Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Initiativrige og ambitiøse graduates til Københavns Kommunes Koncern IT

I Koncern IT søger vi graduates, der kan fungere sammen som et team. Derfor har vi endnu ikke lagt os fast på en bestemt profil.  
 
Er du en handlekraftig problemløser, der kan tænke strategisk og formidle en vision?  
Så har du nu en unik mulighed for at komme tæt på kerneforretningen i én af Danmarks største it-organisationer. Koncern IT er sat i verden for at understøtte forvaltningernes arbejde med at sikre optimale it-løsninger. Vi søger dygtige nyuddannede, der har lyst til prøve kræfter med mange forskellige opgaver og har mod på en stejl læringskurve. Det er afgørende, at du har den rette mentalitet, og vi kan se et optimalt match mellem dig og os. Vi bruger nemlig graduateprogrammet til at forme vores fremtidige talenter. Hos os bliver du derfor del af et ambitiøst forløb, der omsætter din viden fra studiet til konkret erfaring med komplekse opgaver.  
 
I Koncern IT får du mulighed for at prøve kræfter med alt fra robotics og machine learning til ledelse af komplekse projekter og samarbejde med mange forskellige fagligheder. Vi har fokus på at udnytte potentialerne i de nyeste teknologier, så vi gennem digitalisering frigør ressourcer til at skabe en bedre hverdag for københavnerne. Samtidig er vi én af Danmarks største it-arbejdspladser. Det betyder, at vores opgaver har en volumen og kompleksitet, du ikke finder mange andre steder.  
 
Graduateprogrammet i Koncern IT  
Du starter i et hold på cirka fem graduates, og kan se frem til et fleksibelt og udfordrende 18-måneders forløb, der tilpasses din profil. Hos os bliver du nemlig sat i front på tilrettelæggelsen af dit eget graduateforløb. Det giver en optimal mulighed for at strukturere forløbet, så du udvikler dig mest muligt og får lov til at prøve kræfter med opgaver i hele organisationen. Vi har tillid til vores medarbejdere, så derfor får du stort ansvar fra dag ét og bliver sat i spidsen for at drive strategiske og komplekse opgaver. Som graduate får du en mentor fra direktionen, løbende kompetenceudvikling og netværk med andre graduates. Vi følger din udvikling tæt, og når graduateprogrammet afsluttes, fortsætter du din karriere i en fast stilling i kontoret med det rette match.  
 
Opgaver der kræver forretningsforståelse og analytisk kernekraft  
Vi søger graduates med forskellige profiler, så derfor har vi ikke endeligt fastlagt dine kommende opgaver. Disse skal nemlig sammensættes med afsæt i aktuelle prioriterede projekter og opgaver, og samtidig være afstemt med din særlige profil. Men dine arbejdsområder vil primært ligge indenfor rådgivning af samarbejdspartnere, projektledelse og medvirken til procesforbedringer. Der vil derfor være en stor grad af analysearbejde samt formidling i dine opgaver. Hvis du samtidig har interesse for it-sikkerhed, kan udarbejde en god businesscase, navigere i det politiske landskab, lave potentialeberegninger eller identificere effektiviseringsmuligheder, vil det være en fordel men ikke et krav. Eksempler på tidligere graduateopgaver er:  
  • afdække nye teknologiers potentialer i forvaltningerne  
  • indgå i organisationens arbejde med implementering af tværgående sikkerhedsstyring i forhold til Persondataforordningen  
  • udvikling og implementering af en ny model for hvordan vi anskaffer it i Københavns Kommune  
  • understøtte vores strategiske udvikling over mod mere brug af cloud i forbindelse med implementering af Office 365.  
Vi søger dem, der lærer bedst  
Du er velkommen i graduateprogrammet, hvis du er lidt fagnørdet – og lige så velkommen, hvis du er super-generalist. Det vigtigste er, at du har interesse for at arbejde med it og kan se mulighederne i samspillet mellem it og forretning. Som person har du mod på at gå forrest og har ambitioner på organisationens vegne. Du er desuden opsøgende og nysgerrig i din arbejdstilgang og kan motivere andre. Hvis du derudover har kant og gennemslagskraft, vil vi meget gerne se en ansøgning fra dig. Relevant erhvervserfaring fra eksempelvis et studiejob er en fordel.  
 
Derudover forventer vi, at du:  
  • er nyuddannet kandidat med maksimalt et års erhvervserfaring  
  • er målbevidst, initiativrig og god til at samarbejde og videndele på tværs af fagligheder  
  • er klar til faglige udfordringer, tager selvstændigt ansvar for dine opgaver og er vedholdende  
  • har stærke kommunikative evner; både skriftligt, mundtligt og visuelt. 
Er vi arbejdspladsen for dig?  
I Koncern IT vil vi gerne være med til at fremme din karriere. Vi er en agil organisation, der følger med udviklingen – og det skal vores medarbejdere også. Derfor tilbyder vi dig en arbejdsplads, der prioriterer at udvikle og udfordre dine kompetencer på flere niveauer, så du kan udnytte dit potentiale. Vi er en arbejdsplads med højt til loftet, en uformel omgangstone samt fleksible arbejdsforhold. Vi gør os umage for at være gode kolleger, der hjælper hinanden, så det forventer vi også, at du gør. Koncern IT ligger ved Fuglebakken station og har flere medarbejdergoder, blandt andet et gratis fitnesscenter.
 
Rekrutteringsprocessen og opstart  
Vi rekrutterer i maj, hvor rekrutteringsforløbet starter med en kort screeningsamtale. Udvælges du til at gå videre, skal du gennemføre en test inden anden samtale. Testen finder sted i uge 20. Ved anden samtale har vi en case, du skal løse, og vi har afsat lidt bedre tid til at lære dig at kende. 
 
Som graduate bliver du fastansat i en fuldtidsstilling. Vi finder vores endelige kandidater til juni med opstart på programmet den 1. september 2018. Aflønning sker efter overenskomstvilkår og kvalifikationer.  
 
Vil du vide mere?  
Har du spørgsmål til programmet kan du kontakte afdelingschef Kristina Skovdal på 5173 4846 eller HR-konsulent Anette Ansholm Kløve på 4014 4214.  
 
Søg stillingen via nedenstående link senest mandag den 23. april 2018.  
 
Om Koncern IT 
Koncern IT er med ca. 400 medarbejdere et af landets største it-arbejdspladser. Vi betjener Københavns Kommunes syv forvaltninger med leverancer og udvikling af it-værktøjer til den daglige drift. Vi er både ansvarlige for sikker it-drift og analyse og udvikling af nye, store it-løsninger. Jo bedre vi er til vores arbejde i Koncern IT, desto større råderum får politikerne og vores 45.000 kolleger i kommunen til at prioritere velfærd og service til gavn for borgere og virksomheder i København. 


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her