Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Kommende specialist til 3. partsområdet i kommende Skattestyrelse

Vil du bidrage til kontrol af indberetningspligtige virksomheder, og brænder du for at arbejde med regnskaber, bogføring, og bilag? Går du endvidere engageret ind i opgaver og motiveres af faglige kompetente teams? Så er du måske vores kommende medarbejder. 
 
Udgående kontrol og sagsbehandling 
Du vil indgå i et team af medarbejdere, der alle målrettet arbejder for at sikre en korrekt skatteansættelse. I teamet er der 17 medarbejdere, hvor alle arbejder sammen i mindre teams om at løse opgaver i forskellige projekter inden for eKapital og eIndkomst indberetningerne.  
 
Dine opgaver vil bl.a. være: 

  • Fysiske kontrolbesøg hos virksomheder med fokus på indberetninger til 3. partsområdet 
  • Sagsbehandling af skattemæssige forhold, som konstateres under besøg 
 
 
Der er fokus på korrekt datakvalitet, selv om datakvalitet ikke eksakt kan gøres op i kroner og øre, og derved heller ikke har direkte påvirkning af skattegabet. Det har den dog indirekte, idet dårlig datakvalitet i fx kunderegistreringer, beholdningsoplysninger mv. medfører forkerte årsopgørelser og et forkert beslutningsgrundlag for SKAT.  
 
Afledte konsekvenser kan være forkerte udbetalinger af sociale ydelser mv. Herudover har datakvalitet betydning for Skattestyrelsens opfyldelse af internationale udvekslingsforpligtelser, hvor manglende eller forkerte data reelt kan få Danmark til at agere ”skattelyland”. Datakvalitet har således en stor samfundsmæssig betydning.  
 
Du vil få en bred kontaktflade i jobbet, og der vil være kontakt og dialog med samarbejdspartnere, borgere og virksomheder. Du bliver en del af et stærkt fagligt team, som kan give dig yderligere faglig ballast samt sparring på opgaverne. 
 
Engageret teamplayer med gode revisionskompetencer 
Du har en teoretisk baggrund som skatterevisor, cand.merc. aud., HD-R eller lignende. Du har en solid IT-mæssig baggrund, gerne med erfaring inden for Excel.  
 
Du har en konstruktiv tilgang til problemstillinger, er analytisk og arbejder løsningsorienteret. Du skal sammen med dit team kunne levere de bedst mulige resultater. Herudover er det ligeledes afgørende, at du har gode kommunikationsevner og kan udtrykke dig klart og præcist i både skrift og tale, da du ofte skal formidle komplicerede indberetningsdata på en forståelig måde til de indberetningspligtige virksomheder.  
 
Du bliver Skattestyrelsens repræsentant i virksomhederne, hvorfor det er afgørende, at du kan håndtere enhver situation selvstændigt med et højt fagligt niveau og med udgangspunkt i Skattestyrelsens strategi om ”Borgere og virksomheder i centrum”. 
 
Kontrolbesøgene foregår i virksomhederne og strækker sig typisk over en længere periode, hvorfor du kan forvente, at du får rejsedage med overnatning. 
 
Din nye arbejdsplads 
Din enhed er organisatorisk placeret i Skattestyrelsen, Person, Persondata, som er et forretningsområde med ca. 200 medarbejdere. 
 
Vi tilbyder dig udfordrende opgaver med en høj grad af selvstændig arbejdstilrettelæggelse, og du vil opleve dygtige og ansvarsbevidste kolleger. Du bliver en del af en arbejdsplads, som lægger vægt på god trivsel og en uhøjtidelig omgangstone.  
 
Vi er fagligt stolte og det med god grund. Vi løser vores opgaver med høj kvalitet og er dermed en vigtig brik i skatteforvaltningens primære opgaver, som er finansieringen af det danske velfærdssamfund. Vi værdsætter sparring og tæt samarbejde, og vi søger indflydelse på de opgaver, hvortil vi kan tilføre viden og kompetence. Vi bidrager blandt andet til ny lovgivning, som forbedrer vores kontrol af indberetninger på 3. partsområdet. 
 
Ansøgning og kontakt 
Send din ansøgning, cv, dokumentation for uddannelse samt yderligere relevant materiale senest torsdag d. 1. marts 2018. 
Ønsker du yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte funktionsleder Bettina Kaastrup på telefon 72 37 08 92. 
 
Vi forventer at afholde samtaler i uge 10. 
 
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst. Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Dit fysiske arbejdssted bliver indtil videre Fabriksvej 13, 7600 Struer. 
 
Der vil blive indhentet straffeattest i forbindelse med ansættelse. 
 
Om Skattestyrelsen   
Som led i regeringens plan ’Fra én til syv styrelser – skatteforvaltningen 2021’ vil SKAT fra den 1. juli 2018 blive erstattet af syv nye styrelser. De nye styrelser oprettes med ansvaret for hver sin kerneopgave inden for én juridisk myndighed under Skatteministeriet, så der sikres smidigt samarbejde på tværs af alle skatteforvaltningens opgaver.   
 
Skattestyrelsens kerneopgave bliver at sikre nem og korrekt skattebetaling for borgere og virksomheder. Styrelsen forventes bemandet med ca. 3.300-3.500 medarbejdere og får kontorer i hele landet, herunder i København, Ribe, Høje Taastrup og Århus. Læs mere om Skattestyrelsen på http://www.fra1til7.dk ;
 
Skatteministeriet opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.   
 


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her