Lovsekretariatet søger en jurastuderende til at indgå i et bogprojekt, der har til formål at beskrive reglerne i Folketingets forretningsorden og deres brug i praksis.
Du har bestået førsteårsprøverne på jurastudiet og interesserer dig for lovgivningsprocessen og Folketingets arbejdsformer. Erfaring med at arbejde med Excel betragtes som en fordel.
Dine primære arbejdsopgaver
- Bistå med søgning i juridisk litteratur og informationssøgning i Folketingstidende og Lovsekretariatets arkiver.
- Udarbejde sammenstillinger af praksis og oversigter, der belyser relevante udviklingstræk i folketingsarbejdet.
Du vil indgå i et tæt samarbejde med den jurist, der arbejder på projektet.
Din arbejdsplads Lovsekretariatets hovedopgave er at tilrettelægge og yde faglig bistand til Folketingets politiske ledelse vedrørende arbejdet i Folketingssalen. Herudover rådgiver Lovsekretariatet Folketingets ledelse, udvalg, enkeltmedlemmer og administrationen i øvrigt om generelle juridiske problemstillinger. Lovsekretariatet har også ansvaret for lovtekniske spørgsmål og indredaktion af vedtagne ændringsforslag. Vi er 14 ansatte.
Din profil Du er grundig og omhyggelig og i stand til at arbejde målrettet og systematisk på egen hånd.
Du er god til at foretage informations- og litteratursøgning og til at skabe overblik over omfattende kildemateriale samt videreformidle søgeresultater i korrekt og komprimeret form.
Du evner at forholde dig selvstændigt og kritisk til den nærmere tilrettelæggelse af de undersøgelser m.v., der skal foretages som led i projektet.
Løn- og ansættelsesvilkår Ansættelsen sker efter gældende overenskomst. Arbejdstiden udgør ca. 15 timer om ugen og kan tilrettelægges fleksibelt i forhold til din uddannelse.
Du starter i stillingen mandag den 1. marts 2021.
Information og ansøgning Ring til chefkonsulent Kasper Ullerup Bach på tlf. 33 37 31 23, hvis du har spørgsmål til stillingen.
Ansøgning med cv, eksamenspapirer og eventuelle anbefalinger m.v. sendes elektronisk via stillingsopslaget på www.ft.dk.
Ansøgningsfrist: Mandag den 1. februar 2021, kl. 12:00. Vi holder ansættelsessamtaler i uge 6.