlig oplevelse for parret på deres store dag

Din uddannelses- og erhvervserfaring er ikke vigtig. Vi er en bredt sammensat skare af medarbejdere på Vielseskontoret og værdsætter faglig og personlig diversitet.

Løn- og ansættelsesvilkår samt praktiske oplysninger
Arbejdssted- og tid vil variere fra vielse til vielse, men vil primært være uden for rådhuset og i hele København. Du vil dog også skulle foretage vielser på Københavns Rådhus – og eventuelt også på hverdage – når der er særligt travlt.

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst, men uden fast arbejdstid. Arbejdstiden vil primært være i højsæsonen fra maj til september samt i weekenden, og du bliver derfor afregnet time for time. Vi forventer, at du kan arbejde størstedelen af weekenderne over især højsommeren (ca. 5-10 timer ugentligt).

Mere information
Hvis du har spørgsmål til arbejdsopgaverne mv., kan du kontakte giftefoged og koordinator for ”Book en foged” Thune Lindberg på 3062 7742.

Hvis du har spørgsmål til ansættelsesforhold eller andre relevante forespørgsler, kan du kontakte kontorchef Jesper Hyldal på 2049 2094.

Du kan læse mere om Vielseskontorets arbejde på idocph.kk.dk og herunder se, hvor og hvornår vi afvikler ”Vie i det fri”-arrangementer i 2021.

Du bedes udover CV og ansøgning medsende en kort videopræsentation.

Søg via nedenstående link senest onsdag den 24. februar 2021

Kultur- og Fritidsforvaltningen
I Kultur- og Fritidsforvaltningen tror vi på, at tillid og samarbejde både øger medarbejdernes trivsel og højner kvaliteten, produktiviteten og vores evne til at gå nye veje.


Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.

Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.