Leder til specialiseret enhed i den kommende Gældsstyrelse søges

Har du pionerånd, og er du ambitiøs? Kan du opbygge, udvikle og drive en kultur, der er båret af ansvarlighed, professionalisme og et stærkt kollegialt sammenhold? Så bliv leder for en højt specialiseret enhed, der arbejder med international inddrivelse i Tønder!

Gæld i SKAT – den kommende Gældsstyrelse - har ansvaret for at inddrive al gæld til det offentlige. Det er en opgave, der har stor betydning for samfundet, hvor du sammen med din enhed bidrager til at opretholde den danske velfærdsmodel og retssikkerheden for dem, som skylder penge. Borgere og virksomheder skal have en vished om, at sagsbehandlingen sker korrekt og professionelt. Det er også en opgave, der kræver empati og forståelse for de skyldnere, som ofte står i en svær økonomisk situation.

Rollemodel – der kan skabe motivation og resultater til gavn for samfundet
Du vil få ansvaret for at varetage Gældsstyrelsens interesser i sager om international inddrivelse i forhold til indgåede bistandsaftaler på inddrivelsesområdet, f.eks. vedrørende underholdsbidrag, skat, moms og afgifter.

Som leder er du via daglig driftsstyring helt tæt på produktionen i din enhed, og du sikrer således, i et tæt samspil med dine 20-25 medarbejdere, en effektiv og professionel sagsbehandling. Med nærhed og kvalitet skal du derudover bidrage til at styrke inddrivelsesområdets høje ledelsesstandard, hvor empati og din evne til at være serviceminded går hånd i hånd med ordentlighed og effektivitet.

Enheden har ansvaret for at sende bistandsanmodninger om inddrivelse til udlandet samt at modtage bistandsanmodninger fra udlandet. Enheden varetager endvidere beløbsplacering i SAP 38 af indgåede beløb fra udlandet.

Du har det daglige ansvar for personale, økonomi og udvikling samt planlægning, prioritering og styring. Du formår at understøtte den strategiske udvikling og målfastsættelsen inden for eget område, og du tager ansvar for at skabe sammenhæng mellem overordnede strategier og produktionsmål.

Strategier, politikker og mål omsætter du til håndgribelige pejlemærker, som medarbejderne kan arbejde målrettet efter. Du følger op på mål inden for eksempelvis produktionsresultater, performance og trivsel samtidig med, at du bidrager til et højt engagement blandt medarbejderne. Det forventes derfor også, at du kan sparre med medarbejderne om såvel faglige som personaleledelsesmæssige spørgsmål.

Du refererer til en underdirektør, som du forventes at bistå i den daglige kontakt til erhvervslivet og borgerne i forhold til sager inden for egen enhed. Derved sikrer du, at Gæld i SKAT i enhver sammenhæng optræder professionelt og korrekt. Du guider din underdirektør til at håndtere problemer, inden de opstår, og du sørger for, at I hele tiden afstemmer retning og fokus. Samtidig ønsker dine lederkolleger sig en medspiller med stort ”M”, som tænker ”vi” i stedet for ”jeg”.

Faglig stærk leder til enhed med kompleks opgaveportefølje
Du har en relevant uddannelse med en stærk lederprofil samt lysten til at arbejde med et så specialiseret og komplekst område som international inddrivelse. Vi lægger vægt på, at du har et solidt kendskab til international inddrivelse, inddrivelsesloven samt reglerne om offentlig forvaltning.

Vi ser gerne, at du har erfaring som leder, og at denne erfaring kan være opnået i en større organisation. Det er vigtigt, at du har det gå-på-mod og den gejst, som kræves, når man arbejder med et så udfordrende område som inddrivelse af gæld fra borgere og virksomheder.

Se mere her om vores ledelsesprincipper.

Ansøgning, kontakt og løn
Vi ser frem til at modtage din ansøgning og dit CV, eksamenspapirer og andre relevante dokumenter via linket senest den 29. april 2018.

Har du spørgsmål vedrørende stillingerne og jobindhold, er du velkommen til at kontakte underdirektør Ulrik Pedersen på 7238 8444. Vedrørende HR-relaterede spørgsmål er du velkommen til at kontakte rekrutteringspartner på 7237 1547.

Vi forventer at afholde 1. samtalerunde den 9. maj og 2. samtalerunde den 17. maj 2018. Der kan i rekrutteringsforløbet indgå en personprofilanalyse og en logisk test.

Ansættelse er betinget af, at du har en tilfredsstillende straffeattest. Der vil blive foretaget et restancetjek for så vidt angår restancer til det offentlige.

Stillingerne forventes besat varigt i lønramme 36 med mulighed for tillæg. Stillingerne forventes som udgangspunkt besat på overenskomstvilkår. Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner.

Arbejdsstedet vil indtil videre være Pionér Allé 1, 6270 Tønder. Forventet starttidspunkt er den 1. juli 2018 eller snarest derefter.

Vi glæder os til at tage dig med ombord på vores rejse!

Gældsstyrelsen – din nye arbejdsplads
Som led i regeringens plan ’Fra én til syv styrelser – skatteforvaltningen 2021’ vil SKAT fra den 1. juli 2018 blive erstattet af syv nye styrelser. De nye styrelser oprettes med ansvaret for hver sin kerneopgave inden for én juridisk myndighed under Skatteministeriet, så der sikres smidigt samarbejde på tværs af alle skatteforvaltningens opgaver.

Gældsstyrelsens kerneopgave bliver at hjælpe borgere og virksomheder med at betale deres gæld til det offentlige. Styrelsen forventes bemandet med ca. 1.500 medarbejdere og får kontorer i Middelfart, Thisted, Grenaa, Ringkøbing, Randers, Tønder og Roskilde. Læs mere om Gældsstyrelsen på http://www.fra1til7.dk.

Vi opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.


Du har ikke vedlagt dokumenter til din ansøgning. Klik på 'OK' knappen nedenfor for at sende din ansøgning alligevel, eller klik på knappen "Annuller" og vedhæft dokumenter, før du sender din ansøgning igen.

Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her

Andre job der matcher din søgning

Director Contract Logistics Commercial

VELUX A/S

Kolding
At the VELUX Group, we give you the chance to grow. To shape your own career. To work in an international environment. To be part of a company that leads the market in sustainable indoor living. We offer you a world of opportunities if you have the ...
Indrykket:17. april 2018
Udløbsdato:12. juni 2018