Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Kompetente sagsbehandlere til skatte- og momsafgørelser i den kommende Skattestyrelse

Vil du gerne bruge din viden og evner til god sagsbehandling, og synes du, at det er vigtigt at give kunderne en god oplevelse med præcise og rettidige afgørelser? Så har du nu mulighed for at være med til at behandle anmodninger om bindende svar fra erhvervsdrivende.

Behandling af bindende svar
Borgere og virksomheder kan bede om bindende svar om de skattemæssige konsekvenser af en disposition, som de påtænker eller har gennemført. Svaret binder SKAT, så borgeren eller virksomheden kender konsekvenserne. Du kommer til at arbejde med bindende svar til erhvervsdrivende vedrørende skatte- eller momsspørgsmål.

Du skal træffe afgørelser, hvor du arbejder efter afprøvede processer, og hvor du leverer afgørelser der inddrager brede dele af skatte- eller momslovgivningen. Du kommer derfor til at være helt ajour med regler og retspraksis, og vil også få et tæt samspil med vores juridiske afdeling, som behandler bindende svar, der har principiel betydning.

Selvstændig og orienteret mod kunden
Der er flere forskellige indgange til jobbet. Du kan fx have en uddannelsesmæssig baggrund som skatterevisor, cand.jur., cand.merc. jur. eller lignende. Alternativt kan du have opnået tilsvarende faglighed, kvalifikationer og kompetencer gennem dit erhvervsarbejde. Det vigtigste er, at du har en god teoretisk ballast, som du kan bringe i spil i din opgaveløsning. Relevant erfaring er selvfølgelig en fordel, men nyuddannede vil også kunne komme i betragtning.

Du ser fortsat kompetenceudvikling som naturlig for at kunne løse de opgaver, du stilles overfor, og du indgår engageret i sidemandsoplæring for hurtigt at kunne arbejde selvstændigt med opgaverne.

Henvendelser fra borgere og virksomheder håndterer du professionelt, imødekommende og myndigt – og altid med borgeren eller virksomheden i centrum.

De formelle sagsbehandlingsregler er en integreret del af sagsbehandlingen, og du har derfor god viden om disse eller er nysgerrig for at lære mere om disse regler.

’Bindende Svar 2’– din nye arbejdsplads
Du kan se frem til at blive en del af en spændende og travl arbejdsplads. Sammen med gode og engagerede kolleger får du mulighed for at tage solidt medansvar for behandlingen af bindende svar.
’Bindende Svar 2’ er en del af afdelingen Erhvervsprocesser i fagdirektørområdet Erhverv i den kommende Skattestyrelse. Enheden ligger aktuelt i Hjørring, men vil i den nye Skattestyrelse være placeret i Randers.

Ansøgning og kontakt
Send senest den 23. april 2018 din ansøgning sammen med CV og eventuelt yderligere materiale via linket ”Søg stillingen”. Såfremt du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte funktionsleder Lars C. Jensen på tlf. nr. 72 37 45 07.

Samtaler afholdes umiddelbart efter ansøgningsfristens udløb og tiltrædelse sker pr. 1. juni 2018 eller snarest muligt.

Løn og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst. Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest.

Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Dit arbejdssted vil indtil videre være Parallelvej 11, 9800 Hjørring. I første kvartal 2019 vil arbejdsstedet blive flyttet til Toldbodgade 3, 8900 Randers.

Om Skattestyrelsen
Som led i regeringens plan ’Fra én til syv styrelser – skatteforvaltningen 2021’ vil SKAT fra den 1. juli 2018 blive erstattet af syv nye styrelser. De nye styrelser oprettes med ansvaret for hver sin kerneopgave inden for én juridisk myndighed under Skatteministeriet, så der sikres smidigt samarbejde på tværs af alle skatteforvaltningens opgaver.

Skattestyrelsens kerneopgave bliver at sikre nem og korrekt skattebetaling for borgere og virksomheder. Styrelsen forventes bemandet med ca. 3.300-3.500 medarbejdere og får kontorer i hele landet, herunder i København, Ribe, Høje Taastrup og Århus. Læs mere om Skattestyrelsen på http://www.fra1til7.dk.

Skatteministeriet opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her