Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Leder af Hjemmeplejen team Rønne Syd

Har du lyst til en lederstilling, hvor du i høj grad bidrager til udvikling af Hjemmeplejen på Bornholm?

Team Rønne Syd søger en leder pr. 1. april 2018 eller snarest derefter.

Som leder i Hjemmeplejen vil du opleve spændende og udfordrende opgaver, og du vil møde kollegaer og medarbejdere med fokus på faglighed, kvalitet og samarbejde i et udviklende miljø.

Vi ønsker, at der er en konstant dialog mellem medarbejder og borger om ønsker, forventninger og motivation til tilrettelæggelse og udførelse af hjælpen. Hjemmeplejen arbejder med et rehabiliterende sigte og med udgangspunkt i den ældrepolitik, der er vedtaget i Bornholms Regionskommune.

Hjemmeplejen er en af flere leverandører af hjælp i hjemmet efter Servicelovens § 83, personlig pleje og praktisk hjælp mv. Hjemmeplejen yder også sundhedsfaglige indsatser i hjemmet i samarbejde med Sygeplejen.

Hjemmeplejen er en del af Center for Ældre. Centrets formål er at udvikle ældreplejen og arbejde for et helhedssyn på kommunens ældre ved at fokusere på den enkelte borgers styrker og ressourcer, og altid ved medinddragelse af den enkelte ældre.

På Bornholm tror vi på, at alle ønsker et liv, hvor man er i stand i til at klare sig selv så lang tid som muligt. I Hjemmeplejen har vi fokus på at medvirke til at vedligeholde og genoprette den enkelte borgers færdigheder, men også på at alle har ret til et værdigt liv uanset behovet for hjælp.

Med respekt for, at mennesker er eksperter i egne liv, ydes individuel omsorg og pleje i samarbejde med den enkelte. Det betyder et stærkt fokus på den enkeltes livskvalitet og værdighed.

Kan du se dig selv i det og samtidig tilbyde det, vi leder efter - så er det måske dig, der er vores nye leder kollega.

Vi søger en leder som:

  • har en stærk sundhedsfaglig profil og vil arbejde med at skabe et højt fagligt niveau
  • har ledelseserfaring, diplomuddannelse i ledelse, eller ønsket om at erhverve den
  • har viden om og erfaring med at arbejde målrettet sammen med borgeren om tilrettelæggelse og udførelse af hjælpen
  • besidder vilje til at deltage aktivt og sammen med medarbejderne, i bestræbelserne på at leve op til teamets formål og Bornholms Regionskommunes ældrepolitik
  • formår at vejlede og udvikle medarbejderne på en anerkendende måde - med udgangspunkt i opgaven omkring den enkelte borger
  • har gode kommunikative færdigheder - som både kan være coachende, lyttende og handlekraftige
  • har lyst til at udvikle sparringsfællesskabet i teamet.
  • besidder vilje til at sikre driften under de økonomiske forudsætninger, der er til stede
  • vil deltage aktivt i at udvikle et sparringsfællesskab med Hjemmeplejens øvrige ledere og andre samarbejdspartnere i både Center Ældre og i øvrige centre i Bornholms Regionskommune.
Hjemmeplejen har 7 lokaliteter fordelt på hele øen. Team Rønne Syd er et team, der geografisk både dækker halvdelen af Rønne by og landområder omkring Rønne.

Teamet har medarbejdere med forskellig faglig baggrund og der er et tæt samarbejde med sygeplejersker og terapeuter, hvor det er nødvendigt.

Team Rønne Syd er en del af Center for Ældre.

Center for Ældre rummer, ud over Hjemmeplejen også Bornholms Regionskommunes Rehabiliteringsteam, Plejecentre og myndigheds- og tilsynsfunktionen på ældreområdet.

Løn- og ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst og efter principperne i lokal løndannelse. Der vil blive indhentet børneattest og straffeattest ved ansættelse. Som leder er du ansat uden højeste tjenestetid.

Praktisk information

Send din ansøgning og CV samt  dokumentation for uddannelse, via vores rekrutteringsserver, sådan at vi har modtaget den senest den 19. februar 2018. 

Ansættelsessamtaler vil foregå den 21.-.22. februar 2018.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte hjemmeplejeleder Annette Larsen på telefon 30181175.   

Center for Ældre

Center for Ældre er i den danske superliga inden for sit område. Vores fokus på altid at have den ældre i centrum, og vores villighed til at tænke utraditionelt og innovativt, fører ofte til løsninger, der ikke før er set i Danmark. For eksempel er vi i fuld gang med at implementere vores nye koncept med borgernær dokumentation, hvor vores medarbejdere er udstyret med hver deres pc, og med den kan indtaste dokumentation sammen med borgeren. Vi er så vidt vides den eneste kommune i landet med dette meget succesfulde tiltag, lige som vi også er blandt de første til at indføre beboermøder. Det er betegnende for vores ønske om altid at være langt fremme, at vi tit byder ind som pilotkommune, så vi kan være blandt de første til at implementere nye, perspektivrige løsninger.

Som medarbejder i Center for Ældre bliver det også dit personlige ansvar, at vores visioner og værdier hver dag føres ud i livet. Du skal være med til at sørge for, at borgerne kan leve længst muligt i deres eget liv. Det gør du ved at fokusere på den enkelte borgers styrker og ressourcer, og ved altid at inddrage den ældre. Du har lyst til at være med til at skabe en aktiv kultur, hvor borgerne kan deltage aktivt i de daglige gøremål, og hvor vi arbejder rehabiliterende med udgangspunkt i borgernes mål. Samtidig er du med til at skabe positive relationer, både til borgerne og de pårørende, og borgerne imellem.

Bornholms Regionskommune

Bornholms Regionskommune er en stor organisation med ca. 3.500 medarbejdere, og samtidig en unik kommunal arbejdsplads: Vi udgør en region for sig og arbejder med strategier og projekter, som danske kommuner normalt ikke kan. Vi har ansvar for områder som turisme og erhvervsudvikling, og står selv for internationale samarbejder og EU-programmer. Som den eneste kommune i landet har Bornholm sit eget Vækstforum og egen regional udviklingsplan, og vi har visionære planer for øens fremtid. Ikke mindst drømmen om at skabe et CO2-neutralt samfund baseret på bæredygtig og vedvarende energi.

På http://www.brk.dk kan du læse mere om Bornholms Regionskommune.

På http://www.brk.dk/taetsammen kan du læse om projekt Tæt sammen, hvor vi sætter fokus på kultur, fælles identitet og samarbejde, ved at beskrive de mange former for samarbejde i 12 fortællinger om regionskommunen.

Drømmer du om at bo og arbejde på Bornholm?

Målt på naturscenerier og kulturarv er Bornholm Danmarks rigeste kommune. Beregnet i minutter eller kilometer er vi ganske tæt på hovedstaden, men opgjort i sol, klipper og sandstrande - eller i tryghed, nærvær og livskvalitet - er vi en helt anden verden. Vi ved, at potentielle tilflyttere har brug for information, råd og vejledning, og derfor er du velkommen til at kontakte vores tilflytterkonsulent, Rune Holm. Han kan bl.a. fortælle, hvordan han kan hjælpe med at skaffe et job til din ægtefælle.

Kontakt Bornholms tilflytterkonsulent Rune Holm, 31 21 88 80, rh@bornholm.biz, Læs mere på http://www.flyttilbornholm.dk/


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her