Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Leder til Ortopædkirurgisk Afdeling, Nykøbing F. Sygehus

Ønsker du at bedrive ledelse med fokus på lægefaglighed, organisationsudvikling og patientorientering? Og vil du via din ledelse gøre en forskel for sygehuset, patienterne og personalet på Ortopædkirurgisk Afdeling på Nykøbing Falster Sygehus?

Vi søger en faglig stærk, drifts- og samarbejdsorienteret leder, der har lyst til og mod på at arbejde med at styrke Nykøbing Falster Sygehus’ profil som et stærkt lokalt sygehus. Du får fornøjelsen af i fællesskab med de andre afdelingsledelser at arbejde fokuseret på gode forløb og sammenhængende overgange for både akutte og elektive patienter.

Nykøbing F. Sygehus

Nykøbing F. Sygehus betjener ca. 150.000 borgere fra Lolland, Falster og det sydlige Sjælland. Sygehuset har 268 normerede heldøgnssenge inkl. 9 intensivsenge og ca. 1.300 medarbejdere, som hver dag gør deres bedste for patienterne. Nykøbing F. Sygehus har omkring 27.000 indlæggelser, hvoraf godt 85% er akutte forløb. Herudover har sygehuset ca. 78.000 ambulante besøg om året.

Ortopædkirurgisk Afdeling modtager alle akutte ortopædiske patienter fra den sydlige del af Sjælland samt Lolland Falster og aktiviteten dækker bl.a. 20.000 skader, 2.900 indlæggelser og 2 sengeafsnit. Vi er ca. 103 ansatte på hele afdelingen. Derudover har vi en stærk uddannelsesprofil og præmieret herfor. Det er vores klare ambition at fastholde og styrke uddannelsesindsatsen.

Vores vision er at vores patienter altid oplever sikker og professionel behandling. Du bliver derfor en del af vores strategiske arbejde med at styrke kerneydelsen, bl.a. ved at styrke fagligheden gennem kompetenceudvikling inden for diagnosticering, behandling og pleje. Du får endvidere mulighed for at være en aktiv del i inddragelse af patienterne som partnere i egen behandling.

Om dig

Du har ledelseserfaring fra sygehusverdenen, er ambitiøs på egne og organisationens vegne og kender til at lede en gruppe af stærke fagprofessionelle. Det optimale er en lægefaglig baggrund, men en anden akademisk baggrund er relevant, hvis du kan demonstrere ledelsestyngde, resultater og erfaring fra kvalitetsarbejde, fagorganisatorisk arbejde eller organisationsudvikling i sygehusvæsenet.

Du er fagligt ambitiøs, kvalitetsbevidst og kan udvikle Ortopædkirurgisk Afdeling så det opleves som en kvalitetsorienteret og anerkendt afdeling. Du er lyttende, anerkendende og evner at fastholde og tiltrække kvalificerede medarbejdere. Din opgave bliver at skabe en arbejdskultur, hvor afdelingen fremstår som et attraktivt sted at være ansat.

Du bidrager i tæt samarbejde med den ledende oversygeplejerske til et konstruktivt tværfagligt samarbejde mellem afdelingerne på Nykøbing F. Sygehus, særligt med Akutafdelingen og er generelt motiveret af at skabe løsninger på tværs af personalegrupper, afsnit og afdelinger.

Tiltrædelse er snarest muligt efter aftale. Løn og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst.

Du er velkommen til at kontakte Partner Eva Zeuthen Bentsen, Zeuthen Storm på tlf. 20 86 03 25 eller Lægefaglig direktør Thomas Houe på tlf. 93 57 67 18 for en fortrolig drøftelse.

Ansøgningsfristen er 26. april 2020.

Om Nykøbing F. Sygehus – Sammen skaber vi et stærkt akutsygehus
Fundamentet for Nykøbing F. Sygehus er de tre grundlæggende værdier: Pas på patienten, pas på økonomien og pas på hinanden. Det kommer til udtryk gennem en høj grad af patient – og medarbejderinddragelse. Vores sygehus er kendetegnet ved at gå forrest, når det gælder udvikling af nye organisations – og samarbejdsformer med fokus på spydspidsfunktioner især inden for multisyge og tværsektorielle indsatser. 

Vi er en attraktiv arbejdsplads, der vægter efteruddannelse og faglighed højt, ligesom forskning er en prioriteret del af det tværfaglige samarbejde. Placeret med udsigt over naturskønne Guldborgsund er Nykøbing F. Sygehus det sundhedsfaglige omdrejningspunkt for Lolland, Falster, Møn og Sydsjælland, både som uddannelsessted, arbejdsplads og som akutsygehus med højeste faglighed og service. Læs mere om Nykøbing F. Sygehus her.


Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.