Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Annoncen er udløbet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Konsulent til formidling af informationssikkerhed på Aarhus Universitetshospital

Region Midtjylland søger en persondatakonsulent til Aarhus Universitetshospital.
Har du lyst til at rådgive, undervise og afholde workshops om informationssikkerhed? Kan du både være den lokale ekspert i komplekse regler og samtidig formidle dem på en letforståelig måde? Og har du lyst til at gøre det hele i tæt samarbejde med læger, sygeplejersker, lægesekretærer og andre faggrupper med stærk sundhedsprofessionel kultur og faglighed?

Så er du måske vores nye persondatakonsulent.


Informationssikkerhed i hospitalsvæsenet

Tilliden mellem patient og behandler er en hjørnesten i det danske sundhedsvæsen. I hospitalsvæsenet behandler vi oplysninger om patienternes helbred i dyb fortrolighed og følsomme persondata må under ingen omstændigheder deles med uvedkommende. Samtidig er det en forudsætning for at yde den bedste behandling, at de relevante oplysninger er let tilgængelige for de sundhedspersoner, som deltager i behandlingen. Den øgede digitalisering i sundhedsvæsenet har givet sundhedspersoner nemmere og bedre adgang til den relevante viden, øget patientsikkerheden og understøtter forskning. Men digitalisering øger også kravene til medarbejdernes kompetencer og forståelse af komplekse regler.

Som led i informationssikkerhedsarbejdet søsætter vi i foråret 2021 et nyt initiativ, som skal styrke den lokale forankring, kompetencer og kendskab til informationssikkerhed lokalt på vores hospitaler og institutioner. Det gør vi, fordi en god sikkerhedskultur kræver en lokal tilstedeværelse. Initiativet er en del af Region Midtjyllands samlede indsats med awareness, som kort beskrevet omhandler arbejdet med at styrke medarbejdernes viden og opmærksomhed om informationssikkerhed.

Om stillingen
Du vil have din daglige arbejdsplads på Aarhus Universitetshospital og blive tilknyttet Ledelse og Kommunikation i hospitalsstaben, som har det daglige almindelige ledelsesansvar for stillingen.

Det faglige ansvar for stillingen ligger i Digital Forvaltning i Regionssekretariatet.
Det bliver en vigtig del af stillingen at skabe netværk og relationer på tværs af organisationen.

Som persondatakonsulent får du blandt andet ansvaret for at:
  • udbrede viden om informationssikkerhed på hospitalet
  • være opsøgende og være med til at identificere indsatsområder
  • afholde kurser og workshops om sikker håndtering af persondata
  • være AUHs tovholder og kontaktperson inden for informationssikkerhed
  • bidrage til at udarbejde og implementere retningslinjer for håndtering af persondata
I alle opgaver kan du søge sparring hos dine kolleger i Hospitalsstaben, og du vil også samarbejde tæt med dine faglige ekspertkolleger i Regionssekretariatets centrale informationssikkerhedsfunktion.

Dine opgaver og vores forventninger til dig samt afsættet for indsatsen er beskrevet i en uddybet funktionsbeskrivelse og resultatkontrakt indgået mellem Aarhus Universitetshospital og Regionssekretariatet.

Om dig
Vi lægger vægt på, at du har:
  • en mellemlang eller lang videregående uddannelse, det kan f.eks. være indenfor enten sundhedsområdet eller det samfundsvidenskabelige område.
  • erfaring med undervisning/rådgivning/formidling
  • erfaring med informationssikkerhed eller kendskab hertil
  • erfaring fra eller kendskab til sundhedsvæsenet
  • erfaring med projekt- og procesledelse, herunder opfølgning på fastsatte konkrete mål
  • forståelse for og lyst til at arbejde i en politisk ledet organisation

Blandt dine personlige egenskaber vil vi kigge særligt efter, om du:
  • har gode kommunikationsevner og er i stand til at videreformidle et svært budskab på en letforståelig måde, så ledere og medarbejdere på hospitaler let kan tilgå den viden
  • har et stærkt facilitatorgen og kreativ tilgang til undervisning
  • er god til at opbygge relationer og leve dig ind i hospitalets hverdag
  • er nysgering, udadvendt og trives med at være kontaktsøgende i dit arbejde
  • har lyst til at være "ude i marken"
  • er god til at strukturere og koordinere
  • har et godt humør, der passer ind i et uhøjtideligt miljø

Hvem er vi
Aarhus Universitetshospital, AUH, er et af landets mest specialiserede hospitaler og kåret af Dagens Medicin som Danmarks bedste hospital for 13. år i træk. AUH har et årligt budget på ca. 7 milliarder kroner og 10.000 ansatte. Hvert år udskrives flere end 90.000 patienter og de kliniske afdelinger behandler og udreder mere end 800.000 patienter ambulant. AUH er et universitetshospital, og ved alle afdelinger forskes der på højt internationalt niveau.

Formelt bliver du ansat i informationssikkerhedsteamet i Digital Forvaltning, men udlånt til Aarhus Universitetshospital, med daglig reference til chefen for Ledelse og Kommunikation i Hospitalsstaben på Aarhus Universitetshospital.

Digital Forvaltning har til formål at fremme digitaliseringen i Region Midtjylland samt at sikre, at der arbejdes systematisk med regionens informationssikkerhedspolitik i hele regionen inden for en fælles ramme. I den forbindelse er informationssikkerhedsteamet en del af regionens informationssikkerhedsfunktion, der desuden består af medarbejdere fra Juridisk kontor, samt it-sikkerhedsfunktionen og stabsmedarbejdere i It. De forskellige afdelinger har hver sine primære arbejdsområder, men arbejder sammen for at løse opgaverne bedst muligt. Digital Forvaltning er en del af Regionssekretariatet, der blandt andet varetager sekretariatsbetjening af regionsrådet og direktionen.

Vi tilbyder
I Ledelse og Kommunikation får du faglige og personlige udviklingsmuligheder i tæt samspil med både administrative og sundhedsfaglige kolleger i et job med stor berøringsflade på hele hospitalet. Stillingen som persondatakonsulent er nyoprettet, og du vil få frihed til at forme rollen.

Regionssekretariatet tilbyder faglige udviklingsmuligheder og sparring på højt niveau, samt gode kolleger med et godt samarbejdsklima på tværs i informationssikkerhedsfunktionen. Som led i stillingen vil der blive fastlagt månedlige sparringsmøder med dine kolleger i Digital Forvaltning.

Som led i introduktion til stillingen vil Aarhus Universitetshospital og Digital Forvaltning sammen tilrettelægge et introduktionsprogram, dels i forhold til opgaverne på AUH og dels i forhold til informationssikkerhedsarbejdet i Region Midtjylland.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn– og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst. Arbejdsstedet er Aarhus Universitetshospital.

Ansøgningsfrist den 15. april 2021. Ansættelsessamtaler forventes afholdt d. 22. april
Tiltrædelse: 1. juni 2021.

Yderligere oplysninger
Rikke Stein, konstitueret vicekontorchef Digital Forvaltning, tlf: 21359030 eller Hanne Dahlerup, chef for Ledelse og Kommunikation, Aarhus Universitetshospital, tlf.: 2910 8160
Tilsvarende stilling er opslået på Hospitalsenhed Midt. Se link her



Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.


 


Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.