Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Contract Manager til Koncernindkøb i Region Hovedstaden

Er du kommercielt indstillet? Har du stærke driftsmæssige og analytiske kompetencer? Finder du det interessant, at få mulighed for at understøtte Danmarks største sundhedsvæsen med gode indkøbskontrakter?

Så er du måske lige den kollega vi søger til vores team!

Som led i en ny indkøbsstrategi, hvor Region Hovedstaden vil styrke og løfte offentlige indkøb til et nyt niveau og tilvejebringe mest mulig sundhed for pengene til gavn for vores patienter, søger Koncernindkøb en ny kollega til vores velfungerende og professionelle Contract Management team.

I Contract Management teamet vil du skulle samarbejde med dine kolleger i Strategisk Indkøb og øvrige interessenter indenfor en række indkøbskategorier om at drive, optimere og udbygge regionens kontraktportefølje på attraktive kommercielle vilkår og til gavn for patienter og brugere i regionen.

Om stillingen

Som Contract Manager er du, i samarbejde med dine kolleger i Contract Management teamet, overordnet ansvarlig for at implementere, drive og gøre regionens portefølje af kontrakter tilgængelig for regionens brugere gennem vores SAP økonomi-, indkøbs- og logistiksystem.

Du vil få en udfordrende, alsidig og til tider hektisk hverdag – og du vil skulle løse opgaver af forskellig karakter, hvor du både vil have behov for at trække på dine driftsmæssige kompetencer, dine kommunikative kompetencer og dine analytiske kompetencer.

Du vil med udgangspunkt i en række indkøbskategorier få ansvar for en etableret portefølje af kontrakter og leverandører, hvor du bl.a. har til opgave at:

  • medvirke til implementering af kontrakter, herunder samarbejde med vores strategiske indkøbere om udbudsaftaler inden for de kategorier I er fælles om
  • drive din kontraktportefølje, herunder sikre at priser og sortiment er opdateret, at dine aftaler er tilgængelige for regionens brugere og at dine aftaler forlænges rettidigt
  • følge op på leverandørperformance og varetage den løbende dialog med leverandører omkring kontraktlige og kommercielle forhold
  • strukturere og konsolidere din aftaleportefølje med henblik på effektiv kontraktdrift og hensigtsmæssig konkurrenceudsættelse gennem udbud i de enkelte indkøbskategorier
Herudover vil du få ansvar for at overvåge og analysere spend indenfor dine kategorier ved hjælp af vores rapporterings- og analyseværtøjer (SAP og KMD Indkøbsanalyse) og derigennem til opgave at:

  • bidrage til at spend, der ikke er aftaledækket via udbud, bliver aftaledækket på fordelagtige kommercielle og hensigtsmæssige logistiske vilkår og modnet til en udbudsproces og -plan i samarbejde med de strategiske indkøbere i de forskellige indkøbskategorier
  • bidrage til identifikation af besparelsespotentialer og bidrage til budget- og udbudsplanlægning
  • medvirke til at tilvejebringe grundlaget for opstart og forberedelse af udbud i samarbejde med dine strategiske indkøbskolleger, der varetager og gennemfører udbudsforretningerne
  • behandle forespørgsler på produkter og ydelser fra brugere på Regionens hospitaler og virksomheder
Om dig

Vi ser gerne, at du har erfaring fra en Contract Management funktion i en større privat eller offentlig organisation, men vi er indstillet på at lade kvalificerede kandidater med anden relevant erfaring komme i betragtning.

Har du kendskab til de varer, udstyr og ydelser der indkøbes og anvendes i sundhedsvæsnet, herunder specielt indenfor laboratorie kategorien, kan det være en fordel.

Du kan have en mellemlang eller videregående uddannelse inden for økonomi, jura, handel eller indkøb og/eller have opnået en relevant erfaring fra tidligere beskæftigelse med Contract Management.

Det er vigtigt, at du ser mulighederne for at bidrage til direkte indkøbsbesparelser med dit købmandskab, kan identificere relevante cost-drivere i markedet hos dine leverandører såvel som internt i organisationen, og formår at omsætte din forretningsmæssige indsigt i realiserbare gevinster for den samlede værdi- og forsyningskæde.

Du er proaktiv og selvkørende, arbejder struktureret og følger dine opgaver helt til dørs med dokumentation af dine resultater. Du er stærk med tal og analyser, og arbejder med Excel på et højt niveau.

Som kommunikator, er du både mundtligt og skriftligt god til at formulere og formidle kernen i sagen til forskellige faggrupper og samarbejdspartnere.

Derudover er det vigtigt, at du er hjemmevant med IT-systemer og er god til at tilegne dig anvendelsen af nye.

Som person er du ansvarsfuld, udadvendt og har et godt humør. Du er fleksibel, du motiveres af at skabe optimale løsninger og gode resultater i samarbejde med dine kolleger og interessenter.

Vi tilbyder

Du vil opleve, at vi arbejder professionelt med alle aspekter af indkøbsprocessen og kontinuerligt stræber efter at udvikle og optimere vores bidrag til forretningen, med fokus på løbende forbedringer, anvendelse af effektive værktøjer og IT-understøttelse af vores arbejdsprocesser.

Vi vil sørge for at klæde dig på til anvendelse af vores værktøjer og IT-systemer med introduktionsforløb og sidemandsoplæring, så du kan varetage dine opgaver effektivt og professionelt – og du vil indgå i et fagligt miljø, hvor videndeling og sparring imellem kolleger er en velkommen og integreret del af hverdagen.

I forbindelse med vores nye indkøbsstrategi, har vi desuden en ambitiøs målsætning om kontinuert uddannelsesforløb for enheden gennem etablering af et indkøbsakademi.

Om os

Vi er en af Danmarks største indkøbsafdelinger med ca. 100 udbudsforretninger årligt, en omfattende kontraktportefølje på mere end 1.800 kontrakter og et indkøbspotentiale på ca. 12 milliarder kroner årligt indenfor generelle og hospitalsspecifikke forbrugsvarer, tjenesteydelser og udstyr.

Koncernindkøb er en enhed i Center for Økonomi. Koncernindkøb består af tre sektioner: Strategisk Indkøb I & II, Kontrakter og forretningsstøtte og to stabsfunktioner: Innovative indkøb og offentlig privat samarbejde, samt Jurister og projekter.

Samlet set er vi ca. 65 medarbejdere som arbejder dedikeret med udbud, indkøb og indkøbsrelaterede opgaver. Den ledige stilling som Contract Manager er i sektionen Kontrakter og forretningsstøtte.

Yderligere oplysninger

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at indhente oplysninger hos Chef for Kontrakter og Forretningsstøtte Troels Hjelm Hirshals på tlf. 51 20 55 63.

Ansættelsesforhold

Du vil blive ansat som Contract Manager med en ugentlig arbejdstid på 37 timer og med arbejdssted på Regionsgården i Hillerød.

Du vil blive aflønnet i henhold til gældende overenskomst.

Ansøgningsprocedure

Ansøgningsfristen er den 9. september 2019 kl. 12.00

Du ansøger ved at uploade CV, ansøgning samt uddannelsesbevis i vores e-rekrutteringssystem.

Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler i ugerne efter.

Tiltrædelse hurtigst muligt.


Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.