Socialrådgiver til Børn og Familie

Brænder du for arbejdet med udsatte unge? 
 
Til en fast stilling i Ungeteamet søger Aabenraa Kommune en socialrådgiver, der skal være med til at fortsætte arbejdet med implementeringen af en ny model for arbejdet med udsatte unge i afdelingen Børn og Familie. 
 
Vi søger en socialrådgiver, der er dybt dedikeret til arbejdet med udsatte unge, og som virkelig tror på, at man med den faglige indsats kan skabe resultater for og sammen med dem og deres familier. 
 
Aabenraa Kommune gik i april 2017 i gang med at omlægge det specialiserede børneområde. Vi har udviklet Aabenraa-modellen, som skal sikre mere effektfulde indsatser, der skaber reelle, positive forandringer for familierne. Det skal bl.a. ske ved, at socialrådgiverne med tiden får færre sager hver især - målet er ca. 25, hvilket giver socialrådgiveren mere tid til at vælge den rette indsats for barnet og til at følge op på indsatsen med familien. Sagsbehandlerne skal altså mere væk fra skrivebordet og ud i familierne for at sikre, at de ønskede resultater opnås. 
 
Aabenraa-modellen skal bl.a. sikre, at udsatte børn og unge får så tæt en forankring i almenområdet som muligt med deltagelse i det almene fællesskab. Det er vigtigt, fordi barnet eller den unge skal leve resten af sit liv i almenområdet.  
 
Vi vil med andre ord skabe plads og rum til, at alle rådgivere i Børn og Familie kan få lov til at bruge deres faglighed til det, de er uddannet til og brænder for nemlig at skabe resultater for udsatte børn og unge og deres familier. Hvis du vil være med til det, har vi brug for dig! 
 
Om os
Ungeteamet består af 11 socialrådgivere og 2 administrative medarbejdere. Vi er en del af Ungeindsatsen i Aabenraa Kommune og deler derfor hus med Jobcentret og UU-vejledningen, som er vores nærmeste samarbejdsparter i forhold til at yde en helhedsorienteret indsats for de unge. Vi arbejder endvidere tæt sammen med Visitation og Rehabilitering, så vi sikrer, at de unge der har et længerevarende behov for støtte, får en så glidende og sammenhængende overgang til voksenlivet som muligt. 
 
Dine kompetencer 
Vi forventer, at du  
  • er uddannet socialrådgiver eller socialformidler 
  • har erfaring med ICS-metoden og med relevante fagsystemer som DUBU 
  • har erfaring i at anvende netværkskortet 
  • formår at skabe gode relationer til børn, unge og deres familier 
  • er god til at kommunikere både i tale og på skrift 
  • kan arbejde selvstændigt og indgå i tværfaglige samarbejder 
  • er i stand til at hjælpe kollegerne i pressede situationer 
  • har en motiverende og anerkendende tilgang til unge 
  • kan være vedholdende i kontakten med de unge  
  • kan tænke kreativt i opgaveløsningen 
Din arbejdsplads 
Vi kan tilbyde dig en arbejdsplads, hvor vi 
  • har et højt fagligt miljø med engagerede kolleger 
  • skaber resultater for og sammen med udsatte unge og deres familier 
  • har mulighed for at udvikle og afprøve gode ideer i arbejdet med familierne 
  • oplever, at to dage sjældent er ens, bl.a. fordi vi har mange bolde i luften 
  • har fokus på trivsel og godt arbejdsmiljø - bl.a. med mulighed for supervision 
  • altid er parate til at hjælpe hinanden og tager godt imod nye kolleger med en mentorordning. 
Løn- og ansættelsesvilkår 
Løn- og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst og principperne om Lokal Løn. Alle rådgivere tildeles et ulempetillæg på årligt kr. 12.000 (31.3.00-niveau). 
Forud for ansættelsen indhentes der børne- og straffeattest, og ansættelsen vil være betinget af, at de er tilfredsstillende. 
 
Yderligere oplysninger
Du kan få mere at vide om stillingen ved at kontakte kontorleder Iben Hansen tlf. 73 76 79 99, e-mail: ihans@aabenraa.dk.  
 
Ansøgning
Ansøgningsfristen er tirsdag den 23. oktober 2018. Send din ansøgning, CV og relevante bilag via linket. 
 
Der afholdes samtaler fredag den 26. oktober 2018 på adressen Kallemosen 20, 6200 Aabenraa. 
 


Du har ikke vedlagt dokumenter til din ansøgning. Klik på 'OK' knappen nedenfor for at sende din ansøgning alligevel, eller klik på knappen "Annuller" og vedhæft dokumenter, før du sender din ansøgning igen.

Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her