Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Annoncen er udløbet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Leder til Gældsstyrelsen i Ringkøbing

I Gældsstyrelsen er vi ambitiøse. Vi har derfor brug for endnu en leder, der sætter barren højt for at levere resultater i driften og som motiveres af at udvikle og drive en enhed med arbejdsomme, specialiserede og dygtige medarbejdere. Vi har et rigt fokus på udvikling af ledelsesgerningen, og ønsker derfor en leder med en personlig integritet, der på en motiverende og overbevisende måde kan sætte retning for styrelsens medarbejdere og skabe resultater.

Der er tale om en udfordrende lederstilling, hvor du sammen med dine lederkolleger er med til at sikre, at vi lykkes med og bidrager til udviklingen af Gældsstyrelsen til gavn for kerneopgaven.

Sammen om en vigtig opgave

I Gældsstyrelsen hjælper vi danskerne med deres gæld, både dem med penge til gode, og dem som har gæld til det offentlige. Alle skal bidrage til fællesskabet, og hvis nogen har udfordringer, så står vi klar med hjælp og vejledning. Vi bestræber os altid på at kombinere den højeste faglighed med den største forståelse for menneskers omstændigheder. Vi løfter en vigtig samfundsopgave, der handler om at inddrive mest mulig gæld til fællesskabet.

Rollemodel – der kan skabe motivation og resultater til gavn for samfundet

Som leder i Driftscenter Ringkøbing er det vigtigt at have fokus på den dybe faglighed i opgaverne og den høje kvalitet i løsningen heraf. Du formår løbende at tilegne dig ny viden i sparringen med dine 20-25 medarbejdere i enheden, så du hele tiden kan holde dig skarp på både de faglige udfordringer, de står overfor samt deres personlige udvikling.

Du har en god forståelse for driftsstyring, og du har det daglige ansvar for personale, økonomi og udvikling samt planlægning, prioritering og styring. Du formår at understøtte de strategiske indsatser og målfastsættelsen inden for eget område, og du tager ansvar for at skabe sammenhæng mellem Gældsstyrelsens strategier og produktionsmål.

Du omsætter strategier, politikker og mål til håndgribelige pejlemærker, som medarbejderne kan arbejde målrettet efter. Du følger op på mål inden for eksempelvis produktionsresultater og performance samtidig med, at du bidrager til trivsel og højt engagement blandt medarbejderne. Det forventes derfor, at du kan sparre med medarbejderne om såvel faglige som personalemæssige spørgsmål.

Du refererer til underdirektøren for driftscentret, som du forventes at bistå i det daglige arbejde inden for dit område. Du er samtidig med til at sikre, at Gældsstyrelsen i enhver sammenhæng optræder professionelt og korrekt. Du bidrager til udvikling af driftscenteret og styrelsen i øvrigt, og du hjælper til med at afstemme retning og fokus. Dine lederkolleger ønsker sig en som vil være med til at opbygge, udvikle og drive en arbejdsplads, der er båret af faglighed, ansvarlighed, samarbejde og udsyn i et stærkt kollegialt sammenhold.

Stærk lederprofil med fokus på drifts- og produktionsstyring

Du har en relevant uddannelse med en stærk lederprofil samt lysten til at sætte dig ind i den faglighed, som vi arbejder med indenfor gældsinddrivelse. Det er en fordel, men ikke et krav, at du har kendskab til reglerne om offentlig forvaltning og gerne anden relevant viden om bl.a. inddrivelse, inddrivelseslovgivningen, skattelovgivningen mv.

Vi er ambitiøse, og det samme er du i forhold til din ledelse, hvor du motiveres af en god balance mellem produktionsstyring, drifts- og procesoptimeringer. Du har præferencer for at skabe overblik og har samtidig styr på detaljerne og sætter en ære i at skabe fremdrift i enheden og dit ledelsesteam.

Vi ser gerne, at du har erfaring som leder, og at denne erfaring kan være opnået i en større (politisk) organisation. Det er vigtigt, at du har det gå-på-mod og den gejst, som kræves, når man arbejder med et udfordrende område som inddrivelse af gæld fra borgere og virksomheder. Du har en afklaret og udviklende tilgang til lederrollen, så du kan være leder med nærvær, tydelighed og personligt overskud. Du er udadvendt og har gennemslagskraft i din ledelsesstil og samtidig en god kommunikator med lyst til samarbejde.

Det er vigtigt for os, at vi løbende har gode forventningsafstemninger i forhold opgaver, adfærd og udvikling generelt, hvorfor vi i Gældsstyrelsen har stort fokus på medarbejdernes og ledernes performance og trivsel. Derfor har vi fastlagte 1:1 møder mellem ledere og medarbejderne og underdirektør og ledere samt løbende trivselsmålinger som et led i vores store fokus på den kultur, vi ønsker at fremme.

Vi ønsker derfor en leder, der kan tjekke ind i en kultur, samt via sin ledelse kan understøtte denne, der er præget af at være løsningsorienteret, hvor vi dyrker samarbejdsrelationer, der både rummer individets beslutningskraft og styrker fællesskabet og forretningen samt udfordrer hinanden opgavemæssigt på en måde, der fremmer den enkeltes mulighed for at vokse menneskeligt.

Vi vil være en attraktiv og professionel arbejdsplads – for både medarbejdere og ledere.

Ansøgning, kontakt og løn

Har du fået lyst til nye udfordringer, så ser vi frem til at modtage din ansøgning og CV sammen med relevante eksamenspapirer og eventuelt yderligere materiale senest den 28. februar 2021. Vi forventer at afholde samtaler i uge 9-11. Der vil i rekrutteringsforløbet indgå en personprofilanalyse og evt. en logisk test.

Har du spørgsmål vedrørende:

  • Opgaver, organisationen mv. er du velkommen til at kontakte underdirektør Inge Maria Frydendahl Kruse på 72376666.
  • Rekrutteringsprocessen, løn mv. er du velkommen til at kontakte rekrutteringspartner Allan Hermansen på 72389814

Stillingen forventes besat varigt i lønramme 36 med mulighed for tillæg. Stillingen forventes som udgangspunkt besat på overenskomstvilkår. Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende funktioner.

Ansættelsen sker på baggrund af relevant uddannelsesmæssig baggrund og er betinget af, at du har en tilfredsstillende straffeattest samt tilfredsstillende referencer.

Der vil blive foretaget et restancetjek for så vidt angår restancer til det offentlige.

Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet vil indtil videre være Ribovej 5 i Ringkøbing. Ansættelse hurtigst muligt, dog senest den 1. maj 2021.

Hvis ikke du bor i Ringkøbing-Skjern Kommune og gerne vil vide mere om f.eks. skoler, lokalmiljø, boligmuligheder mv. kan du kan læse mere om området på www.flytmodvest.dk

Gældsstyrelsen – din nye arbejdsplads

’Vi hjælper borgere og virksomheder med at betale deres gæld til det offentlige’

Gældsstyrelsens mål er, at så mange som muligt betaler deres gæld. Vi samarbejder med de offentlige kreditorer om at forebygge, at ny gæld opstår. Vi arbejder med klare præstationsmål og transparens. Det gør vi, fordi vi er drevet af at inddrive mest mulig gæld til det offentlige. Vi lykkes med vores opgave, fordi Gældsstyrelsens ledere og medarbejdere har en høj grad af faglig dedikation og stor viden på deres område.

Vi søger løbende nye kolleger, som deler vores ambition om at sikre fundamentet for finansiering af den offentlige sektor.

Læs mere om Gældsstyrelsen på www.gaeldst.dk

Skatteministeriets koncern opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.


ellerDownload

Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.