Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Introduktionsstilling

Introduktionsstilling i klinisk biokemi ved Aarhus Universitetshospital
Ved Blodprøver og Biokemi, Aarhus Universitetshospital er der en introduktionsstilling ledig til besættelse den 1. maj 2018 eller efter nærmere aftale (nr.  6620-09-60-i-03 ). Stillingen kan kun søges af kandidater med en medicinsk kandidatgrad, som har gennemført basislægeuddannelsen.

Om Blodprøver og Biokemi, AUH
Du vil blive ansat på en stor og spændende afdeling. Blodprøver og Biokemi, Aarhus Universitetshospital er en af landets største klinisk biokemiske afdelinger. Vi har en lægestab på 17 læger, heraf 8 reservelæger.

I dag er afdelingen primært samlet på Aarhus Universitetshospital under fælles tag i Skejby dog med mindre enheder fordelt på hhv. Nørrebrogade, Tage-Hansens Gade og Risskov. Dit arbejdssted er i Skejby. Afdelingen er opdelt i sektioner, der hver for sig ledes af et team bestående af en overlæge, en biokemiker og en afdelingsbioanalytiker.

Der er ansat ca. 350 medarbejdere ved afdelingen – bioanalytikere, læger, biokemikere, sygeplejersker, sekretærer, IT/økonomimedarbejdere, laboratorieteknikere m.m. Afdelingen varetager prøvetagning og analysearbejde på såvel basis-, regions- og højtspecialiseret niveau. Center for Hæmofili og Trombose, som varetager diagnostik og behandling inden for koagulationsområdet, er en del af afdelingen.

Afdelingen udfører årligt ca. 13 mio. analyser og har ca. 1,1 mio. patientkontakter. Afdelinger bidrager med undervisning og uddannelse indenfor flere faggrupper og udfører forskning på et højt niveau. Afdelingen har et tæt samarbejde med hospitalets mange kliniske afdelinger, de biokemiske afdelinger i regionen, øvrige laboratoriespecialer og lægepraksis i Aarhusområdet. Dette betyder, at du vil få kontakt med mange forskellige faggrupper/områder, og bliver en del af et spændende fagligt miljø. 

Du kan læse mere om Blodprøver og Biokemi og Aarhus Universitetshospital på hjemmesiden.

Det daglige arbejde
Du vil blive knyttet til en sektion, og sammen med sektionsledelsen kommer du til at løse større og mindre opgaver i sektionen og på afdelingen. Du vil i ansættelsesforløbet blive tilknyttet to forskellige sektioner. Du vil under ansættelsen opnå specialviden om den kliniske anvendelse af biokemiske analyser og komme til at rådgive kolleger på andre afdelinger om valg af specialanalyser og tolkning af analysesvar. Du får betydning som katalysator, bl.a. når nye evidensbaserede analyser skal indføres i den kliniske hverdag.

Du kommer til at indgå i afdelingens vagtordning, der alene omfatter dagtid på hverdage. Du vil blive introduceret til daglige driftsopgaver og udviklingsprojekter i samarbejde med én af afdelingens speciallæger eller biokemikere. Vi udfører projekter indenfor afdelingens driftsmæssige fokusområder, som især vedrører cancer, vitaminmangel, anæmi, koagulation, knoglemetaboliske- og inflammatoriske sygdomme, samt farmakodynamik og -kinetik. På afdelingen foregår der desuden forskning på et højt internationalt niveau indenfor disse områder. Såfremt du fortsætter i hoveduddannelse, kan der være mulighed for at kombinere speciallægeuddannelsen med et ph.d.-forløb. Biokemisk viden anvendes i stort set alle patientforløb og undervisning er derfor vigtig. Du kommer til at deltage i undervisning af medicinstuderende og bioanalytikere.

Selvstændighed og samarbejde
Vi lægger vægt på, at du kan arbejde selvstændigt og engageret, samt har gode evner for samarbejde. Mange af dine arbejdsopgaver vil blive løst i samarbejdende teams involverende forskellige faggrupper. Det er vigtigt, at du er service-minded, da vi har et bredt samarbejde med hospitalsafdelinger og almen praksis. Det er en travl afdeling, men vi tør da godt prale med et godt arbejdsmiljø.

Yderligere information
Du kan læse mere på www.auh.dk. Du er meget velkommen til at henvende dig til ledende overlæge Lene Heickendorff på leneheic@rm.dk eller uddannelsesansvarlig overlæge Tina Parkner på tinapark@rm.dk. Hvis du har interesse for stillingerne, er du meget velkommen til at besøge os i afdelingen enten mandag d. 22. januar kl. 14 eller mandag d. 29. januar kl. 14. Dette gælder også, hvis du på et senere tidspunkt kunne tænke dig at få ansættelse på Blodprøver og Biokemi.

Ansøgning
Din ansøgning skal stiles til ledende overlæge, dr. med. Lene Heickendorff. Du sender ansøgningen ved at klikke på ’søg job’ og vedhæfte din ansøgning med kopi af eksamensbevis for kandidatuddannelse m.v. Dit CV skal disponeres i henhold til de syv lægeroller. Løn- og ansættelsesforhold sker i henhold til overenskomsten mellem Danske Regioner og Foreningen af Yngre Læger. Ansættelse er betinget af en tilfredsstillende børneattest og en tilfredsstillende autorisation.

Ansøgningsfristen er den 4. marts 2018. Der vil være samtaler i uge 11.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil omplaceringsramte medarbejdere, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her