Om jobbet
Brænder du for ude-liv, året rundt i al slags vejr - ligesom vi gør?
Naturbørnehaven Skovtrolden søger 2 pædagoger på 37 timer pr. 1. marts 2021.
Skovtrolden er en mindre børnehave beliggende i Bjerre - en lille landsby 10 km. syd for Horsens. Vi har indrettet os, så der er mulighed for at lege, eksperimentere, undersøge og lære med hele kroppen og alle dens sanser. Vi har indrettet alle rum i læringszoner både ude og inde. Derudover har vi Dybdalsskoven som vores "andet hjem". Den ligger ca. 800 m fra vores hus, og vi bruger skoven som vores læringsrum flere gange om ugen. Naturen er en stor del af vores DNA, og er omdrejningspunktet i vores pædagogiske hverdag, hvor den nye styrkede læreplan er fundamentet.
Vi er optagede af relationer, som er fundamentet for al udvikling. Struktur, nærvær, omsorg og troværdighed er vigtige værdier i vores pædagogiske arbejde. Vi bestræber os på at opbygge den bedste relation til børnene i en nærværende tilgang, hvor det er udviklende at blive troet på og opleve, at man har tillid til sig selv og sine egne oplevelser. Vi støtter børnene i at udvikle et sundt selvværd ved at vise respekt for barnets tanker, følelser og meninger, og samtidig dele eget perspektiv. Vi arbejder ressourceorienteret, da vi ved at vores positive forventninger til børn, har stor betydning for deres udvikling.
Din profil
Vi søger en kollega, der:
- Er vild med at være i naturen, og du skal være "ude på noget" med børn!
- Er faglig velfunderet og stolt af sit fag.
- Kan lide at være i aktivitet, fx med bålmad, hugge brænde, plante grøntsager i haven, luge ukrudt i blomsterbedet, bygge huler, save i træ, snitte i en pind, lege gemmeleg, grave et hul…
- Er tydelig, har et godt overblik og er i stand til at skabe struktur og pædagogisk organisering.
- Er i besiddelse af en nysgerrig, eksperimenterende og undrende tilgang til læring og udvikling.
- Er omsorgsfuld og kan skabe rammer for en lur i en hængekøje i skoven (for børnene altså).
- Er i stand til at se værdien af forskellige fællesskaber: differentierede læringsfællesskaber, arbejdsfællesskaber samt det overordnede fællesskab.
- Er i stand til at reflektere over egen og andres pædagogiske praksis.
- Er optaget af børneperspektiv og formår at følge børns spor.
- Er bevidst om hvornår man går foran, ved siden af eller bagved når læring, trivsel, udvikling og dannelse er på spil.
- Er grundlæggende fyldt af god energi, gode ideer, positiv stemning og vil tilføre huset med egen personlighed. Forskellighed og mangfoldighed skaber dynamik og grobund for udvikling.
Derfor skal du vælge os
Du skal vælge os fordi vi er nysgerrig på ny viden og praksis. Vi deltager i kursus, konferencer og uddanner os bl.a. i RARRT. Vi synes det er vigtigt at have et fagligt pædagogisk fælles ståsted når vi skal udvikle og danne børnene til personlig eo livsglade individer, der skal være klædt på til deres kommende fremtid.
Vi kan tilbyde dig:
- En hverdag med skønne børn i naturen.
- En plads til dig i vores fællesskab, med dine personlige og faglige kompetencer.
- Selvstændig og udviklende arbejdsdage i en kultur hvor vi er gode til at minde hinanden om kerneopgaven, og hvor vi drager omsorg for hinanden.
- Ude liv, frisk luft, pragtfuld natur, mudder på støvlerne, skovbund i din madpakke og en flad frø i lommen.
Løn og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelse i henhold til gældende overenskomst. Der kan forhandles kvalifikations- og funktionsløn.
Hvis du vil vide mere
Har vi vakt din interesse og kan du bare ikke lade være, så kom og besøg os i Skovtrolden. Ring og aftal en tid hos leder Birgit Barasinski på tlf. 2760 6864.
Ansøgning
Ansøgningsfrist den 18. januar 2021.