Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Annoncen er udløbet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Graduate til IT-sikkerhed i én af Danmarks største it-organisationer

I Udviklings- og Forenklingsstyrelsen er vi i gang med at bygge fremtidens digitale og analysedrevne skatteforvaltning – vil du med på rejsen? Lige nu søger vi ambitiøse graduates, der vil være med til at udvikle sikkerheden i de mange nye teknologier, som vi implementerer nu og i fremtiden i Skatteforvaltningen – i et af Danmarks mest komplekse it-landskaber. Du vil få en stejl læringskurve og få mulighed for at blive én af de bedste IT-sikkerhedsspecialister i branchen.


Vil du skabe din egen karrierevej, mens du gør en forskel?
I løbet af 18 måneder vil du komme rundt i organisationen og opbygge erfaring i vores spændende, unge og unikke organisation. Vi arbejder meget bredt med IT-sikkerhed, som du vil få stor indsigt i.

Din rejse vil tage dig rundt i flere forskellige kontorer, og du vil fx arbejde med sikkerhedsarkitektur, operationel sikkerhed og koordinering af IT-sikkerhedsopgaver. Du kan bl.a. komme til at arbejde med SIEM, SOAR, Log forensic, threat intelligence, teknisk håndtering, ISO27001/2 og meget mere.

Desuden vil der være mulighed for at deltage i design og udvikling af eksisterende og fremtidige fælleskomponenter samt håndtering af fx autentifikation, autorisation, identitetspropagering og dokumentsignering.

Vi er en spændende og ung organisation, der arbejder agilt og ud fra SAFe tankegangen flere steder i organisationen.

I din tid som graduate får du lov at følge vores dygtigste kollegaer på tæt hold. Efter oplæring vil du også blive kastet ud i opgaver på egen hånd. Samtidig vil du få relevante kurser og certificeringer og blive tilknyttet en mentor til at understøtte din faglige såvel som personlige udvikling.

Hos os får du lov – og derfor stiller vi også store krav til dig, dit engagement og din faglighed.



Bliv en del af teamet
Du vil blive en del af vores graduate-team, og sammen med de andre graduates vil du deltage i mange sociale og faglige aktiviteter og opbygge et solidt netværk på tværs af vores organisation. Vi vil gøre vores til, at I som gruppe bliver rystet rigtig godt sammen, og at I kan bruge hinanden til sparring i det daglige.


Er det dig vi leder efter?
Du afslutter din kandidatuddannelse senest den 1. august 2021 eller har afsluttet den inden for de seneste to år. Du har en uddannelse inden for IT, teknik eller lignende og samtidig en væsentlig praktisk erfaring på IT-området fx inden for analyse, planlægning og vurdering af it-sikkerheden i forbindelse med drift, kontrol og udvikling af it-systemer. Hvilken kandidatuddannelse er ikke så afgørende, så længe du kan redegøre for, hvordan din uddannelse, interesse og/eller erfaring er relevant for graduate-stillingen.

Du har sandsynligvis haft studierelevant arbejde undervejs, ligesom du fra studiet har erfaring med at arbejde projektorienteret. Derudover lægger vi vægt på følgende:

  • du trives med at arbejde i teams og se alles erfaringer skabe det bedste resultat, og du har en konstruktiv tilgang i samarbejdet med dine kolleger
  • du er ambitiøs, motiveret for at udvikle dig og kan se graduate-programmet som et godt springbræt til en spændende karriere hos os
  • du er proaktiv og finder dig hurtigt til rette i nye omgivelser i en omskiftelig hverdag
  • du motiveres af at arbejde med komplekse problemstillinger til gavn for fremtidens velfærdsstat.


Ansættelsesforhold
Graduate-forløbet starter den 1. september 2021. Du bliver fastansat i ét af vores kontorer, hvilket vil sige, at du også har job efter de 18 måneder, når du har afsluttet graduate-forløbet.

Ansættelse sker under forudsætning af, at du via Politiets Efterretningstjeneste kan sikkerhedsgodkendes til klassifikationsgraden HEMMELIGT (HEM), da du skal arbejde med klassificerede dokumenter og systemer.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), og derudover får du et graduate-tillæg.

Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Dit arbejdssted bliver på én af disse eller begge adresser:

Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg
Nybrovej 110 og 116, 2800 Kongens Lyngby.



Ansøgning og kontakt
Ansøgning med CV og relevante dokumenter bedes sendt via linket ”Søg jobbet” senest søndag den 11. april 2021.

Vi lægger stor vægt på den motiverede ansøgning i screeningsprocessen. Vi forventer at holde samtaler i uge 16, 17, 18 og 19. Hvis du kaldes til samtale, vil der blive anvendt en logisk test og en personanalyse. Forud for ansættelse vil der blive indhentet straffeattest.

Har du spørgsmål til graduate-programmet eller rekrutteringsprocessen, er du velkommen til at kontakte HR Business Partner Julia Gaarn Johnsson på tlf. 72 37 36 44. Har du spørgsmål til opgaverne kan du kontakte kontorchef Frederik Rune Nielsen på tlf. 72 37 56 37.

Læs mere om vores graduate-program på www.ufst.dk/graduate



Om Udviklings- og Forenklingsstyrelsen
’I samarbejde med Skatteministeriets øvrige styrelser udvikler vi en fremtidsparat og sikker digital forvaltning’

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen har til opgave at forenkle og udvikle it-løsninger og forretningsprocesser. Samtidig har styrelsen ansvar for at sikre stabil drift og vedligeholdelse af skatteforvaltningens eksisterende it-systemer. Vores medarbejdere er fagligt kompetente og specialiserede og samtidig i stand til at arbejde tæt sammen med andre fagligheder på tværs af Skatteministeriet. Kun gennem et stærkt fagligt fællesskab på tværs af fagområderne kan vi lykkes med den omfangsrige og komplekse opgave, vi har.

Vi søger løbende nye kolleger, som deler vores ambition om at sikre fundamentet for finansieringen af den offentlige sektor.

Læs mere om Udviklings- og Forenklingsstyrelsen på www.ufst.dk

Skatteministeriets koncern opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.



Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.