Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Annoncen er udløbet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Juridiske rådgivere til stort it-transformationsprogram

Vil du være med til at implementere ny EU-lovgivning på toldområdet i Danmark, og har du lyst til at arbejde analytisk med jura og digital forvaltning? Så bliv en del af Danmarks største it- og transformationsprogram – Toldprogrammet (EUTK)i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen.

Den nye EU-toldlovgivning medfører væsentlige ændringer både for erhvervslivet og i Toldstyrelsen i Danmark, herunder udskiftning af hovedparten af den samlede it-portefølje på toldområdet. Det vil have meget stor betydning for den danske import og eksport, for det indre marked, for danske virksomheder og for vores kolleger i Toldstyrelsen, som vi arbejder tæt sammen med.

Om stillingen

Vi søger dygtige og engagerede kolleger, som med en solid akademisk baggrund kan være ansvarlig for at sikre, at it-projekter gennemføres i overensstemmelse med den nye toldlovgivning. Du indgår i et tæt samarbejde med kolleger i agile udviklingsteams og med vores samarbejdspartner Toldstyrelsen.

Du bliver en del af kontoret for Foranalyse og PMO EUTK, hvor du sammen med ca. 20 kolleger understøtter Toldprogrammets ledelse, programstyring og yder juridisk bistand til Toldprogrammet.

Dine opgaver omfatter blandt andet følgende:

  • Fortolke speciallovgivning så nye it-systemer implementeres korrekt
  • Sikre godkendelse af lovmedholdelighed i de nye it-systemer sammen med Toldstyrelsen
  • Rådgive programledelse og it-udviklingsteams om juridiske problemstillinger
  • Udarbejde rammenotater og andre vigtige programdokumenter
  • Dialog med programmets interessenter, herunder særligt Toldstyrelsen, øvrige relevante styrelser, departementet, EU-institutionerne og øvrige medlemsstater

Om dig

Du trives med at arbejde i krydsfeltet mellem jura, it og forretning og har gerne erfaring med at arbejde op mod EU's institutioner. Du skal desuden have forståelse for både EU's og de danske beslutningsprocedurer og lovgivning. Det er en fordel, hvis du har erfaring fra offentlige it-udviklingsprojekter. Er du i starten af din karriere med de rette kompetencer, sørger vi for oplæring.

Du har en kandidatgrad fra universitet eller business school inden for forvaltning, jura eller internationale forhold, med dokumenteret kendskab til dansk forvaltningslovgivning, EU-ret og EU-institutionernes opbygning eller lignende uddannelse. Du behersker engelsk på forhandlingsniveau.

Som person skal du kunne videreformidle komplekst stof på en let tilgængelig måde til it-specialister. Du skal være analytisk, nysgerrig og opsøgende og have lyst og vilje til at arbejde sammen med kolleger, der har en helt anden faglighed end din egen.

Toldprogrammet

I Toldprogrammet er vi pt. ca. 220 medarbejdere, herunder både interne medarbejdere og eksterne konsulenter. Alene i 2020 har vi allerede nu budt ca. 70 nye kolleger velkommen, og vi forventer at byde yderligere 50 nye kolleger velkommen resten af året. Vi har forskellige uddannelses- og erhvervsmæssige baggrunde, hvilket skaber et dynamisk og kreativt arbejdsmiljø, hvor vi vægter læring og arbejdsglæde meget højt. Stemningen er god mellem os, omgangstonen uformel og selvom vi har travlt, spiller vi hinanden gode. Som medarbejder i Toldprogrammet kan du bl.a. glæde dig til vores ”Social Crew”, der arrangerer løbeklub og fredagsbar m.m. Vi bor i moderne kontorfaciliteter på Frederiksberg lige ved Flintholm station og har gratis parkering i kælderen.

Ansøgning og kontakt

Ansøgning med CV og relevante dokumenter sendes via nedenstående link senest den 8. august 2020. Der indgår en logisk test og en personanalyse i ansættelsesforløbet.

Vil du vide mere, er du velkommen til at kontakte kontorchef Susanne Kany fra kontoret Foranalyse og PMO på tlf. 72 37 34 29.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet. Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest og referencer.

Ansættelsesområdet er skatteministeriet med tilhørende institutioner og dit arbejdssted vil være Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg.

Om Udviklings- og Forenklingsstyrelsen

’I samarbejde med Skatteministeriets øvrige styrelser udvikler vi en fremtidsparat og sikker digital forvaltning’

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen har til opgave at forenkle og udvikle it-løsninger og forretningsprocesser. Samtidig har styrelsen ansvar for at sikre stabil drift og vedligeholdelse af skatteforvaltningens eksisterende it-systemer. Vores medarbejdere er fagligt kompetente og specialiserede og samtidig i stand til at arbejde tæt sammen med andre fagligheder på tværs af Skatteministeriet. Kun gennem et stærkt fagligt fællesskab på tværs af fagområderne kan vi lykkes med den omfangsrige og komplekse opgave, vi har.

Vi søger løbende nye kolleger, som deler vores ambition om at sikre fundamentet for finansieringen af den offentlige sektor.

Læs mere om Udviklings- og Forenklingsstyrelsen på www.ufst.dk

Skatteministeriets koncern opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.




Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.

Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.