Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Annoncen er udløbet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Jurist med stærk offentligretlig profil til Behandlingsrådet

Behandlingsrådet er en nyetableret organisation, oprettet af de fem regioner i regi af Danske Regioner. Behandlingsrådet skal evaluere nye og eksisterende teknologier og behandlinger på sundhedsområdet. Med udgangspunkt heri skal Behandlingsrådet komme med anbefalinger ud fra ambitionen om at sikre, at alle patienter i landet får den behandling, der virker bedst. Behandlingsrådet skal hermed bidrage til at sikre mest mulig sundhed for pengene, højere kvalitet i behandlingen og samtidig medvirke til at dæmpe udgiftspresset på sundhedsvæsenet.

Organisationen startede 1. november 2020, og frem mod sommeren 2021 forbereder vi at åbne op og tage imod de første evalueringsforslag. Det er afgørende for Behandlingsrådet, at vi fremstår som en troværdig og åben organisation, hvor der er en høj grad af tillid til vores processer og beslutninger. Derfor har vi brug for en stærk og erfaren jurist, som kan være med til at understøtte Behandlingsrådets arbejde.

Hvad skal du lave?
Behandlingsrådet er oprettet som en enhed under Danske Regioner, som er en privat forening, og Behandlingsrådet er derfor underlagt samme lovgivning som Danske Regioner. Vi arbejder ud fra principperne om god forvaltningsskik i det offentlige. Dine opgaver vil således ligge primært inden for Offentlighedsloven, Forvaltningsloven og persondataområdet ligesom der kan være behov for rådgivning inden for udbudsområdet.

Da vi er en nystartet organisation, er vi fortsat i proces med at definere og afklare opgaver, men af dine primære opgaver kan nævnes:

  • Habilitetspolitik- og habilitetserklæringer: Alle medlemmer af Råd og fagudvalg samt de ansatte skal leve op til Behandlingsrådets habilitetspolitik. At sikre smidig sagsbehandling, dialog og opfølgning bliver en væsentlig del af dit job. Opgaven indbefatter også superbrugerrollen i vores habilitetssystem.
  • GDPR: Du bliver GDPR-ansvarlig  i Behandlingsrådet dvs du varetager opgaver med rådgivning, sparring og konkret sagsbehandling i dialog med sekretariatets øvrige ansatte. DPO-funktionen varetages af Danske Regioner, som du vil have tæt sparring med.
  • Udbud: I fagudvalgene foregår der en proces omkring prissætning af teknologier. Der kan i den sammenhæng være behov for juridisk rådgivning. Du vil være i tæt dialog med de regionale udbudsjurister og indkøbsafdelinger. Denne opgave vil blive konkretiseret i de første måneder af din ansættelse.
  • Aktindsigt: Du får en central rolle ift rådgivning og konkret sagsbehandling af aktindsigtsanmodninger.
  • Løbende juridisk vejledning og sparring på aktuelle emner i sekretariatet.
Hvem er du?
Du har en juridisk kandidatgrad, og mindst 3 års erhvervserfaring, der har givet dig en offentligretlig profil med konkret erfaring ift. Forvaltningsloven, Offentlighedsloven, persondata- og udbudsområdet. Kendskab til lovgivning vedr. mærkning (MDR), markedsføring og ibrugtagning af medicinsk udstyr er en fordel, men ikke et krav.  Du er juristen i vores organisation, og du skal derfor kunne arbejde på egen hånd og træffe selvstændige beslutninger – også når der bliver stillet kritiske konstruktive spørgsmål til en juridisk vurdering.

Du vil få en central rolle i forhold til juridisk rådgivning af formand, direktør og sekretariatets medarbejdere, ligesom du vil få mulighed for at præge vores fælles nye organisation og den kultur, vi er i gang med at etablere.

Desuden lægger vi vægt på, at du kan se dig selv i følgende:
  • Stærk juridisk profil
    Du har et højt fagligt niveau, og med erfaring fra det offentlige område kan du identificere behov og bidrage til udviklingen af effektive løsninger og arbejdsgange.
  • Gode samarbejdsevner
    Du kan arbejde selvstændigt og effektivt samtidig med, at du sætter en ære i vidensdeling og det gode samarbejde både internt og eksternt. Du er omstillingsparat og fleksibel, som en ny organisation kræver.
  • God kollega
    Du har et stort engagement og en motiverende tilgang - både til det faglige og det sociale. Du går aktivt ind i rollen som kulturbygger i vores nye organisation.
  • God kommunikator
    Du bidrager til Behandlingsrådets principper om åbenhed og lighed gennem dine gode situationsfornemmelse, ligesom du kommunikerer i skrift og tale klart og præcist med høj troværdighed.
Hvem er vi?
Behandlingsrådet er en nystartet organisation, som skal udarbejde evalueringer af nye og eksisterende teknologier og behandlinger på sundhedsområdet. Behandlingsrådet består af et besluttende råd med bred repræsentation fra sundhedsområdet. Derudover består Behandlingsrådet af en række faglige udvalg, som for hver evaluering skal medvirke til at belyse omkostninger og effekter af teknologierne og behandlingerne.

Behandlingsrådets ”rugbrødsmotor” ligger i et sekretariat bestående af 20-25 medarbejdere med forskellige kompetencer og erfaringer fra sundhedsområdet. Du vil indgå i dette sekretariat sammen med de øvrige medarbejdere.

Du vil få faglig og personalemæssig reference til en af vores to enhedsledere, men også have et tæt samarbejde med direktøren for Behandlingsrådets sekretariat samt formanden for Behandlingsrådet.
Du kan læse mere om Behandlingsrådet på www.behandlingsraadet.dk.   

Ansættelse
Stillingen er en fuldtidsstilling på 37 timer ugentligt.  
Du ansættes efter gældende overenskomst og aflønnes ift. dine kompetencer og erfaring.
Dit daglige arbejdssted bliver i vores kontorer på NOVI 8, Alfred Nobels Vej 27, 9220 Aalborg.

Din ansøgning
Vi skal have din ansøgning senest den 14. april.
Ansøgning sker via ansøgningsmodulet, og du bør vedhæfte ansøgning, CV og eksamensbevis.
Vi holder ansættelsessamtaler onsdag den 21. april, og det er vores forventning, at du kan starte den 1. juni.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte enhedsleder Tine Bro (TRO@behandlingsraadet.dk eller 30 26 34 36) eller direktør Malene Møller Nielsen (MMO@behandlingsraadet.dk eller 29 62 98 23).


Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.