Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Jurist med politisk tæft til Fiskeristyrelsen

Ambitiøs specialkonsulent eller chefkonsulent (jurist) med politisk tæft til Fiskeristyrelsen

Er du en skarp jurist med godt blik for forsvarlig administration og en god politisk fornemmelse? Og tror du, at du kan navigere sikkert i et kompliceret samspil mellem EU-regler og nationale regler på fiskeriomådet? Så har vi en ledig stilling som juridisk special- eller chefkonsulent i Team Politik & Design i Fiskeristyrelsens kontor for Hav & Fiskeritilskud.

Velkommen til Hav & Fiskeritilskud
Hav & Fiskeritilskudskontoret, der er placeret i Fiskeristyrelsens centrale del, arbejder med at udvikle og administrere tilskudsordninger for fiskeri- og akvakulturerhvervet samt vandmiljøet i Danmark. Kontoret består af 25 dygtige og engagerede medarbejdere fordelt på to teams: Team Politik & Design (i København) og Team Tilsagn & Udbetaling (i Augustenborg).

Du bliver tilknyttet Team Politik & Design, der bl.a. fastsætter rammerne for tilskud efter det danske hav- og fiskeriudviklingsprogram under EU. Programmet skal være med til at sikre den fælles fiskeripolitiks målsætninger om økonomisk udvikling og bæredygtighed i fiskeri og akvakulturerhvervet, og styrelsen forventes i 2018 at yde tilskud for i alt ca. 0,5 mia. kr.

Din juridiske baggrund kommer i spil i en dynamisk og alsidig hverdag
Som special- eller chefkonsulent i Team Politik & Design vil du få ansvaret for at formulere politiske beslutningsoplæg om dansk fiskeri og akvakultur og følge op på beslutningerne ved at udarbejde regler for og implementere konkrete tilskudsordninger. Du vil endvidere få ansvar for tværgående juridiske opgaver, længerevarende projekter og rådgivning af de andre medarbejdere i de to teams.

Vores hverdag er præget af den politiske dagsorden, og vi har ofte korte deadlines og mange bolde i luften. Som medarbejder vil du få en alsidig hverdag med mange samarbejdsflader på tværs af styrelsen og andre ministerier, ligesom du vil skulle være i tæt dialog med dine kollegaer i både København og Augu-stenborg, samt de mange interessenter på fiskeriområdet. Opgaverne omfatter bl.a.:

  • Lovgivningsarbejde, udarbejdelse af bekendtgørelser og juridisk rådgivning
  • Udvikling og kvalitetssikring af administrationsgrundlaget for behandling af konkrete ansøgningssager
  • Udarbejde forslag til forenkling af regelgrundlaget, herunder at gøre reglerne digitaliserbare
  • Fortolkning af EU-regler og kontakt til Europa-Kommissionen
  • Minister-, departements- og direktionsbetjening
  • Dialog med erhvervet
  • Aktindsigter
  • Klagesager

Stærk faglig profil med smag for det politiske
Vi forestiller os, at du er uddannet cand. jur.
  • har interesse for og gerne erfaring med regeludarbejdelse, EU-regulering og minister- og departementsbetjening
  • besidder stærke analytiske kompetencer og kan håndtere komplekse problemstillinger og forvandle dem til klare og enkle løsninger
  • har et godt blik for mulighederne for at forenkle og effektivisere administrationen, herunder ved regelforenkling og digitalisering,
  • er god til at kommunikere både mundtligt og skriftligt, herunder formulere korte og præcise beslutningsoplæg
  • har gode samarbejds- og netværkskompetencer
  • arbejder selvstændigt, struktureret og sikrer fremdrift i opgaverne
  • trives i et job med stor variation i opgaverne fra dag til dag og mange deadlines
  • er en åben og imødekommende person, der bidrager positivt til en god trivsel i kontoret.

Løn – og ansættelsesvilkår
Stillingen, der er en fuldtidsstilling, er ledig til besættelse pr. 1. juni 2018. Ansættelse vil, afhængig af kvalifikationer, ske som enten special og chefkonsulent i henhold til gældende overenskomst mellem Akademikernes Centralorganisation og Finansministeriet.

Ansættelsesområde
Ansættelsesområdet er Fiskeristyrelsen, og tjenestested er Nyropsgade 30, 1780 København V.

Ansøgning
Søg jobbet online ved at trykke på ”søg stillingen” nederst i jobopslaget. Din ansøgning med CV og eksamensbevis for både bachelor- og kandidatuddannelse skal være modtaget senest fredag d. 20. april 2018 kl. 12.00. Samtaler forventes afholdt i uge 17. Der vil kunne indgå tests i forbindelse med rekrutteringen.

Yderligere oplysninger
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Oluf Engberg på mobil 25 48 93 45 eller e-mail: olufen@lbst.dk. Fiskeristyrelsen ønsker at fremme ligestilling og mangfoldighed. Derfor opfordres alle kvalificerede og interesserede uanset alder, køn, religion og etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Fiskeristyrelsen er en ny styrelse under Udenrigsministeriet. Styrelsen beskæftiger ca. 235 medarbejdere og omfatter en central del, der består af en afdeling i København og en afdeling i Augustenborg, samt den regionale fiskerikontrol, der består af to inspektorater, et fiskeri monitoreringscenter og tre fiskerikontrolskibe.






Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her