“Min søn har en fest i Damperen, og er ikke til at drive hjem” fortæller Katrine Nielsen, mor til barn i Damperen.
Vi søger dig, der vil være med til at skabe det bedste børneliv i et stort hus med høj faglighed, fokus på kerneopgaven og godt arbejdsfællesskab. Hvis du brænder for at give de mindste børn en tryg og god hverdag fuld af nærvær og udvikling, så er du måske en af de to pædagoger eller pædagogiske assistenter, vi søger til vores vuggestue. Hvad end du er nyuddannet og har brug for faglig støtte, eller har rygsækken fuld af erfaring og gode idéer, du vil prøve af, så har vi en spændende stilling til dig.
”Jeg kan godt lide dynamikken ved at arbejde i et stort hus. Hverdagen er aldrig ensformig og jeg nyder godt af at have mange kollegaer at spare med og lære af” fortæller Rasmus Borup Jakobsen, pædagog.
Damperen er en integreret institution midt på Vesterbro. Vuggestuen er placeret i en nyere bygning med store, lyse lokaler, tagterrasser med legepladser, et drivhus på toppen af bygningen og egen gymnastiksal. Børnehaven ligger længere nede ad gaden i en moderniseret, fredet hestestald fra starten af 1900-tallet.
Vi søger pædagoger og/eller pædagogiske assistenter (gerne to som kender hinanden og vil arbejde i samme team), der kan indgå i den faglige dialog og være med til at videreudvikle vores pædagogiske praksis ud fra de opsatte mål. Vi har fokus på den pædagogiske kvalitet og formidlingen af denne, samt at fastholde det gode arbejde med dagligdagens rutiner gennem vores nye styrkede læreplan. Vi er en integreret institution med 84 vuggestuebørn, 88 børnehavebørn og 35 ansatte.
”Damperen er en stor institution, men med intime rum for hver stue. Mine børn mærker nærvær og omsorg fra dygtige voksne, og jeg tror faktisk, de voksne også synes det er rart med mange kollegaer. Det gør det også nemmere at få hverdagen til at gå op ved sygdom og lignende” fortæller William Vest-Lillesøe, far til to børn i Damperen.
Vores ønsker til dig
Vi søger dig, der elsker at arbejde i vuggestue, kan lide at være en aktiv deltager i børnenes hverdag og som kan se sig selv i vores institutionsmiljø. Vi ønsker, at du aktivt støtter op om Damperens pædagogiske værdigrundlag og kan planlægge, udføre og evaluere aktiviteter, samt reflektere over pædagogisk praksis. Du kan arbejde selvstændigt, men også indgå i tværfagligt samarbejde med andre dygtige kollegaer og har gode kommunikative kompetencer. Du skal have en anerkendende, positiv og nærværende pædagogisk tilgang og forstå at formidle den videre til forældrene. Det er vigtigt, at du kan bidrage til at skabe struktur og systematik som rammen for en god trivsel og udvikling hos børnene. Vi ønsker os medarbejdere, som har masser af gejst og griber opgaverne med godt humør.
Er du nyuddannet skal vi selvfølgelig nok klæde dig på til opgaverne. Derudover er vi meget åbne for og spændte på, hvad du kan og interesserer dig for – om du er en haj til sprogarbejdet, eller er vild med motorik og bevægelse, så får du mulighed for at bruge din faglighed og dygtiggøre dig os hos.
Hos os kan du forvente
Arbejdspladsen bærer præg af organisering og struktur og har et stærkt samarbejde på tværs af husene med dygtige kollegaer. Du får en høj grad af medindflydelse på den pædagogiske retning i huset og medansvar for, at den omsættes i praksis. Vi arbejder med fagligheden gennem månedsplaner og vi planlægger og udvikler løbende på pædagogik, organisering og struktur på vores personale- og afdelingsmøder. Et godt arbejdsfællesskab med i alt 35 ansatte i en god kombination af medarbejdere, der har været ansat i 1-25 år.
”Jeg holder meget af at være en del af en personalegruppe, hvor erfaring og alder er så bred. Her er plads til både at være ny og gammel i faget, hvilket jeg synes skaber en god dynamik blandt mine kollegaer” fortæller Nadia Jørgensen, pædagog.
Du kan også forvente kollegaer, der forstår at møde børnene i øjenhøjde og en engageret forældregruppe, som er nysgerrige på deres børns udvikling og trivsel. Et engageret forældreråd, der arbejder tæt sammen med institutionen om at skabe de bedste rammer for børnenes udvikling.
“Vi oplever en datter, der glæder sig til at komme i institution hver morgen, og som vokser hver dag pga. de dygtige og engagerede voksne, hun bliver mødt af” fortæller Sarah Hesselbo, mor til barn i Damperen.
Du kan forvente et engageret ledelsesteam, som består af to pædagogiske ledere, der sammen med TRIO og resten af medarbejderne sætter retning for Damperen.
Damperen er en del af Valby/Vesterbro/Kgs. Enghave Klynge D, hvor der er et tæt og godt samarbejde i klyngeledelsen.
Ansættelsesvilkår
Stillingerne er på 34-37 timer om ugen. Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst. I forbindelse med ansættelserne indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Vi glæder os til at møde dig og har en modtagelsesplan klar, så du bliver taget godt imod i Damperen og i klyngen. Hvis du gerne vil høre lidt mere om hvem vi er, så kontakt gerne pædagogisk leder Susie Bruun på 5172 0487 eller forældrerådet på: damperensforaeldreraad@gmail.com.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Søg via linket senest fredag den 28. januar 2022
Vi holder ansættelsessamtaler hurtigst muligt efter ansøgningsfristen.