Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Annoncen er udløbet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

LEDENDE LÆGESEKRETÆR TIL NEONATALAFDELINGEN PÅ RIGSHOSPITALET

Har du lyst og kompetencer til at lede, styrke og udvikle sekretærområdet i en spændende intensiv afdeling?

Vi søger en ledende lægesekretær til Neonatalafdelingen på Rigshospitalet pr. 1. juni 2021 eller efter aftale.

Om Neonatalafdelingen
Neonatalafdelingen er en af 8 afdelinger i Juliane Marie Centret, som er Rigshospitalets center for kvinder, børn, unge og forplantning. Juliane Marie Centret varetager højtspecialiseret behandling og er kendetegnet ved et stort fagligt engagement, forskning af høj kvalitet, fokus på at skabe de bedste præ- og postgraduate uddannelsesforløb inden for alle faggrupper og høj patienttilfredshed.

Neonatalafdelingen er Danmarks største og højest specialiserede neonatalafdeling (niveau IV) med integreret NICU- og PICU-funktion. Vi har omkring 1200-1300 indlæggelse om året, hvoraf cirka 10-15% er PICU børn. Vi er specialister i pleje og behandling af ekstremt for tidligt fødte børn, intensiv behandling af syge nyfødte samt præ- og postoperativ behandling af nyfødte børn med medfødte misdannelser. Vi har også landsfunktion for ECMO-behandling (extra corporeal membrane oxygenation) samt intensiv pleje og behandling af børn op til 2 år. Vi har et transporthold, som står til rådighed døgnet rundt, og som henter kritisk syge børn til Rigshospitalet fra landets øvrige hospitaler samt fra Færøerne og Grønland.

Afdelingen er - som en af de første neonatalafdelinger i Europa - NIDCAP certificeret (Newborn Individualized Developmental Care and Assessment Program), og vi arbejder på at blive nationalt NIDCAP-træningscenter som en del af vores strategi.

Vi arbejder tværfagligt ud fra familiecentrerede principper i et tæt partnerskab med forældre og familier. Forældrene indgår som en helt naturlig del i plejen og behandlingen af deres børn, ligesom vi også har en forældrerepræsentant i vores overordnede Ledelsesgruppe.

I 2025 flytter Neonatalafdelingen ind i ”BørneRiget”, som vil danne rammen om fremtidens børn, unge, gravide og deres familier på Rigshospitalet.

Vi er en stor afdeling med mere end 200 ansatte og med plads til i alt 33 indlagte børn og deres familier. Afdelingen er opdelt i 2 teams/sengeafsnit og har en velfungerende ambulatoriefunktion, hvor vi blandt andet tilbyder tidligt hjemmeophold til stabile, for tidligt fødte børn, som kan fuldføre et behandlingsforløb i eget hjem.

Vi er en fagligt meget engageret personalegruppe, der arbejder ud fra tværfaglige mål for pleje og behandling.

Vores lægesekretærgruppe består af 6 medarbejdere, hvoraf to lægesekretærer er tilknyttet hvert sit team, én lægesekretær har ansvar for vores ambulatorium, én sygeplejeledelsessekretær, som støtter afdelingssygeplejerskerne, en professorsekretær og en ledende lægesekretær. Sekretariatets opgaver spænder vidt - lige fra opgaver i Sundhedsplatformen, modtagelse af familier, organisering og koordinering samt en række spændende specialistopgaver. Sekretærerne er en højt skattet personalegruppe og fungerer som omdrejningspunkt for mange af afdelingens aktiviteter.

Som ledende lægesekretær vil du udover den faglige ledelse af sekretariatet fungere som sekretær/personlig assistent for afdelingsledelsen. Vi lægger stor vægt på det tværfaglige samarbejde i vores afdeling, hvilket gør det til et spændende og interessant sted at være.

Vi ønsker en ledende lægesekretær, der:

  • I forhold til sekretærerne:
    • er interesseret i at stå i spidsen for vores lille, men unikke gruppe af lægesekretærer
    • er indstillet på at opnå et indgående kendskab til lægesekretærernes daglige funktioner
    • er inspirerende, involverende og kan udvikle både den enkelte kollega og gruppen
    • arbejder for et godt tværfagligt arbejdsmiljø med fokus på feedback, psykologisk tryghed og fastholdelse
    • er i stand til at facilitere og fuldføre udviklingsprocesser, og inddrager og motiverer medarbejderne undervejs
  • I forhold til afdelingen og afdelingsledelsen:
    • har engagement og lyst til at skabe den bedste afdeling for syge nyfødte og små børn, deres familier og personale
    • er god til at øjne nye muligheder og ser innovation og forandringsledelse som en naturlig del af faglig udvikling og drift
    • er initiativrig i ledelsessamarbejdet med de øvrige ledere, både i og uden for afdelingen
  • I forhold til sin ledelsesstil:
    • er inkluderende og synlig i sin ledelsesstil og dygtig til at sætte retning
    • har en nysgerrig, empatisk og anerkendende tilgang i sin ledelsesstil
    • er god til at samarbejde, både internt og eksternt
    • er handlekraftig og beslutningsdygtig
    • er motiverende og engagerende overfor medarbejdere, lederkolleger og afdelingsledelse
Af faglige kvalifikationer forventer vi, at du er uddannet lægesekretær og har stor erfaring med sygehusvæsenet. Vi foretrækker, at du har erfaring med personaleledelse, og vi ser gerne, at du har en relevant lederuddannelse, er meget fortrolig med Sundhedsplatformen, Office-pakken samt har flair og interesse for IT.

Vi tilbyder
En lederstilling i en velfungerende afdeling og med et spændende speciale, hvor der er et stort fagligt engagement hos alle medarbejdere om at gøre en forskel for de familier, der har behov for afdelingens ekspertise. Vi arbejder målrettet og engageret frem mod ”BørneRiget”, og du vil få en central rolle på vejen dertil.

Vi tilbyder en alsidig og udfordrende stilling, som du vil få rig mulighed for at præge. Et godt arbejdsmiljø - både i sekretærgruppen og i afdelingen som helhed.

Har du spørgsmål til stillingen?
Så er du velkommen til at kontakte:

  • Ledende overlæge Morten Breindahl, tlf.: (+45) 35458703, mail: morten.breindahl@regionh.dk
  • Ledende oversygeplejerske Sanne Allermann Beck,
    tlf.: (+45) 35450931, mail: sanne.allermann.Beck@regionh.dk
Yderligere information kan fås via følgende links: Neonatalafdelingen, Rigshospitalet samt BørneRiget

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn forhandles efter gældende overenskomst.

Ansøgningen skal være os i hænde senest mandag d. 12. april 2021 kl. 12.
Ansættelsessamtaler forventes at finde sted d. 14. april 2021.
Ansøgning og CV sendes online via linket her på siden.

Stillinger i Juliane Marie Centret er omfattet af bekendtgørelse om indhentelse af børneattest. Det er derfor en forudsætning for ansættelse, at du har blank børneattest. Centret indhenter børneattesten hos Rigspolitiet, efter samtykke fra ansøger.

Rigshospitalet er en røgfri arbejdsplads.

Rigshospitalet er en del af Region Hovedstaden.


Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.