Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Leder til supportteam i Statens Administration

Vi søger en leder for en ny supportfunktion hos Statens Administration i Hjørring – er det dig? 
 
Statens Administration søger en driftssikker og udviklingsorienteret teamleder, der har solid erfaring med at drive et supportteam. Du skal være en stærk partner for såvel interne som eksterne kunder i Statens Administration.
 



Om stillingen
Som vores nye teamleder er du med til at etablere en ny supportfunktion, der får ansvaret for både intern support til kollegaer og ekstern support til kunderne på en række af de fællesstatslige administrative systemer på løn- og regnskabsområdet.  
 
Du bliver personaleleder for et nyt team, hvor indhold og koncept er under udarbejdelse. Teamet hører under kontoret Kunder og Kvalitet.
 
Som teamleder i Kunder og Kvalitet refererer du til kontorchefen og udgør sammen med to andre teamledere og kontorchefen ledelsesgruppen for kontoret. Herudover kommer du til at indgå i ledelsesgruppen for Statens Administration, hvor vi lægger vægt på, at du kommer til at indgå i opbygningen og udviklingen af en kundeorienteret og effektiv virksomhed.  
 
Din erfaring skal bidrage til det helt rigtige design af organisering og opgavehåndtering i teamet. Du får personaleansvar for 18-20 medarbejdere i teamet, og du skal bistå med rekruttering og sikre en effektiv oplæring af dine medarbejdere. Målsætningen er at få sammensat et team med en bred vifte af erfaringer fra både den private og den offentlige sektor. Du får stor indflydelse på at skabe rammerne for teamets fremtidige organisering og leverancer.  
 
Hvad kan du? 
Som teamleder for supportteamet skal du have solid erfaring med at drive en supportfunktion samt dokumenteret ledelseserfaring. Du kan enten have erfaring fra en større virksomhed eller fra en IT-virksomhed, hvor ledelse af en supportfunktion har været en central del af dine opgaver.   
 
Du drives af at skabe værdi og har gennem erfaring fra en række effektiviseringsprojekter skabt gode resultater. Du har samtidig evnen og lysten til at skabe motivation, arbejdsglæde og engagement. 
 
Du skal gå forrest, og du skal sammen med dine medarbejdere bidrage til at skabe en god fælles kultur i den nye organisation, hvor samarbejde, effektivitet, sikker drift, kvalitet og forbedringer er i fokus. 
 
Du har løbende fokus på at skabe gode relationer internt i dit team og i din ledelsesgruppe samt til kunder og eksterne samarbejdspartnere. Du har gennemslagskraft og gode formidlingsevner både mundtligt og skriftligt. Vi forventer, at vores ledere er teamplayere, ledelsesmæssigt ambitiøse og indgår i den fælles indsats, der sikrer vores samlede målopfyldelse.  
 
Vi står foran at ibrugtage et nyt supportsystem, som skal indgå i vores design af den fremtidige systemanvendelse til supportopgaven. Du vil derfor også skulle bistå med systemanskaffelse og implementering af nyt supportsystem. Erfaringer med supportsystemer og  IT-understøttelse af administrative processer vil derfor være en fordel.  
 
Vi forestiller os, at du har en relevant videregående uddannelse fx cand. oecon., cand. scient adm., ingeniør eller lign. uddannelse.
 
Og hvem er vi?  
Statens Administration er en styrelse i Finansministeriet. I Kunder og Kvalitet er vi cirka 40 medarbejdere, der har ansvaret for den tværgående driftsunderstøttelse af Statens Administration. Kontoret består pt. af et controllerteam og et team til tværgående driftsunderstøttelse.  
 
Kunder og Kvalitet i Statens Administration er et driftsunderstøttende kontor, som skal sikre, at vores kunder og vores kontorer for Løn og Regnskab kan fokusere på kerneopgaverne. Derigennem bidrager kontoret til, at Statens Administration fungerer som et effektivt og moderne shared servicecenter, der sikkert og effektivt leverer ydelser af høj kvalitet. Vi ønsker at være vellidte og respekterede for vores evne til at agere professionelt, troværdigt og kundeorienteret. 
 
Vi tilbyder en udfordrende lederstilling i en styrelse i Finansministeriet, hvor der er fokus på og støtte til din ledelsesmæssige udvikling. Du vil blive en del af et uformelt miljø og en stærk ledelsesgruppe, hvor der bliver lagt vægt på løbende sparring og erfaringsudveksling.
 
Vil du vide mere?  
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Per Helmer Roos, tlf. 40 90 60 94, LinkedIn-profil. 
 
Løn- og ansættelsesvilkår 
Du tilbydes løn- og ansættelsesvilkår iht. gældende overenskomst i Staten med indplacering efter kvalifikationer. Du kommer til at have din daglige gang på Arsenalvej 33 i Hjørring.  
 
Det er en forudsætning for din ansættelse, at du kan opnå og opretholde sikkerhedsgodkendelse under hele din ansættelse. 
 
Ansøgning 
Du søger stillingen via linket her på siden senest den 9. februar 2018. Samtaler forventes afholdt i uge 7 og 8 2018. Du skal forvente at gennemføre en test i løbet af ansættelsesprocessen.
 
Forventet tiltrædelse den 1. april 2018 eller snarest muligt derefter. 
 
Statens Administration opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge. 
 
Rollemodel for effektiv administration 
Statens Administration er et fælles servicecenter, der sørger for effektiv administration i staten. Vi tager os blandt andet af lønudbetaling og regnskab for 160 statslige institutioner, som spænder fra store ministerier til små museer. 
 
Som medarbejder i Statens Administration er du med til at sætte standarder for modernisering, automatisering og innovation i den offentlige sektor. Du skaber samtidig værdi for vores kunder, som får tid til at fokusere på deres kerneopgaver. 
 
Statens Administration er en arbejdsplads, hvor du kan udvikle dit potentiale i et stærkt fagligt fællesskab præget af nysgerrighed, kreativitet og løbende forbedring af vores måde at løse opgaver på. 
 
Statens Administration ligger i Hjørring og er en styrelse under Finansministeriet. 
Statens Administration er en styrelse i Finansministeriet. I Statens Administration arbejder vi med fornyelse og effektivisering af den offentlige sektor. Styrelsen er med til at sikre, at der arbejdes målrettet på optimering af de administrative driftsopgaver på tværs i staten. Opgaverne omfatter blandt andet lønudbetaling, økonomi og regnskab samt låne- og tilskudsadministration.


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her