Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Kontrolmedarbejdere til punktafgifter i den kommende Skattestyrelse, Middelfart

Vil du være med til at sikre at virksomhedernes punktafgifter opgøres og afregnes korrekt og har du gode samarbejds- og kommunikationsevner så vi sikrer at virksomhederne får en god oplevelse i deres møde med Skatteforvaltningen? Så er du måske vores nye kollega.
 
Til vores enhed Virksomheds- og afgiftskontrol 24 (VAK 24) søger vi erfarne sagsbehandlere til at arbejde med kontrol af virksomheders punktafgiftsafregninger samt den heraf afledte sagsbehandling.
 
Opgaverne er organiseret i landsdækkende projekter. Vi har en række forskellige punktafgiftsprojekter i Skatteforvaltningen. I projekterne er der forskellige fokusområder inden for punktafgiftsområdet, der dækker energi- og miljøafgifter og varebaserede afgifter. Vi arbejder i alle typer virksomheder fra de små enkeltmandsvirksomheder til de største selskaber. Det projekt som du kommer til at arbejde i, vil have fokus på energi- og miljøafgifter.    
 
I det enkelte projekt udvælges kontrolemner ud fra væsentlighed og risiko vurdering. Kontrollen foregår ude i virksomheden og sagsbehandles efterfølgende på kontoret.
 
Kontrolopgaver og sagsbehandling

Dine kommende arbejdsopgaver bliver kontrol og sagsbehandling inden for afgiftsområdet. Arbejdsformen bliver afvekslende med dage med kontrol i virksomheder og dage med arbejde bag skrivebordet på kontoret. Du kommer til at sikre at virksomhedernes punktafgifter opgøres og afregnes korrekt og sørger for at gældende love og regler på området bliver forstået og efterlevet.
 
Mange afgiftslove er baseret på direktiver, hvorfor opgaverne kan indeholde EU-retlige problemstillinger. Der er tale om spændende og udfordrende sager, som du kommer til at træffe afgørelse i. Der vil i sagsforløbet være en tæt dialog med virksomheder og deres rådgivere.  
 
Arbejdet vil foregå i tæt samarbejde med kollegaer tilknyttet samme projekt. Derudover vil der være samarbejde med andre dele af Skatteforvaltningen og andre myndigheder. Da kontrolarbejdet er organiseret i projektet, vil du over tid komme til at arbejde i forskellige projekter.
 
Din kompetencegivende baggrund Vi forudsætter, at du har en relevant uddannelse, eksempelvis cand. merc. aud., cand. merc. jur., afgiftsfaglig diplomuddannelse eller har tilegnet dig tilsvarende faglig og teoretisk viden gennem relevant erhvervserfaring. Du har høj faglighed og gerne kendskab til afgiftsretten. Endvidere er et godt kendskab til sagsbehandling, skatte- og momsret samt forvaltningsret en fordel.
 
For at få succes i jobbet er det vigtigt at:
 

  • Du er faglig funderet 
  • Du arbejder struktureret med dine opgaver  
  • Du tænker helhedsorienteret og kan overskue komplekse sammenhænge
  • Du træffer selvstændigt beslutninger på et gennemarbejdet grundlag
 
Du har lyst til at bidrage til og trives i et miljø, hvor gode samarbejdsevner samt vidensdeling vægtes højt. Med din positive indstilling skal du være med til at gøre en forskel og sikre, at vi kommer i mål med enhedens opgaver og altid har virksomhederne i fokus.
 
Din nye arbejdsplads
Enheden Virksomheds- og Afgiftskontrol 24 arbejder med kontrol og træffer afgørelse inden for området punktafgifter. Enheden er organisatorisk placeret i afdelingen Afgifter, der er en afdeling i den kommende Skattestyrelses fagområde Erhverv. I Erhverv arbejder vi målrettet for at mindske skattegabet mest muligt, så virksomheder betaler den rigtige skat – hverken mere eller mindre. Arbejdet sker ved hjælp af analyser, udvikling af metoder, og forskellige former for kontrol og vejledning.  
 
I Virksomheds- og Afgiftskontrol 24 arbejder vi både med energi- og miljøafgifter og varebaserede afgifter. De virksomheder, som vi arbejder med, varierer fra små enkeltmandsvirksomheder til de største selskaber i Danmark.  
 
Du vil indgå i et stærkt fagligt team af gode kollegaer med en humoristisk og uhøjtidelig omgangstone. Dagligdagen er præget af frihed under ansvar. Din hverdag vil være afvekslende og til tider med korte deadlines og med mange berøringsflader i og uden for Skatteforvaltningen.
 
Vi tilbyder dig en fleksibel hverdag, hvor du har stor mulighed for selv at planlægge dine opgaver og dine arbejdsdage.
 
Ansøgning og Kontakt
Send senest den 23. februar 2018 din ansøgning sammen med CV og eventuelt yderligere materiale via linket ”søg stillingen”.
 
Såfremt du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte chefkonsulent: Erik Hansen på tlf. nr. 72 38 12 48.
 
Samtaler vil finde sted umiddelbart efter fristens udløb. Forventet ansættelsesstart er: 01. Maj 2018.
 
Dit arbejdssted bliver indtil videre: Teglgårdsparken 19, 5500 Middelfart, arbejdsstedet flytter til Horsens i 2020.
 
Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst. Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner.
 
Der vil blive indhentet straffeattest i forbindelse med ansættelse.     
Om Skattestyrelsen    
Som led i regeringens plan ’Fra én til syv styrelser – skatteforvaltningen 2021’ vil SKAT fra den 1. juli 2018 blive erstattet af syv nye styrelser under Skatteministeriet, hvor Skattestyrelsen er den ene. De nye styrelser oprettes med ansvaret for hver sin kerneopgave inden for én juridisk myndighed under Skatteministeriet, så der sikres smidigt samarbejde på tværs af alle skatteforvaltningens opgaver. Koncernens vigtigste opgave er at sikre, at borgere og virksomheder nemt og korrekt betaler deres skatter, afgifter og gæld til det offentlige. Du kan læse mere herom på http://www.fra1til7.dk.
 
Skattestyrelsens kerneopgave vil være afregning, vejledning og kontrol af skatter og afgifter i den danske skatteforvaltning. Skatter og afgifter udgør langt størstedelen af indtægterne til det offentlige og er dermed et helt afgørende grundlag for finansieringen af velfærdssamfundet. Styrelsen vil blive ansvarlig for, at der implementeres arbejdsgange, processer og systemer, som giver en mere effektiv og korrekt betaling af skatter og afgifter, samt ansvarlig for at sikre at vejlednings- og kontrolarbejdet bliver tæt integreret.
 
Skatteministeriet opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.    


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her