Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Leder til nyt sengeafsnit, Psykiatrien Syd, Vordingborg




Stillingen som leder til Særlige Pladser i Psykiatrien Syd Vordingborg genopslås.

Vi søger en leder til tiltrædelse snarest muligt. Psykiatrien Syd består af en afdelingsledelse, tre sengeafsnit, en akutmodtagelse samt en række ambulante tilbud i form af distriktspsykiatrier og psykiatriske klinikker. Der er ca. 368 ansatte i Psykiatrien Syd.

Region Sjælland etablerer primo 2018 et særligt afsnit med 23 pladser i Psykiatrien Syd. Afsnittet forventes at få en normering på 40 til 50 medarbejdere. Formålet med etablering af de særlige pladser er, at tilbyde en intensiv- og helhedsorienteret behandlings- og rehabiliterings-indsats. Indsatsen skal stabilisere patientens helbred og forbedre patientens evne til at mestre hverdagen, herunder ved psykiatrisk behandling og frivillig misbrugsbehandling og ved socialfaglige indsatser, beskæftigelse og aktiviteter. Opholdet sker på baggrund af en visitation, er frivilligt og forventes at kunne have en varighed på op til 18 måneder.

I forhold til visitation til de 23 særlige pladser gælder, at kommunalbestyrelsen i patientens handlekommune, træffer afgørelse om visitation af patienten til ophold på en af de særlige pladser. Vores nye leder vil være repræsenteret i et tværfagligt- og sektorielt visitationsforum sammen med repræsentanter fra behandlingspsykiatrien, kommunalt regi og evt. en tilsynsførende fra Kriminalforsorgen.

Pladserne etableres i eksisterende bygninger i Vordingborg, hvor der ombygges og udvides til formålet. De 23 pladser åbnes forskudt, hvor de første syv pladser forventes at være klar 01.06.18. De resterende 16 pladser forventes at kunne tages i brug i efteråret 2018.

Dit hovedansvar bliver

  • Personaleledelse
  • Driftsansvar i samarbejde med afsnittets overlæge
  • At deltage i tværgående samarbejder, regionalt og kommunalt
  • At skabe gode rammer for personalet og have fokus på personlig og faglig udvikling
  • At indgå i det regionale visitationsforum

  • Den ideelle kandidat

    Vi har ikke lagt os fast på, hvilken faglig profil vores kommende leder skal have, men det vil være fordel, hvis du har erfaring fra både behandlingspsykiatrien og socialpsykiatrien samt
  • Erfaring/kendskab til arbejdet med misbrug
  • Administrativ erfaring
  • Ledelseserfaring
  • En relevant lederuddannelse eller ønsket om at deltage i lederuddannelse
  • Personlig gennemslagskraft
  • Erfaring med strategi, mål, retningslinjer og kvalitetsstandarder
  • Udviklingsorienteret og innovativ i sin tilgang
  • Gode samarbejdsevner og evner til at opbygge og vedligeholde relationer

  • Stillingen vi tilbyder

    Vores kommende leder får en ny og spændende opgave med at rekruttere kompetente medarbejdere til afsnittet. Da tilbuddet er nyt, vil der være en unik mulighed for at præge rammerne og spille en aktiv rolle i udformningen af de særlige pladser, ligesom du vil få en central rolle i driften og den videre udvikling af afsnittet. Der tilbydes stor fleksibilitet og mulighed for faglig og personlig udvikling i jobbet. Du vil få tilknyttet en mentor og mulighed for ledelsessupervision.

    Der er endnu ikke taget stilling til, om ledelsen af afsnittet eventuelt skal bestå af to personer i lighed med Psykiatriens øvrige afsnit. Den endelige ledelsesstruktur besluttes, når rekrutteringen til denne stilling er afsluttet.

    Busordning til Vordingborg

    Psykiatrien har en busordning, der kører på hverdage mellem København og Vordingborg. Ordningen er etableret i forsøget på at rekruttere speciallæger fra København, men kan benyttes af andre faggrupper, så længe der er plads i bussen.

    Løn- og ansættelsesvilkår

    Løn efter gældende overenskomst og eventuel relevant forhåndsaftale med mulighed for forhandling af individuelle tillæg. Mulighed for fleksibel arbejdstilrettelæggelse kan drøftes.

    Ansøgning fremsendes elektronisk via stillingsopslaget.

    Vil du vide mere?

    Stillings- og funktionsbeskrivelse samt yderligere oplysninger fås ved henvendelse til ledende overlæge Dorthe Goldschmidt, 58 53 70 04 eller ledende oversygeplejerske Mia Hesselberg, 58 53 70 05.

    Ansøgningsfrist 12.02.2018

    Samtaler 16.02.2018 kl.11-13 i Vordingborg

    Om Psykiatrien
    Psykiatrien Region Sjælland er en behandlingspsykiatri, der består af en række sengeafsnit og ambulante enheder rundt omkring i regionen. Vi varetager den psykiatriske forsknings-, uddannelses- og akutforpligtelse i Region Sjælland. Vi udvikler og formidler løbende en bred vifte af psykiatriske tilbud til regionens borgere.

    Med ibrugtagning af det nye psykiatrisygehus i Slagelse i 2015 har Psykiatrien samlet sengeafsnit og specialiserede funktioner tre steder: Slagelse, Roskilde og Vordingborg. De ambulante enheder er placeret i de større byer i regionen.

    Psykiatrisygehuset i Slagelse er et af Europas største og mest moderne sygehuse. I byggeriet er inddraget banebrydende elementer indenfor arkitektur, brugen af lys samt kunst og natur, der også har behandlingsmæssig betydning.


    Ikke det rigtige job?

    Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



    Opret jobagent her