Økonomidirektør

JFP a/s, www.jfp.dk, er en solid og kapitalstærk byggevirksomhed, der er grundlagt i 1972. Virksomheden har hovedsæde i Herning og afdelingskontor i København. JFP a/s er en førende leverandør inden for hoved- og totalentrepriser i hele Danmark og efter etableringen på Sjælland for 4 år siden, er projektmængden i Østdanmark steget betydeligt. JFP a/s har de seneste år udvidet sin organisation betragteligt, såvel vest som øst for Storebælt. Igangværende opgaver, en stor ordremængde og en pipeline for 2018 der overstiger forventningerne kræver, at man løbende styrker organisationen. For tiden er virksomheden i gang med en bred vifte af byggeprojekter, lige fra kr. 10 mio. til 300 mio., inden for industri- institutions- og boligbyggeri. JFP a/s har en meget vækstorienteret og innovativ, jysk strategi, der, kombineret med en stærk økonomi og indtjening, danner fundamentet for en solid forretningsudvikling. Virksomheden har været på en spændende rejse de seneste år, og man fortsætter denne udfordrende vækstfase. Dette kræver nu, at man styrker den samlede økonomifunktion med en særdeles kompetent økonomilederprofil.

Økonomidirektør

Projektvirksomhed * Omsætning på kr. 1 mia. * Forretningsudvikling og ledelse

Jobbet:

Med reference til direktøren får du ansvaret for virksomhedens samlede økonomi- og IT-funktion, samt sekretariat, administration og administrativt HR, i alt 10 medarbejdere.

Det er afgørende, at din tilgang til jobbet er forretningsorienteret og meget nærværende, da du bliver en innovativ nøgleressource, både i forhold til dine ansvarsområder og i forhold til ledergruppen og den overordnede forretningsudvikling. På økonomisiden får du bl.a. ansvar for budgettering og budgetopfølgning og likviditetsstyring, samt udarbejdelse af måneds-, kvartals- og årsregnskaber. Ligeledes får du ansvar for en løbende rapportering til direktion, ledelse og bestyrelse. Du skal også optræde som en proaktiv, økonomisk sparringspartner i forhold til direktion, ledergruppe og den brede organisation, hvilket kræver, at du både kan udvikle og håndtere en række driftsøkonomiske analyser og modeller inden for økonomistyring og rentabilitetsanalyser. IT bliver dit andet hovedansvarsområde, idet IT danner et afgørende fundament for virksomhedens samlede drift, både når det gælder gennemsigtighed i økonomien og i produktionen.

Herudover skal du være en dygtig leder – både i forhold til din egen organisation, men bestemt også i forhold til det at træde ind i en ledergruppe og tale både ledelse, strategi og ikke mindst eksekvering. Der er således brug for en økonomidirektør, der kan mere end sit økonomiske håndværk.

Kvalifikationer:

Du har flere års praktisk erfaring fra et lignende job i en større projektvirksomhed. Om du har høstet din erfaring inden for industrien eller i en bygge- og anlægsvirksomhed, er ikke afgørende, vigtigst er at du ved, hvordan man angriber en sådan opgave i en projektdreven virksomhed, hvor der løbende er fokus på marginaler, driftsoptimering, forretningsudvikling og controlling.

Du evner således at se både opgaver og virksomheden i et større og langsigtet perspektiv, og du har naturligvis en både forretningsmæssig og strategisk god forståelse og tilgang til dine opgaver.

Desuden har du en relevant, teoretisk uddannelse, gerne på cand.merc.-niveau.

Du er robust, ligefrem og uformel i din personlighed og så er du samtidig en godt begavet ”Hands on” profil der ikke er bange for at ”vise sig på pladsen”!

Du brænder igennem og evner at motivere din omverden, bl.a. via dit engagement og dine gode samarbejds- og forhandlingsevner og det falder dig helt naturligt at skabe en stærk teamånd og et effektivt samarbejde på tværs af organisationen.

Du tilbydes:

Et spændende, men også krævende lederjob i en markedsledende og solid projektvirksomhed, hvor du bliver en nøgleressource, både i forhold til direktion, ledergruppe og den øvrige organisation. Du får et stort og bredt ansvarsområde, og du vil møde en bred vifte af faglige og ledelsesmæssige udfordringer. Du vil opleve en solid, jysk virksomhedskultur, der støtter godt op omkring dig og dine aktiviteter, og du vil møde en ledelse og en organisation, der er præget af et højt engagement og en uformel omgangstone på alle niveauer. Løn- og ansættelsesvilkår forhandles individuelt.

Er dette en udfordring for dig, bedes du maile din ansøgning, der naturligvis behandles fortroligt, mærket ”01.02.92” til stilling@eandersen.dk.


Du har ikke vedlagt dokumenter til din ansøgning. Klik på 'OK' knappen nedenfor for at sende din ansøgning alligevel, eller klik på knappen "Annuller" og vedhæft dokumenter, før du sender din ansøgning igen.

Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her