Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Moderniseringsstyrelsen søger skarp generalist til arbejdet med attraktive arbejdspladser

Vil du være med til at udvikle de fysiske rammer i Finansministeriets koncern til attraktive og tidssvarende arbejdspladser? Vi søger en engageret ac-generalist med fingeren på pulsen.


Om stillingen
Koncern Service i Moderniseringsstyrelsen har en ambitiøs dagsorden om at levere attraktive fysiske rammer og services af meget høj kvalitet til alle medarbejdere i Finansministeriets koncern. Vi arbejder løbende på at udvikle vores services i dialog med vores kunder og brugere, samtidig med at vi arbejder på at optimere vores processer.

Vi står overfor en række spændende og perspektivrige ombygningsprojekter på flere af vores lokationer. Vi skal bl.a. have skabt et velfungerende flerbrugerhus i hjertet af København. En af opgaverne for dig bliver at være ansvarlig for, at vi når i mål med disse projekter. Du må meget gerne have god æstetisk sans, da vi gerne vil sætte mere fokus på at fremme fællesskabsfølelse og identitet via vores fysiske rammer og services. Endelig skal du have lyst til at arbejde med en bred vifte af opgaver, som understøtter opgavevaretagelsen i koncernen.

Konkret skal du blandt andet arbejde med:
• Projektledelse af vores ombygningsprojekter
• Gennemførelse af udbud
• Indkøb og udarbejdelse af aftaler
• Kontrakt- og leverandørstyring
• Overdragelse af opgaver til den fællesstatslige facilityløsning forankret i Bygningsstyrelsen
• Budgetlægning og økonomiopfølgning

Om dig
Du har en længerevarende relevant uddannelse, interesse og gerne erfaring med varetagelse af opgaver vedr. indretning, etablering af attraktive fysiske rammer, indkøb, udbud og kontraktstyring.

Derudover forventer vi, at du:
• Har veludviklede samarbejdsevner
• Er en stærk kommunikatør både mundtligt og skriftligt
• Har forståelse for processer
• Trives i et tværfagligt miljø, hvor to dage ikke er ens
• Har en udpræget sans for, hvad der skal til for at levere god service og sikre høj kundetilfredshed

Om os
Koncern Service betjener Finansministeriets departement og de fire styrelser i koncernen. Organisatorisk er vi en del af Moderniseringsstyrelsen sammen med Koncern HR og Koncern Økonomi. Kontoret består af to teams, og vi er i alt ca. 40 medarbejdere på flere forskellige adresser. Du vil komme til at have din daglige arbejdsplads på Landgreven få minutters gang fra Kongens Nytorv. Koncern Service har bl.a. ansvar for de fysiske rammer, arbejdsmiljø, beredskab, koncernfælles systemer (bl.a. ESDH), telefoni, reception og kantinedrift.

Ansættelsesvilkår
Du ansættes som fuldmægtig efter overenskomst for akademikere i staten.

Yderligere oplysninger
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Anne Kjær på 2069 3047.

Ansøgning
Din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag sendes via statens e-rekrutteringssystem - Tryk på knappen ’Søg stillingen’.
Indsend senest den 22. april 2018.

Vi forventer at holde samtaler i uge 17. Grundet den varslede konflikt i staten, tages der dog forbehold for ændringer i den planlagte rekrutteringsproces, herunder ansættelsesdato.

Moderniseringsstyrelsen opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her