Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Kontorchef til ledelsessekretariat for Særlig Kontrol i den kommende Skattestyrelse

Vil du være med til at gå forrest i arbejdet med at løse den særligt komplekse opgave, der ligger i bekæmpelsen af organiseret økonomisk kriminalitet og skatteunddragelse? Så er du måske den nye kontorchef til ledelsessekretariatet for Særlig Kontrol i den kommende Skattestyrelse. 
 
Ledelsesstøtte, strategi og kommunikation 
Fagområdet Særlig Kontrol har det overordnede ansvar for, at organiseret og grænseoverskridende svindel opdages og forebygges. Det er en opgave, der har stor politisk og mediemæssig bevågenhed, da området har fundamental betydning for den enkelte danskers retsfølelse og tillid til skattevæsenet.  
 
Området omfatter særligt komplekse sager, der ofte involverer en større kreds af skattesubjekter, særegne forretningsmetoder og komplekse juridiske forhold. Der er ofte tale om sager af international karakter, som kræver samarbejde med udenlandske myndigheder og udveksling af oplysninger på tværs af landegrænser.  
 
I stillingen som kontorchef for ledelsessekretariatet for Særlig Kontrol i den kommende Skattestyrelse vil du få udfordret både dine juridiske og organisatoriske evner, og du vil stå i spidsen for opbygningen af sekretariatsfunktionen, som har til formål at betjene fagdirektøren og dennes ledergruppe bestående af to underdirektører. Derudover er det kontorets ansvar at bistå med koordinering internt i fagområdet og sikre løbende samarbejde og koordination med Skattestyrelsens øvrige fagområder. Ligeledes skal kontoret varetage opgaver i relation til ekstern og intern kommunikation.  
 
Fagområdet Særlig Kontrol er under oprettelse, så ledelsessekretariatet er nyoprettet, og du vil derfor skulle indgå i og få indflydelse på opbygningen af kontoret og rekrutteringen af de rigtige medarbejdere.  
 
Som kontorchef for ledelsessekretariatet får du bl.a. det overordnede ansvar for: 
 

  • Sekretærbistand og ledelsesstøtte til fagdirektøren og dennes ledergruppe 
  • Kvalitetssikring af materiale til fagdirektøren/ledergruppen 
  • Bistand til udvikling af strategi for fagområdet samt koordinering og opfølgning på eksekveringen 
  • Koordinering af bestillinger, hvor kontoret bliver ind- og udgang til fagområdet Særlig Kontrol 
  • Koordination af departements- og ministerbetjening, herunder udarbejdelse og kvalitetssikring af samrådsmateriale, folketingssvar, rapporter mv.  
  • Koordinering af bidrag til Statsrevisorerne, Rigsrevisionen, Koncernrevision, Folketingets Ombudsmand m.fl. 
  • Koordinering af og deltagelse i internationale fora 
 
Du kommer til at referere til fagdirektøren for Særlig Kontrol i den kommende Skattestyrelse.
 
Strategisk personaleleder med tillidsfuld ledelsesstil 
Du har en relevant akademisk uddannelse eller tilsvarende, samtidig med at du har erfaring med ovenstående opgaver. Du har ligeledes erfaring med politisk styrede organisationer, fx kommune, region, styrelse, el. lign. 
 
Som leder i den kommende Skattestyrelse forventer vi, at du både kan sikre leverancer af høj kvalitet og samtidig være relationsskabende i forhold til interessenter, samarbejdspartnere og internt i Skatteforvaltningen. Du motiveres af at skulle opbygge og lede et nyt fagligt stærkt kontor, hvor der dagligt kommer nye og udfordrende opgaver fra både nationale og internationale aktører.  
Via din lederstil medvirker du til, at medarbejderne i kontoret arbejder selvstændigt, er selvledende og samtidig videndeler med kolleger på tværs af Skatteforvaltningen. Du prioriterer at skabe et åbent og tillidsbaseret arbejdsmiljø, som skaber arbejdsglæde og dynamik i organisationen. Du skal i forhold til dine samarbejdspartnere optræde diplomatisk og imødekommende, men samtidig være tydelig, retningssættende og forhandlingsstærk. 
 
Kontakt og ansættelsesvilkår 
Send din ansøgning inkl. CV og evt. dokumentation for uddannelse og kompetencer senest 25. februar 2018. Er du tjenestemand, stiles ansøgningen til Dronningen.  
 
Du er velkommen til at kontakte fagdirektør for Særlig Kontrol, Steen Bechmann Jacobsen på telefon 72 58 89 43 eller underdirektør, Anne Munksgaard på telefon 72 37 05 47, hvis du har yderligere specifikke spørgsmål til stillingen.  
 
Vi forventer at afholde samtaler i uge 10. Der vil i ansættelsesforløbet indgå en personprofil samt en logisk test.   
 
Løn- og ansættelsesvilkår forhandles efter rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten. Stillingen er klassificeret i lønramme 37/løngruppe 1. Stillingen besættes i udgangspunktet på åremål og ansættelsesområdet afhænger af ansættelsesformen. 
 
Ansættelse vil være i Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Du får indtil videre arbejdssted på Helgeshøj Allé 9, 2630 Taastrup. Tiltrædelse snarest muligt. 
 
Der vil forud for ansættelse blive indhentet straffeattest.
 
Om Skattestyrelsen 
Som led i regeringens plan ’Fra én til syv styrelser – skatteforvaltningen 2021’ vil SKAT fra den 1. juli 2018 blive erstattet af syv nye styrelser. De nye styrelser oprettes med ansvaret for hver sin kerneopgave inden for én juridisk myndighed under Skatteministeriet, så der sikres smidigt samarbejde på tværs af alle skatteforvaltningens opgaver.  
 
Skattestyrelsens kerneopgave bliver at sikre nem og korrekt skattebetaling for borgere og virksomheder. Styrelsen forventes bemandet med ca. 3.300-3.500 medarbejdere og får kontorer i hele landet, herunder i København, Ribe, Høje Taastrup og Århus. Læs mere om Skattestyrelsen på http://www.fra1til7.dk. ;
 
Skatteministeriet opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen. 


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her