Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Annoncen er udløbet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Nærværende og dygtig distriktsleder til Hjemmeplejen i Haderslev Kommune

Vil du sætte dit fingeraftryk på en ny og udviklende måde at arbejde med hjemmepleje, hvor respekten for borgeren er i højsædet og hvor du får medarbejderne til at blomstre?

I Haderslev Kommunes Hjemmepleje arbejder vi målrettet med skabelse af en værdifuld hverdag for vores ca. 1.200 borgere. Det gør vi ved at samarbejde, tænke nyt og prioritere den nære ledelse. Med strategien Værdifuld Hverdag har vi givet borgerne et løfte: vi vil hjælpe dig med det, der er mest værdifuldt i din hverdag – hver dag. Det er et løfte, vi tager seriøst, og vi har brug for dig til at bedrive god og nærværende ledelse, så vores løfte kan indfries. Vi ved, at medarbejdere i trivsel skaber den største værdi for borgerne, derfor prioriterer vi nærværende og relationsskabende ledelse.

En af vores dygtige distriktsledere er blevet forfremmet og har takket ja til nye opgaver med mere ansvar i Senior og Rehabilitering. Vi glæder os derfor til at byde velkommen til en ny dygtig distriktsleder, som brænder for at gøre en forskel i en afvekslende hverdag.

Opgaver
Som distriktsleder for Hjemmeplejen i Haderslev Kommune er dine opgaver mangeartede, og omfatter bl.a.:

  • Oversættelse og implementering af strategien: Værdifuld Hverdag Strategien lægger fx op til, at vi som fagpersoner møder mennesker med respekt og er nysgerrige på borgerens individuelle behov og livshistorie
  • At vi er sammen om at løse opgaverne omkring de mennesker vi hjælper, og at det vi gør, virker efter hensigten
  • At understøtte og styrke det tværfaglige samarbejde i organisationen og at sætte holdet ud fra borgerens behov og livssituation
  • At understøtte og styrke samarbejdet med de faglige organisationer
  • Medansvar for økonomien i hjemmeplejedistriktet
  • At skabe sammenhængskraft i personalegruppen
  • Deltage i møder omkring komplekse borgersager
  • Udarbejdelse af APV og overholdelse af indsatskataloget
  • Afholdelse af personalemøder, MUS, omsorgssamtaler ol.
  • At styrke borgerindsatsen ved at sikre trivsel blandt medarbejderne
  • At finde nye løsninger og muligheder til glæde for både borgere, pårørende og medarbejdere
  • At skabe og indgå i samarbejdsmuligheder på tværs, som gavner borgerne.
Din vigtigste opgave er personaleledelse, hvor du ser og løfter både individ og gruppe til glæde for borgerne. Som udgangspunkt bliver du distriktsleder for ca. 50 medarbejdere i dit område, og du understøttes af en teamleder og to koordinatorer.

Om dig
Din faglige baggrund er ikke det vigtigste, så længe du via din sundhedsfaglige uddannelse og flerårige erfaring fra Hjemmeplejen kan yde faglig sparring og retning for medarbejderne. Det er en fordel, hvis du har både ledelseserfaring og ledelsesuddannelse, men du kan også være ledelsestalent på vej mod din første lederstilling.

Hvem du er som person, er derimod vigtigt for os. Du brænder for udvikling af Hjemmeplejen, og er udviklingsorienteret på en måde, hvor strategien Værdifuld Hverdag bliver en naturlig del af din daglige drift. Du formår derfor at omsætte Værdifuld Hverdag til konkrete hverdagshandlinger – både for dig selv og dine medarbejdere og har fokus på at veksle mellem udviklings- og driftsopgaver.

Det kan du selvfølgelig ikke gøre alene, og det er derfor naturligt for dig at inddrage medarbejderne, bruge ledergruppen og indtænke borgeren, deres nære og nærmiljøet som en del af løsningen. Det betyder, at du er god til at skabe relationer og at du møder mennesker med respekt og nysgerrighed. Det er naturligt for dig at finde løsninger sammen med andre og du har fokus på, at det du gør, virker.

Sæt dit eget aftryk
Vi tilbyder en spændende lederstilling, hvor du i høj grad kommer til at få indflydelse på andre menneskers liv – både borgernes og medarbejdernes. Samtidig får du stor frihed til at udføre værdibaseret ledelse, hvor bureaukrati og hierarki holdes på et minimum, så dine idéer og kompetencer kan udfoldes og bringes i spil. Du bliver en del af en ledergruppe, hvor vi vil hinanden. Vi søger sparring og taler åbent om både succeser og udfordringer, og vi hygger os i hinandens selskab. Derudover tilbyder vi dig en lederstilling, hvor du får engagerede og dygtige medarbejdere, som står sammen på tværs af fagligheder og har fokus på at skabe størst mulig værdi for borgerne.

Interesseret i jobbet?
Hvis du er interesseret, kan du læse mere om strategien Værdifuld Hverdag her.

Har vi vakt din nysgerrighed, og har du yderligere spørgsmål, så kontakt endelig Linda Thisgaard, afdelingsleder for Senior og Rehabilitering på telefon 40 93 53 85 eller på mail lithi@haderslev.dk

Tiltrædelse: 1. april 2021.

Ansøgningsfrist
Send din ansøgning, CV og bilag senest den 11. februar 2021.

Første ansættelsessamtaler vil blive afholdt den 22. februar 2021. I forbindelse med anden samtale den 25. februar 2021 vil der indgå personlighedsprofil og case.


Om Haderslev Kommune
Haderslev Kommune er en værdibaseret organisation.

Vores fælles værdier – ligeværdighed, enhed, tillid og trivsel – er afsæt for både ledelse og samarbejde, og der er fleksibilitet og frihed til forskel, når vi løser vores kerneopgave.

Haderslev Kommune har røgfri arbejdstid. Medarbejdernes sundhed er i fokus og med røgfri arbejdstid vil vi beskytte medarbejdere mod tobaksrøg i arbejdsmiljøet, støtte medarbejdere, der gerne vil være røgfri, og sikre at nye medarbejdere og unge ikke begynder at ryge på arbejdspladsen.


Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.

Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.