Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Økonom med skarp profil til den overordnede økonomistyring i Københavns Kommune

Vil du være med til at præge den overordnede styring af Københavns Kommunes økonomi, og har du lyst til at videreudvikle og optimere styringen i vores nye SAP ERP-system? Så har vi et job til dig i Økonomiforvaltningens Center for Økonomi i Københavns Kommune på Nyrops gamle rådhus midt i byen.  
 
Københavns Kommune har i 2017 implementeret nyt SAP ERP-system, og i 2018 har vi fokus på at implementere den tværgående governance for styringen i det nye system – noget, som vi ser som vores fornemmeste opgave i Center for Økonomi i Økonomiforvaltningen. Til det har vi brug for en skarp økonomiprofil, gerne med nogle års god erfaring fra en kommune, et ministerium eller en stor koncern.  
 
Om os  
Center for Økonomi er en del af Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune. Centret varetager den overordnede økonomistyring af kommunen og fungerer som katalysator for styring, optimering og effektivisering på tværs af fagområder. Centret refererer direkte til direktionen i Økonomiforvaltningen og består af ca. 70 medarbejdere.  
 
Stillingen er tilknyttet Team Regnskab, som står for at fastlægge kommunens overordnede styring på økonomiområdet, samt for at indsamle og udarbejde rapportering til det politiske niveau for hele kommunen om det samlede budget på knap 40 mia. kr.  
 
Om stillingen  
Vi søger en skarp profil til at varetage udarbejdelsen af kommunens tværgående regnskabsprognoser, samt til at udvikle rapportering og styring i SAP. Endvidere indebærer stillingen, at du sammen med en kollega skal controlle de politiske sager, særligt dem med økonomisk indhold, på sundheds- og ældreområdet.  
 
Konkrete opgaver det første års tid vil være følgende:  
  • Indsamle det forventede regnskab og regnskabsforklaringer fra kommunens syv forvaltninger og omsætte det til en samlet rapportering til Økonomiudvalget i årets tre regnskabsprognoser  
  • Ensarte og udvikle den økonomiske ledelsesinformation i SAP i samarbejde med dine kollegaer i teamet, ERP-programmet og repræsentanter fra kommunens syv forvaltninger  
  • Følge udvalgsmøderne i Sundheds- og Omsorgsudvalget, samt controlle og analysere budgetønsker og økonomiske udfordringer på udvalgets område  
  • Udarbejde beslutningsoplæg til Overborgmesteren og Økonomiforvaltningens direktion 
Om dig  
Du har en lang videregående uddannelse og nogle års erfaring med økonomistyring og udvikling af økonomisk ledelsesinformation i en kommune, et ministerium, en styrelse eller på koncernniveau. Derudover vil det være en fordel, hvis du kan sætte hak ved et eller flere af følgende punkter:  
  • Interesse og flair for samfunds- og kommunaløkonomi  
  • Skarp analytisk sans, god talforståelse og evne til at formidle komplicerede problemstillinger kort og præcist  
  • Gode samarbejdsevner og forståelse for organisatoriske forhold  
  • Erfaring med at arbejde i Excel og gerne også SAP  
Ansættelsesvilkår  
Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst med mulighed for forhandling af tillæg efter kvalifikationer. Der er tale om en fastansættelse på 37 timer ugentligt.  
 
Arbejdsstedet er Københavns Rådhus. Vi tilbyder dermed en arbejdsplads i en af byens skønneste bygninger centralt i København. Herudover tilbyder vi gratis frugtordning, god kantine, fitnessrum og mange sociale aktiviteter, lige fra julefrokost i Rådhusets festsal til fredagsbarer i Snapstinget og hyggelige sammenkomster i teamet.  
 
Vil du vide mere?  
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Jesper Ralfkiær Jørgensen på 2046 8967.
Du kan læse mere om Økonomiforvaltningen og Center for Økonomi på Økonomiforvaltningens hjemmeside: https://www.kk.dk/artikel/%C3%B8konomiforvaltningen  
 
Søg stillingen via nedenstående link senest tirsdag den 20. februar 2017  
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler den 23. og 27. februar.  
 
Økonomiforvaltningen  
Økonomiforvaltningen er en af Københavns Kommunes syv forvaltninger. Vi arbejder for overborgmesteren, Borgerrepræsentationen og Økonomiudvalget og understøtter derved kommunale beslutningsorganer på højeste niveau. Sideløbende varetager vi de overordnede, koordinerende opgaver vedrørende kommunens økonomi, personale, fysiske planlægning, administration, beredskab, kommunikation og den generelle udvikling af byen. Vores mål er at fastholde og udvikle København som en af verdens bedste byer at bo i – og skabe øget vækst gennem viden, innovation og beskæftigelse.  
 


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her