Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Jobkonsulenter til Jobcenter København - Arbejdsmarkedscentret

Har du ambitioner inden for beskæftigelsesindsatsen, og kan du omsætte dit potentiale i det daglige arbejde, så er du måske én af vores seks nye jobkonsulenter. 
 
Vi søger jobkonsulenter til fem faste stillinger og et barselsvikariat. 
 
I AMC Dagpenge kommer du til at spille en vigtig rolle, når ledige skal i arbejde eller uddannelse.  
Som jobkonsulent sidder du i en spændende stilling, hvor du sammen med dit team har ansvar for egen sagsstamme/portefølje.  
 
En jobkonsulent spiller en stor rolle, når ledige skal i arbejde eller uddannelse. Du motiverer, du rådgiver, du vejleder og ser nye muligheder for den ledige – hele tiden med afsæt i din viden om lovgivning og arbejdsmarkedet.  
Vores opgave i jobcentret er at hjælpe de ledige hurtigst muligt til selvforsørgelse eller i uddannelse. Du skal derfor kunne samarbejde med mennesker om emner som motivation, fastholdelse og/eller forandring.  
 
Du bliver en del af et større team, der består af virksomhedskonsulenter og jobkonsulenter. I arbejder målrettet sammen om og med borgere indenfor definerede brancher/a-kasser.  
Sammen skal I sikre, at den ledige får den nødvendige hjælp til at komme tilbage i job. Vejen til job kan være forskellig: nogle går direkte fra ledighed og ind i et nyt job, mens andre finder det nye job via støttede ordninger som virksomhedspraktikker og/eller løntilskudsjob.  
 
Dine primære arbejdsopgaver vil være  
  • Samtaler med ledige om job og uddannelse. I samtalen giver du sparring og vejledning om jobmuligheder, jobsøgningsstrategier og muligheder for opkvalificering eller uddannelse.  
  • Kompetenceafklaring og oversættelse af den lediges kompetencer til afsætning på arbejdsmarkedet.  
  • Hjælpe de ledige med at finde tilbud om virksomhedspraktik eller løntilskudsjob. Vi arbejder både med direkte match af job og ledige, omvendt formidling og med vejledning i hjælp til selvhjælp.  
  • Sagsbehandling: Udarbejdelse af jobplaner og blanketter, vedligehold af sagsstamme/portefølje og kommunikation med uddannelsesstederne.  
Hvad forventer vi af dig?  
For at du skal passe ind hos os, skal du være arbejdsom og have masser af energi. Du skal kunne skabe relationer på alle niveauer, og du skal kunne navigere mellem de to roller, hvor du på den ene side skal inddrage borgeren og sætte borgeren ”ved roret” og på den anden side være myndighedsudøver og stille krav.  
 
Hvis du udover dette kan nikke positivt til mindst tre af de fem punkter nedenfor, så kan du være den rette kandidat for os  
  • Erfaring med rekruttering/headhunting og/eller karrierevejledning.  
  • Viden om arbejdsmarkedet og en god forståelse af viften af medarbejderfunktioner i danske private virksomheder.  
  • Kan tale med alle fra rengøringsmedarbejderen til direktøren.  
  • Resultatskabende (læs: hjælpe den ledige i job eller uddannelse).  
  • Meget gode kommunikationsevner – og god til både at forstå mennesker og arbejde med mennesker.  
Hvad tilbyder vi?  
Du vil blive en del af et etableret team, hvor teamspirit og arbejdsglæde er omdrejningspunktet. Du får:  
  • Relevant oplæring samt løbende sparring og udvikling  
  • Et professionelt arbejdsmiljø  
  • Ansvar for din egen dagligdag  
  • En skarp profileret afdeling, hvor effekt og kundetilfredshed er centrale værdier  
  • Fleksibel arbejdstid, frokostordning og massageordning  
Stillingerne er placeret i Arbejdsmarkedscenterets Dagpengeafdeling. Vi har ca. 7.200 dagpengemodtagere tilknyttet vores hus – og vi er repræsenteret af alt fra bachelorer til ufaglærte og faglærte kandidater, alle over 30 år. Vi har pt. 100 medarbejdere.  
 
Om Arbejdsmarkedscentret  
Arbejdsmarkedscentret har, i samarbejde med øvrige aktører indenfor Jobcenter København, til formål at bringe ledige kandidater ud af det offentlige forsørgelsessystem og samtidig tilrettelægge indsatsen på en sådan måde, at de ledige får de bedste forudsætninger for at opnå varig beskæftigelse.  
 
Arbejdsmarkedscentret er et af en række kontraktstyrede centre i den samlede Beskæftigelses- og Integrationsforvaltning (BIF) i Københavns Kommune. Centret er centralt beliggende nær offentlige transportmuligheder i et attraktivt miljø præget af høj faglighed og en uformel omgangstone.  
 
Løn- og ansættelsesvilkår  
Ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst mellem Kommunernes Landsforening og HK/Kommunal.  
Lønnen vil være efter Ny Løn-principperne.  
Der bliver indhentet referencer fra tidligere arbejdssted. 
 
Stillingen er til besættelse den 1. april 2018 eller hurtigst muligt, men vi er villige til at vente på den rette kandidat.  
Arbejdstiden er 37 timer pr. uge med flekstidsordning. Arbejdsstedet er Sundholmsvej i København S.  
 
Yderligere oplysninger  
Vi opfordrer dig til at søge på baggrund af de informationer, der er givet i jobopslaget.  
Hvis du mangler yderligere oplysninger om stillingen, kan du henvende dig til afdelingschef Karina Landberg Johansson på 2384 2357 eller afdelingschef Knut Abrahamsen på 5146 7998.  
 
Søg stillingen via nedenstående link senest mandag den 19. februar 2018  
Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 8 og 9.  
 


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her