Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Juridisk stærk profil til skatte- og momskontrol i den kommende Skattestyrelse, Særlig kontrol i Høje Taastrup

Har du kendskab til processuelle og strafferetslige regler inden for skatte- og afgiftsområdet? Har du kompetencer og erfaring indenfor sagsbehandling af skatte- og momssager, hvor du med høj faglighed, stort engagement og professionalisme løser opgaver? Så er det måske dig vi søger til rocker- og bandeenheden i Særlig kontrol - en enhed med fokus på vidensdeling og samarbejde samt høj faglig stolthed og kvalitet i opgaveløsningen.

Arbejdsopgaver
Dine opgaver vil dels bestå i kontrol af borgere og virksomheder, herunder selskaber, hvor det forventes, at du kan kontrollere komplekse sager for at afdække eventuel svig. Dels i opgaver omkring videndeling, sparring og undervisning, når der kommer nye love og regler mv.

Du forventes, med din sans for detaljer, at kunne bidrage med kvalitetssikring i enheden. Du bidrager således dels med sagsbehandling, dels med ad hoc, at løse diverse opgaver inden for juridiske problemstillinger på skatte- og afgiftsområdet, herunder indenfor de processuelle- og strafferetslige regler. Du skal endvidere være indstillet på at løse opgaver og juridiske problemstillinger på tværs at hele afdelingen.

Vi arbejder med samfundsbeskyttende aktiviteter og understøtter politiets indsats i bekæmpelse af økonomisk kriminalitet i rocker- og bandemiljøet. I det daglige arbejder vi tæt sammen med andre myndigheder, herunder politiet, og du vil fra tid til anden skulle deltage i udgående kontroller, herunder ransagninger.

Du er god til at kommunikere både skriftligt og mundtligt, og du arbejder effektivt samtidig med du efterlader et professionelt indtryk. Du er i stand til hurtigt at sætte dig ind i relevante regler, så du kan løse sager med juridiske problemstillinger på et højt fagligt niveau. Derudover skal du kunne bevare overblikket - også når informationsmængden er omfattende og kompleks.

Du bidrager og trives i et miljø, hvor du selvstændigt træffer beslutninger på et gennemarbejdet grundlag. Med din positive indstilling er du med til at gøre en forskel og sikre, at vi kommer i mål med enhedens opgaver og altid har borgernes og virksomhedernes retssikkerhed i fokus.

Du bliver en del af et fagligt stærkt miljø og du vil få stor indflydelse på tilrettelæggelsen af din arbejdsdag, og opgaverne byder på en god vekselvirkning mellem stor selvstændighed samt faglig sparring. Du vil indgå i et fagligt samarbejde både med kollegaerne i din enhed samt kollegaerne i andre dele af organisationen. Du vil få mulighed for at oparbejde stor faglighed og opnå dyb indsigt på kontrolområdet.

Robust, nysgerrig og teoretisk velfunderet
Vi forestiller os, at du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund som fx cand.jur., cand.merc.jur. eller tilsvarende. Du kan også have opnået tilsvarende faglighed, kvalifikationer og kompetencer gennem dit erhvervsarbejde. Vi har en forventning om, at du allerede har praktisk erfaring og tilegnet dig kompetencer inden for kontrol, skat og moms.

Du har gode samarbejdsevner, er effektiv og seriøs i din opgavevaretagelse. Du er robust og har personlig og faglig gennemslagskraft, så du professionelt kan håndtere de til tider tilspidsede situationer, der kan opstå.

Skattesvig - din nye arbejdsplads
Enheden i Høje-Taastrup beskæftiger sig med opgaver inden for illegal økonomi med særlig fokus på rocker- og bandekriminalitet. Vi løser opgaver i projekter, hvor vi har et tæt indbyrdes samarbejde. Vi har et godt arbejdsmiljø med dygtige og engagerede kolleger med en uhøjtidelig, fri og humoristisk omgangstone. Vi er en enhed, hvor samarbejde, trivsel og gensidig respekt sættes højt.

Du skal være opmærksom på, at du til en hver tid skal kunne sikkerhedsgodkendes via Politiets Efterretningstjeneste (PET) til klassifikationsgraden HEMMELIGT (HEM), da du kan komme til at arbejde med klassificerede dokumenter og systemer.

Ansøgning og kontakt
Send din ansøgning, cv, uddannelsespapirer samt yderligere relevant materiale via linket "Søg stillingen" senest 19. april 2018. Der indkaldes til samtaler løbende.

Ønsker du yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte funktionsleder Hanne Nielsen på telefon 72 37 85 73.

Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst. Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Tiltrædelse snarest muligt.

Arbejdsstedet er Helgeshøj Allé 49-55, 2630 Høje Taastrup.

Om Skattestyrelsen
Som led i regeringens plan ’Fra én til syv styrelser – skatteforvaltningen 2021’ vil SKAT fra den 1. juli 2018 blive erstattet af syv nye styrelser under Skatteministeriet, hvor Skattestyrelsen er den ene. De nye styrelser oprettes med ansvaret for hver sin kerneopgave inden for én juridisk myndighed under Skatteministeriet, så der sikres smidigt samarbejde på tværs af alle skatteforvaltningens opgaver.

Skattestyrelsens kerneopgave bliver at sikre nem og korrekt skattebetaling for borgere og virksomheder. Styrelsen forventes bemandet med 3.300 – 3.500 medarbejdere og får kontorer i hele landet, herunder i København, Ribe, Høje Taastrup og Århus. Læs mere om Skattestyrelsen på http://www.fra1til7.dk.

Vi opfordrer alle kvalificerede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her