Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Annoncen er udløbet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Graduate Software Engineers til én af Danmarks største it-organisationer

I Udviklings- og Forenklingsstyrelsen er vi i gang med at bygge fremtidens digitale og analysedrevne skatteforvaltning – vil du med på rejsen? Lige nu søger vi ambitiøse graduates, der vil være med til at drifte og udvikle de over 200 it-systemer i Skatteforvaltningen. Du vil få en stejl læringskurve, præge din karrieremæssige retning og blive én af de bedste Software Engineers i branchen.

Vil du skabe din egen karrierevej, mens du gør en forskel?
Som vores nye Software Engineering graduate matcher vi din faglighed og interesser med et specifikt it-område. Vi designer et forløb på 18 måneder med input fra dig, hvor du får mulighed for at komme rundt i vores organisation og arbejde med spændende problemstillinger fra forskellige perspektiver.

I Udviklings- og Forenklingsstyrelsen udvikler, implementerer og drifter vi vores egne it-løsninger. Samtidig med, at vi udvikler nye systemer, holdes alle de kørende systemer opdateret, klar til at kunne levere hver eneste dag. Opgaverne er derfor mange og yderst komplekse og specialiserede. Derfor vil du på din rejse hos os have mulighed for at arbejde med en masse forskellige områder fx løsningsarkitektur, DevOps, udvikling, infrastruktur, sikkerhed, test, data, automatisering, robotics, Machine Learning, NLP og OCR modeludvikling i R og Python og meget mere. Vi er en spændende, ung og unik organisation, der arbejder med SAFe rammeværket i vores agile udvikling.

I din tid som graduate får du lov til at følge vores dygtigste kollegaer på tæt hold. Du vil også blive kastet ud i opgaver på egen hånd og blive udfordret i din dagligdag. Samtidig vil du få relevante kurser og certificeringer. Endelig vil du også få tilknyttet en mentor til at understøtte din faglige såvel som personlige udvikling.

Hos os får du lov – og derfor stiller vi også store krav til dig, dit engagement og din faglighed.

Bliv en del af teamet
Du vil blive en del af vores graduate-team, og sammen med de andre graduates vil du deltage i mange sociale og faglige aktiviteter og opbygge et solidt netværk på tværs af vores organisation. Vi vil gøre vores til, at I som gruppe bliver rystet rigtig godt sammen, og at I kan bruge hinanden til sparring i det daglige.

Er det dig, vi leder efter?
Du afslutter din kandidatuddannelse senest den 1. august 2021 eller har afsluttet den inden for de seneste to år. Du har fx læst cand.it, cand.polyt. eller datalogi, har taget it-fag eller lign. Hvilken kandidatuddannelse er ikke så afgørende, så længe du kan redegøre for, hvordan din uddannelse, interesse og/eller erfaring er relevant for graduate-stillingen, Software Engineer.

Du har sandsynligvis haft studierelevant arbejde undervejs inden for fx programmering, softwareudvikling o. lign., ligesom du fra studiet har erfaring med at arbejde projektorienteret. Derudover lægger vi vægt på følgende:

  • du trives med at arbejde i teams og se alles erfaringer skabe det bedste resultat, og du har en konstruktiv tilgang i samarbejdet med dine kolleger
  • du er ambitiøs, motiveret for at udvikle dig og kan se graduate-programmet som et godt springbræt til en spændende karriere hos os
  • du er proaktiv og finder dig hurtigt til rette i nye omgivelser i en omskiftelig hverdag
  • du motiveres af at arbejde med komplekse problemstillinger til gavn for fremtidens velfærdsstat.

Ansættelsesforhold
Graduate-forløbet starter den 1. september 2021. Du bliver fastansat i ét af vores kontorer, hvilket vil sige, at du også har job efter de 18 måneder, når du har afsluttet graduate-forløbet.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), og derudover får du et graduate-tillæg.

Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Dit arbejdssted bliver på én af disse eller begge adresser:

Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg
Nybrovej 110 og 116, 2800 Kongens Lyngby.

Ansøgning og kontakt
Ansøgning med CV og relevante dokumenter bedes sendt via linket ”Søg jobbet” senest søndag den 11. april 2021.

Som en del af ansøgningsprocessen skal du besvare en faglig case. Når du uploader din ansøgning, skal du vælge en af fire datoer for besvarelse af casen, enten den 11., 18., 25. marts eller den 6. og 12. april 2021. Du vil på den pågældende dag modtage en mail med case-opgaven, som skal besvares fra kl. 9-12. Den 6. april vil tidspunktet dog være fra kl. 12-15. Vi lægger stor vægt på case-besvarelsen i den første del af screeningsprocessen.

Vi forventer at holde samtaler i uge 16, 17, 18 og 19. Hvis du kaldes til samtale, vil der blive anvendt en logisk test og en personanalyse. Forud for ansættelse vil der blive indhentet straffeattest.

Har du spørgsmål til graduate-programmet eller rekrutteringsprocessen, er du velkommen til at kontakte HR Business Partner Julia Gaarn Johnsson på tlf. 72 37 36 44. Hvis du vil vide mere om opgaven, er du velkommen til at kontakte Aske Hven-Jensen på tlf. 25 31 80 53.

Læs mere om vores graduate-program på www.ufst.dk/graduate.

Om Udviklings- og Forenklingsstyrelsen
’I samarbejde med Skatteministeriets øvrige styrelser udvikler vi en fremtidsparat og sikker digital forvaltning’

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen har til opgave at forenkle og udvikle it-løsninger og forretningsprocesser. Samtidig har styrelsen ansvar for at sikre stabil drift og vedligeholdelse af skatteforvaltningens eksisterende it-systemer. Vores medarbejdere er fagligt kompetente og specialiserede og samtidig i stand til at arbejde tæt sammen med andre fagligheder på tværs af Skatteministeriet. Kun gennem et stærkt fagligt fællesskab på tværs af fagområderne kan vi lykkes med den omfangsrige og komplekse opgave, vi har.

Vi søger løbende nye kolleger, som deler vores ambition om at sikre fundamentet for finansieringen af den offentlige sektor.

Læs mere om Udviklings- og Forenklingsstyrelsen på www.ufst.dk.

Skatteministeriets koncern opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.


Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.