AC-medarbejdere til statistikker på social- og sundhedsområdet
Har du erfaring med data, statistik og formidling? Interesserer du dig for social- og sundhedsdata, som i disse år er i en markant udvikling? Og vil du være med at sikre et solidt vidensgrundlag, der bidrager konstruktivt til samfundet? Så har Danmarks Statistik nogle ledige stillinger, der måske er noget for dig.
Om jobbet
Der er stor efterspørgsel på Danmarks Statistiks statistikker på social- og sundhedsområdet. Du vil som AC-medarbejder kunne sætte dit præg på vores indsats med at skabe flere og bedre data samt understøtte bedre tilgængelighed og anvendelse af data.
Lidt om kontoret
Kontoret Social og Sundhed har ansvaret for statistik på social- og sundhedsområdet.
På socialområdet omfatter det statistikker om:
- Udsatte børn og unge
- Ældre
- Personer med handicap
- Udsatte voksne, fx kvindekrisecentre og stofmisbrug
På sundhedsområdet omfatter det på nuværende tidspunkt statistikker om:
- Lægebesøg
- Sygehusbenyttelse
- Sårbare gruppers sundhed
Flere af statistikkerne er relativt nye og stadig under udvikling, og der vil i de kommende år ske yderligere tilgang og udvikling af statistikker.
Dine arbejdsopgaver Jobbet indebærer, at du skal sikre udvikling og drift af statistikker inden for kontorets fagområder. Konkret vil du blive statistikansvarlig for én eller to statistikker, men du vil også blive inddraget i tværgående opgaver.
Arbejdsopgaverne omfatter bl.a. kvalitetssikring af indberettet data fra fx kommuner eller private aktører ofte i tæt dialog med disse, analyse og fejlsøgning af data, samt statistikproduktion og formidling af statistik. Herudover er der løbende udviklingsopgaver, der fx kan have til formål at forbedre datakvaliteten, optimere arbejdsgange eller tilvejebringe helt nye data.
Vi lægger vægt på, at du kan sikre konstruktiv og tæt dialog med vores samarbejdspartnere, herunder både kommuner, institutioner samt IT-leverandører. Vi lægger også vægt på, at du har forudsætninger for – og lyst til – at arbejde med data og programmering.
Social- og sundhedsområdet har stor offentlig bevågenhed, og der er mange interne og eksterne interessenter. Vi søger derfor en medarbejder, der kan forstå og begå sig i et miljø, hvor der er mange interesser i spil.
Dine kvalifikationer Vi forventer, at du:
- har en relevant akademisk uddannelse, fx cand.polit. eller cand.scient.
- har erfaring med data eller statistikproduktion
- har erfaring med programmering i SAS, Python, SQL eller R
- har interesse for og evt. kendskab til social- og/eller sundhedsområdet
- arbejder struktureret og selvstændigt
- er proaktiv, tager ansvar og kan sikre fremdrift
- er god til at samarbejde, formidle og kommunikere
- trives med rollen som projektleder.
Vi tilbyder Du bliver en del af kontoret Social og Sundhed med 30 medarbejdere, en ledende chefkonsulent og en kontorchef. Kontoret har et stærkt fagligt miljø og et godt kollegialt sammenhold. Vi sætter pris på gåpåmod og initiativ, og vi lægger vægt på sparring og vidensdeling i det daglige arbejde.
Løn og ansættelse Aflønning sker efter gældende overenskomst for akademikere i staten. Afhængig af dine kvalifikationer ansættes du som fuldmægtig eller specialkonsulent.
Tiltrædelse 1. april 2023.
Kontakt og ansøgning Hvis du vil vide mere om stillingerne, er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Sofie Biering-Sørensen på
sbs@dst.dk / 51 62 65 25 eller kontorchef Kirsten Hoo-Mi Sloth på
kms@dst.dk / 24 76 65 67.
Send os din ansøgning, CV og eksamenspapirer mv. på
www.dst.dk/job Kort om Danmarks Statistik Danmarks Statistik er den centrale myndighed for den danske statistik, placeret i Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet. Vi indsamler, bearbejder og offentliggør statistiske oplysninger om samfundsforhold. Danmarks Statistik har cirka 600 ansatte og er en familievenlig arbejdsplads med gode udviklingsmuligheder. Få et hurtigt overblik over Danmarks Statistik på www.dst.dk. Se vores medarbejdervideo her: https://youtu.be/UanDN4JQ5us Du kan følge os på LinkedIn. https://dk.linkedin.com/company/statistics-denmark
Skriv i din ansøgning, at du fandt jobbet på ofir.dk