Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Jurastuderende til Nævnenes Hus i Viborg

Vil du være med til at gøre Nævnenes Hus til Europas bedste klagesagsmyndighed? Og har du lyst til at udvikle dine juridisk kompetencer ved at blive en del af et stærkt fagligt miljø, hvor ambitioner, initiativ og holdånd vægtes højt? Så skal du søge de ledige stillinger som juridisk student i Nævnenes Hus. 
 
Som juridisk student vil du blive en del af vores callcenter, hvor du besvarer telefoner for hele huset. Vores callcenter er mere end en omstilling, det er vores fælles indgang til huset, hvor vi så vidt det er muligt, besvarer henvendelsen uden omstilling. Derfor har vores studenter stor viden om alle typer sager i vores 16 forskellige nævn – og man skal kunne vurdere, hvornår man selv kan svare, og hvornår sagen sendes videre til vores sagsbehandlere. I callcentret vil du som student også yde en generel juridisk vejledning på forbrugerspørgsmål, der stiles til forbrugerhotlinen, der får op mod 25.000 henvendelser fra forbrugere og erhvervsdrivende om året. 
 
I Nævnenes Hus kommer du til at være en del af et stærkt, fagligt miljø med gode muligheder for at udvikle dine juridiske kompetencer, og du får mulighed for at prøve kræfter med mange forskelligartede arbejdsopgaver og retsområder. Mange af vores studenter får på sigt mulighed for at kombinere arbejdet i callcentret med arbejde i områderne, hvor de løser forskellige lettere sagsbehandlingsopgaver i forhold til klagesagerne i de enkelte nævn. 
 
Dine opgaver  
Som student i Nævnenes Hus vil du i callcentret dels besvare henvendelser vedr. nævnenes sager og dels henvendelser i forbrugerhotlinen, hvor du besvarer spørgsmål fra borgere og erhvervsdrivende, som overvejer at indlede sager i Center for Klageløsning. Forbrugerhotlinen vejleder over telefonen og skriftligt via chat, og udarbejder skriftlige svar til spørgsmål på vores online hotline på forbrug.dk.  
 
Samtidig vil du på sigt også få mulighed for at bistå et af de øvrige klagenævn i Nævnenes Hus med forskellige arbejdsopgaver. Arbejdsopgaverne består bl.a. i at oprette sager i nævnene, herunder gennemse om nævnene har retlig kompetence til at behandle sagerne, besvare borgerhenvendelser og aktindsigtsanmodninger, foretage praksissøgning på konkrete områder samt indhente oplysninger i konkrete klagesager.  
 
Alle i områderne bidrager til, at vores daglige arbejde skaber værdi. Vi arbejder i teams og har fokus på løbende forbedring af vores sagsgange med en stor grad af medarbejderinddragelse.   
 
Din profil  
Vi forestiller os, at du er stud.jur eller stud.merc.jur og har et par år tilbage af din uddannelse.  
 
Derudover forventer vi, at du: 

  • har interesse for og kendskab til offentlig ret, herunder forvaltningsret    
  • har interesse for og kendskab til formueret, herunder særligt forbrugerret  
  • kendskab til konflikthåndtering og mægling vil også være en fordel 
  • har gode skriftlige og mundtlige kommunikationsevner 
 
Da du kommer i kontakt med mange forskellige mennesker, skal du være udadvendt og kunne give en god service gennem en professionel håndtering.  Arbejdsdagene kan være uforudsigelige, så du skal være fleksibel og kan arbejde under tidspres, når det brænder på.  
 
Det er derudover en fordel, hvis du har kendskab til et eller flere af de retsområder, som vores øvrige nævn arbejder med. 
 
Vi tilbyder  
Som student bliver du en del af et studenterteam på 20-25 studenter, som udover at bidrage til husets callcenter, også bistår husets øvrige nævn med forskelligartede opgaver. Vores opgaver er krævende og komplekse. Vi har tæt kontakt til andre offentlige myndigheder og erhvervslivet, samtidig med at vores arbejde også har betydning for den enkelte borger og de erhvervsdrivende. Arbejdet foregår med en høj grad af selvstændighed og initiativ.
 
Hverdagen er præget af humor, en uformel omgangstone, godt samarbejde og en positiv tilgang til kollegaer og nye udfordringer. Kommunikationen er ligefrem og åben, og vi lægger stor vægt på, at du hele tiden udvikler dig fagligt og personligt.   
 
Der er tale om stillinger på 15 timer ugentligt fordelt på to hverdage.  
 
Ansættelse og ansøgning 
Din ansættelse vil ske i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og HK. 
 
Ansøgningen samt CV, karakterudskrift og papirer på optagelse på studium sendes via vores elektroniske ansøgningsmodul på http://www.naevneneshus.dk. Din ansøgning skal være modtaget senest mandag den 18. februar 2018. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 8-9. 
 
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Dorte B. Mikkelsen på tlf. 72 40 58 31. Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte HR-rekrutteringspartner Dan Bøgh Morthorst på tlf. 91 33 70 47. 
 
Nævnenes Hus - Lige ret for alle 
Nævnenes Hus er en styrelse placeret centralt i Viborg. I Nævnenes Hus samarbejder jurister, teknikere og sekretærer om at understøtte én af de bærende søjler i vort samfund: Retfærdighed. Vi arbejder for de grundlæggende principper om, at alle er lige for loven, og alle har lige adgang til loven. Det gør vi ved at betjene og understøtte uafhængige klagenævn med et grundigt og kompetent teknisk og juridisk forarbejde, så nævnene kan træffe korrekte afgørelser til tiden. Dette kræver en høj faglighed og en effektiv digitaliseret forvaltning, der er båret af synergi gennem samarbejde i en løbende dialog med vores omverden.  
Har du ambitionerne, modet og de rette kvalifikationer, så grib chancen for at blive en vigtig del af Nævnenes Hus.  

 
Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle, uanset personlig baggrund, til at søge. 


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her