Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Kontorchef til departementets arbejdsretskontor

Har du ledelseserfaring, og kan du skabe resultater gennem en anerkendende ledelsesstil? Har du erfaring med at agere på et område med politisk bevågenhed? Og vil du være med til at videreudvikle den danske arbejdsmarkedsmodel og sikre et fleksibelt arbejdsmarked? Så har vi en spændende stilling som kontorchef i departementets arbejdsretskontor.  
 
Vi arbejder for et sundt og dynamisk arbejdsmarked  
I Beskæftigelsesministeriets departement arbejder vi dagligt og tæt sammen med ministeren om at omsætte politikernes visioner til faktiske løsninger, som borgerne mærker i deres hverdag. Sammen med styrelserne har vi ansvaret for altid at give ministeren det bedst mulige grundlag af relevant og tilgængelig viden at træffe sine beslutninger på. Det er vores kerneopgave at understøtte ministeren og Folketinget ved rettidigt at afsøge, gennemarbejde, analysere og forberede materiale på højt fagligt niveau og indgå i saglig dialog om det. Som departement er det samtidig vores opgave at sætte retning for hele ministerområdet. Og det gør vi via effektiv styring og ledelse.  
 
Her kommer du altså helt ind i centrum af den faglige og politiske proces og får fingrene ned i problemstillinger og løsninger, som involverer milliarder af skattekroner, og som har stor betydning for tusindvis af mennesker.  
 
Du kan læse mere om os på www.bm.dk  
 
Ledelse i et stærkt politisk og juridisk miljø  
Arbejdsretskontoret er en del af Center for Arbejdsliv, der varetager politikudviklingen og rådgivningen af beskæftigelsesministeren vedrørende forholdene for alle beskæftigede på det danske arbejdsmarked, herunder arbejds- og ansættelsesret, arbejdsmiljø, arbejdsskader, seniorområdet og pension. Vi løser opgaverne i samarbejde med ministeriets styrelser og de øvrige centre i departementet, ligesom vi har et tæt og konstruktivt samarbejde med arbejdsmarkedets parter.  
 
Du bliver en del af et ledelsesteam bestående af 2 kontorchefer og afdelingschefen for centret. Du refererer til afdelingschefen. Den daglige ledelse af fagområderne i centret er fordelt på de to kontorchefer, og du får særligt ansvar for de opgaver som knytter sig til arbejdsret, ansættelsesret, forskelsbehandling, ligestilling, arbejdsmarkedspensioner og social dumping. Herudover får du ansvaret for departementets tværgående juridiske enhed, der bl.a. kvalitetssikrer ministeriets lovforslag og rådgiver ministeren om generelle juridiske spørgsmål.  
 
Dine vigtigste opgaver bliver at:  

  • varetage den daglige ledelse af ca. 15 fagligt ambitiøse og dygtige medarbejdere  
  • skabe rammerne for et stærkt fagligt miljø, hvor politik og jura går hånd i hånd  
  • være faglig sparringspartner for dine medarbejdere og sikre høj kvalitet i opgaveløsningen  
  • omsætte politiske visioner og strategiske mål til konkrete udspil og resultater  
  • sætte retning i arbejdet med at videreudvikle og fremtidssikre den danske arbejdsmarkedsmodel  
  • sikre gode samarbejdsrelationer internt i ministeriet og med vores øvrige samarbejdspartnere, herunder arbejdsmarkedets parter.  
Bliv vores nye kollega  
Vi forestiller os, at du:  
  • har ledelseserfaring – gerne fra en politisk ledet organisation  
  • kan skabe resultater gennem en anerkendende, engageret, motiverende og delegerende ledelsesstil  
  • har erfaring med at håndtere komplekse juridiske områder  
  • har analytisk sans og erfaring med politisk betjening  
  • har stærke kommunikative kompetencer  
  • har stærke samarbejdsevner  
  • har politisk tæft og kan agere på et område med stor politisk bevågenhed og væsentlige interesser på spil  
  • kan operationalisere og eksekvere strategiske beslutninger  
  • er ambitiøs, nytænkende og udviklingsorienteret  
  • kan planlægge, koordinere og styre en stor variation af opgaver  
  • har en relevant akademisk uddannelse, gerne cand.jur., og gerne suppleret med en lederuddannelse.  
Vi finder løsninger sammen  
Som en del af Beskæftigelsesministeriet er departementet med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne lave. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger.  
 
Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra højre og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv.  
 
Løn- og ansættelsesvilkår  
Stillingen er en fuldtidsstilling. Vi vil gerne have, at du starter senest den 1. maj 2018.  
 
Du ansættes efter rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten med aflønning i løngruppe 1 (lønramme 37). Ansættelse sker som udgangspunkt på åremål for en 5-årig periode. Der er mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg. Hvis du er tjenestemand i forvejen, vil ansættelse kunne ske som tjenestemand.  
 
Der indgår personprofiltest i ansættelsesforløbet.  
 
Spørgsmål og ansøgning  
Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte afdelingschef Lasse Boje på tlf. nr. 7220 5103.  
 
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte HR-chef Rikke Perlman i Beskæftigelsesministeriets HR på tlf. nr. 7220 5174.  
 
Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.  
 
Hvis du er tjenestemand, skal ansøgningen stiles til Dronningen.  
 
Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer senest mandag den 5. marts 2018.  
 


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her