Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Ingeniør til sektion for Anti- ubådsvåbensystemer

Har du lyst til at arbejde med sonar og antitorpedosystemer med tilhørende sonar- træningsmateriel (Autonomus Underwater Vehicle) til Søværnets fregatter og fleksible støtteskibe?

Så har vi en spændende og udfordrende stilling som teknisk sagsbehandler i et stærkt team af sagsbehandlere i den maritime division i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse med tiltrædelse snarest muligt.


Om os

Vi er en sektion med ansvar for anskaffelse og drift af antiubådsvåben og mindre våbensystemer. Sektionen består af 7 kollegaer, civile og militære. Vi anskaffer nye materielsystemer, tilvejebringer grundlaget for systemernes efterfølgende drift, iværksætter materielmodifikationer – og i den sidste ende står vi også for bortskaffelsen af systemerne. Populært sagt er det os, der løfter materielansvaret fra ”vugge til grav”.

Vi tilbyder dig et spændende, afvekslende og uformelt arbejdsmiljø med et godt kollegialt samarbejde.

Om stillingen

Du vil indgå i et projektteam for anskaffelse af forsvarets nye antivåbensystemer og ubådsvåbensystemer, herunder sonarsystemer. Arbejdet omfatter også materieldrift og opgradering på eksisterende systemer så som sonarmål (Autonomus Underwater Vehicle) og skrogmonteret sonarer til søværnets fregatter af IVER HUITFELDT-klassen og fleksible støtteskibe af ABSALON-klassen.

Arbejdsopgaverne og de efterspurgte kompetencer til løsning af disse spænder meget bredt.

Den daglige opgave løsning vil have berøringsflader til elektronik, undervandsakustik, IT-netværksteknologi, installationsteknik samt systemintegration i søværnets kommandokontrolsystem.

Arbejdet vil foregå i et alsidigt miljø og indebærer samarbejde med leverandører, værksteder og søværnets sejlende personale. Der må påregnes nogen rejseaktivitet, herunder til tider sejlads med fleksible støtteskibe og fregatter.

I arbejdet med anskaffelse af nye systemer skal du blandt andet udarbejde udbudsmateriale vedrørende de tekniske specifikationer samt stå for udarbejdelse af drifts- og vedligeholdelses-dokumentation.

Du er fleksibel, og trives i et omskifteligt miljø. Du forstår at kommunikere og samarbejde tværfagligt, og du har lyst til at løse mange forskelligartede opgaver i din dagligdag.



Om dig

Vi forestiller os, at du er uddannet svagstrøms- eller stærkstrømsingeniør eller tilsvarende (diplom- eller civilingeniør).

Du er proaktiv, handlekraftig samt fleksibel og trives i et omskifteligt miljø. Du forstår at kommunikere og arbejde tværfagligt med kollegaer med vidt forskellige baggrunde.

Du har gode kommunikationsevner på skrift og i tale, såvel på dansk som på engelsk.

Udover samarbejdsevner, forventer vi også når det er nødvendigt, at du kan arbejde selvstændigt med dine opgaver og formår at følge dem til dørs.


Ansættelsesvilkår

Du bliver ansat og aflønnet efter den gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikere i Staten, basistrin 4 - 8 som er anciennitetsafhængig. Der vil i forbindelse med ansættelsen være mulighed for at forhandle tillæg afhængig af dine kvalifikationer og kompetencer. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 17,1 % af basislønnen.

Som ansat i Forsvaret er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder bl.a., at du skal kunne sikkerhedsgodkendes, og opretholde sikkerhedsgodkendelse gennem hele ansættelsesforholdet.

Kontakt og ansøgning
Har du fået lyst til at høre mere om stillingen, er du velkommen til at ringe til sektionschef Kim Mohr Frederiksen på telefon 72 81 55 51, eller via mail: FMI-MA-CHVMV@mil.dk.

Har du spørgsmål til løn og ansættelsesforhold, kan du kontakte HR-konsulent Pia Knudsen på telefon 72 81 91 44.

Ansøgningsfristen er den 4. marts 2018, med forventet ansættelsesdato den 1. juni 2018 eller efter aftale.

Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 11 eller 12, 2018.

Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning

Du kan søge stillingen via link i højre side. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte

relevante dokumenter, skal du medbringe disse til en evt. samtale.

Forsvarsministeriet. Materiel- og Indkøbsstyrelsen (FMI) fungerer som materielfagligt videnscenter og logistisk myndighed. I samarbejde med Værnsfælles Forsvarskommando med underliggende værnsstabe sikrer FMI rettidig støtte og forsyninger til Forsvarets igangværende operationer i i ind- og udland. Det er FMI´s opgave at anskaffe, vedligeholde og videreudvikle materielkapaciteter for alle Forsvarets myndigheder lige fra kampvogne, skibe og jagerfly til støvler, feltrationer og lommeknive. FMI er en styrelse under Forsvarsministeriet og administrerer ca. en tredjedel af det samlede forsvarsbudget. Pengene bliver brugt til at yde den bedst mulige støtte til især de udsendte styrker og operative enheder.


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her