Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Medarbejder til Told efterkontrol

Tolden er en arbejdsplads som ingen anden. I tæt samarbejde med dine kolleger varetager du den afgørende kontrol af angivelsen af varer for at sikre, at virksomhederne betaler den korrekte told.   
 
Efterkontrolarbejdet på Told tager udgangspunkt i import og eksport af varer fra lande uden for EU (3. lande). Kontrollerne udføres ude i virksomheder eller på kontoret. Vi arbejder effektivt og målrettet med told efterkontrol, så erhvervslivet får den bedst mulige oplevelse. 
 
Spændende opgaver inden for sagsbehandling af toldkontrol 
Som medarbejder i efterkontrollen skal du gennemføre regnskabsmæssige kontroller, det vil sige kontrol af, om virksomheder, importører, eksportører og speditører angiver den korrekte told. Opgaverne er organiseret i projekter og driftsopgaver.  
 
Arbejdet byder på en spændende hverdag med opgaver, der har stor bevågenhed i og uden for landets grænser. Vi går ikke på kompromis med kvaliteten, og derfor gennemfører vi kontroller med en høj faglighed.   
 
Du indgår i vores arbejde om effektiv toldkontrol. Du skal derfor deltage i enhedens kontrolopgaver samt sagsbehandling og afrapportering.  
 
Professionel og kvalitetsbevidst  
Du er kontoruddannet eller lignende. Det er ikke afgørende, hvor du har tilegnet dig din faglige viden. Det vigtigste er, at du har analytiske evner samt administrativ og talmæssig forståelse. Indblik i toldområdet vil være en fordel, men den væsentligste faktor for at få succes i jobbet er din personlighed. Du skal kunne sætte dig ind i den særlige EU lovgivning, der er gældende på området. Du skal kunne begå dig på engelsk, da vi jævnligt har opgaver med relation til udlandet.   
 
Som person er du serviceminded og formår at fastholde en positiv og konstruktiv dialog med virksomheden. Du forstår samtidigt at optræde myndigt og korrekt. Du viser indlevelse og er samtidig professionel, så slutresultatet er det bedste for alle parter.   
 
Har du en stærk psyke, lysten til at lære og modet til at søge sparring og hjælp, kommer du rigtig langt. Du skal kunne overskue og håndtere mange opgaver på én gang.   
 
Du vil blive oplært ved hjælp af sidemandsoplæring samt deltagelse i interne kurser. Vi forventer, at du på sigt deltager i formel uddannelse på toldområdet.   
 
Det er et krav, at du har kørekort, idet du vil skulle føre kontrol forskellige steder i landet.   
 
Told - din nye arbejdsplads 
Afdelingen Told i SKAT har mere end 575 medarbejdere fordelt over hele landet.  Du bliver tilknyttet enheden Told 20. Vores arbejdssted og udgangspunktet for vores opgaveløsning er Gymnasievej 21 i Køge.  
 
Vi er et team, der giver plads til, at vi hver især kan varetage opgaver selvstændigt samtidigt med, at vi er gode til at involvere og sparre med hinanden. Vi har en fri tone, direkte kommunikation og et godt sammenhold, hvor vi hjælper hinanden. Der er altid en kollega, der er frisk på et grin eller er parat til at hjælpe dig.   
 
Ansøgning og kontakt   
Send din ansøgning, cv samt dokumentation for uddannelse senest mandag den 19. februar 2018 via linket ”søg jobbet”. Hvis du har yderligere spørgsmålsmål til arbejdsopgaverne eller enheden, er du velkommen til at kontakte funktionsleder Pia From på 72 38 14 50. Hvis du har spørgsmål til rekrutteringsprocessen samt løn er du velkommen til at kontakte rekrutteringspartner Henriette Skaarup på 72 37 31 32 mellem 9.00-15.00 på alle hverdage.  
 
Vi forventer at afholde samtaler den 27. - 28. februar.  
 
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til HK-overenskomst. Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet vil være Gymnasievej 21, 4600 Køge.  
 
Toldstyrelsen 
Som led i regeringens plan ’Fra én til syv styrelser – skatteforvaltningen 2021’ vil SKAT fra den 1. juli 2018 blive erstattet af syv nye styrelser. De nye styrelser oprettes med ansvaret for hver sin kerneopgave inden for én juridisk myndighed under Skatteministeriet, så der sikres smidigt samarbejde på tværs af alle skatteforvaltningens opgaver.  
 
Toldstyrelsens kerneopgave bliver at understøtte smidig handel på tværs af grænser og sikrer en effektiv toldkontrol. Styrelsen forventes bemandet med ca. 600-650 medarbejdere og får kontorer i Århus og Køge. Alle geografiafhængige opgaver bliver på deres nuværende lokationer. Læs mere om Toldstyrelsen på www.fra1til7.dk. 
 
Vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge.   


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her