Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Lejre Kommune søger stærk personalejurist, der vil gå ledervejen

Kan du lide at have en travl hverdag præget af forstyrrelser – uden at du mister overblikket?
Er du god til at samarbejde med mange forskellige mennesker – men har gennemslagskraft, når det gælder? Og kan du have fokus på personalejuridisk drift – samtidig med at du arbejder strategisk med jura og HR?

Vi søger en dygtig teamleder til Team Personale & Arbejdsgiver, der er placeret i en af kommunens to tværgående stabe, nemlig Koncernøkonomi & Analyse. Som teamleder vil du få en central placering i organisationen – med tætte, daglige samarbejdsflader til direktører, chefer og andre ledelseskolleger og også med Hovedudvalget og samarbejdspartnere uden for den kommunale organisation. Du vil referere til centerchefen for Koncernøkonomi & Analyse.

Om jobbet
Dine opgaver vil blandt andet være:

• At varetage den daglige ledelse af teamet, herunder fordele opgaver, sparre med medarbejdere og sætte strategisk retning for Team Personale & Arbejdsgiver
• At håndtere personalejuridisk sagsbehandling, forhandling og rådgivning i hele organisationen,
• At være den faglige ekspert, der samtidig kan finde løsninger
• At være tæt på beslutningerne og kunne rådgive, når der i organisationen planlægges organisatoriske forandringer
• At forhandle lokalaftaler og forhåndsaftaler på alle KL´s overenskomstområder
• At understøtte samarbejdet i MED-organisationen og Hovedudvalget samt have ansvaret for opgaver i forbindelse med arbejdsmiljøet
• I tæt samarbejde med de ansvarlige ledere at kunne understøtte et mindre sygefravær i organisationen

Om dig
Vi ønsker os en teamleder, som:

• Ønsker at kombinere sin stærke juridiske faglighed med et lederjob
• Brænder for personalejura og holder sig ajour inden for området
• Er samarbejdsvillig og fleksibel – men ikke er bange for at slå i bordet og stå fast
• Har lyst til og erfaring med at arbejde i en politisk ledet, visionær tæt på topledelsen
• Er en god formidler i både skrift og tale

Vi lægger vægt på, at du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund og en vis erfaring. Du har ikke nødvendigvis ledelsesmæssig erfaring, men du skal have lyst til og være nysgerrig på ledelse og kunne veksle mellem at lede teamet og selv håndtere konkrete personalejuridiske problemstillinger – typisk de sværeste sager.

Om os – du bliver en del af et team

Du kommer til at stå i spidsen for Team Personale & Arbejdsgiver, der foruden dig består af 4 medarbejdere. Derudover bliver du del af et ledelsesteam, der består af centerchefen og to øvrige ledere i Koncernøkonomi & Analyse. Centret består af i alt 4 teams, som udover Personale & Arbejdsgiver er Team Løn, Team Faktura & Kontrol og Team Økonomistyring. I centret har vi en uformel tone og arbejdsdage, der aldrig ligner hinanden. Vi tilbyder et krævende og givende job. Der vil være masser af udfordringer, men du vil ikke være alene om at løfte opgaverne.

Lejre Kommune er et sted med plads til gode idéer. Vi nytænker livet på landet og er tæt på byen. Vi prioriterer berigende fællesskaber. Både for vores borgere og for hinanden på arbejdspladsen. Her er borgere, politikere og embedsmænd tæt på hinanden. I Koncernøkonomi & Analyse har vi fokus på at hjælpe fagområderne med overblik og sparring i forhold til personale og ressourcer, så de kan bidrage til Lejre Kommunes fem kerneopgaver og levere den bedst mulige service til borgerne. Har du lyst til at være med?

Løn og ansættelse:

Vores nye teamleder skal begynde senest 1. april 2018. Stillingen er en fuldtidsstilling på chefkonsulent niveau på AC-overenskomsten indgået mellem AC og KL.

Arbejdsstedet er på rådhuset i Allerslev. Lejre station ligger 5 min. gang fra rådhuset og 35 min. togtur fra København H.

Sådan søger du:

Send en ansøgning til Nina Riis Christensen, nirc@lejre.dk senest mandag den 12. februar 2018 kl. 12. Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte centerchef Camilla Vang Taankvist, cavt@lejre.dk, tlf. 40318440. Vi glæder os til at høre fra dig.


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her