Områdeleder for on-site IT-support på AAU CPH

Aalborg Universitet København (AAU CPH) søger en kvalificeret og engageret områdeleder til vores IT-Support Service team (ITS CPH) på campus i København. Stillingen ønskes besat hurtigst muligt og senest 1. maj 2018.

Stillingsbeskrivelse
Universitetet har mange store og spændende IT-opgaver, og vi lægger stor vægt på at få ansat ledere og medarbejdere, der positivt kan bidrage til vores mål og vision om en serviceorienteret IT-support med leverancer i høj kvalitet via effektive processer og tilfredse, motiverede og kvalificerede medarbejdere. Som områdeleder for ITS CPH er det derfor afgørende, at du, ud over dine egne faglige kvalifikationer, formår at få det bedste ud af dine medarbejdere, nøje kan prioritere opgaverne og evner at kommunikere med alle dele af organisationen.

ITS CPH er organisatorisk tilknyttet Fælles Service CPH, som er den fællesadministrative afdeling på AAU CPH, og fagligt tilknyttet AAU’s IT Services med hovedbase i Aalborg. Den nye områdeleder vil således ledelsesmæssigt have reference til campuschefen på AAU CPH og fagligt til supportchefen i Aalborg. Derfor vil et vigtigt succeskriterie for områdelederen være at sikre den kontinuerlige dialog og koordinering mellem ITS CPH, ledelsen i Fælles Service CPH og ITS for at balancere både centrale såvel som lokale ønsker og behov.

Primære arbejdsopgaver og ansvarsområder

  • Daglig personaleledelse af syv engagerede og motiverede IT-supportere heraf en elev
  • Ansvarlig for ITS CPH’s leverancer i forhold til incident management og request fulfillment processerne, herunder efterlevelse af aftalte servicemål
  • Ansvarlig for at supporten i ITS CPH sker i henhold til AAU’s processer defineret ud fra ITIL Best Practice og Service Excellence principper
  • Sikre at den rette support er til stede i forhold til behov og om nødvendigt supplere med eksterne leverandører
  • Sikre en god kommunikation og dialog mellem ITS CPH og resten af IT-organisationen på AAU på tværs af landsdelene
  • Bidrage til projektledelse af mindre opgaver i afdelingen og på tværs af ITS og Fælles Service CPH
  • Sikre tildeling af og opfølgning på ressourcer i forbindelse med tekniske projekter
  • Gennemføre individuel kompetenceudvikling for den enkelte medarbejder, herunder afholdelse af årlig MUS- og korte månedlige 1:1 samtaler.

Din profil og erfaring
Du har en relevant videregående uddannelse og solid erfaring med personaleledelse, ITIL, og IT-support i større organisationer. Dertil har du evne og energi til positivt at motivere og udvikle dine medarbejdere og ansvarsområder. Det vil være en forudsætning, at du har et forretningsmæssigt helhedssyn og er et ordensmenneske med styr på de administrative rutiner, der er forbundet med personaleledelse. Det vil endvidere være en fordel, hvis du har kendskab til anvendelse af persontypologier til brug i såvel IT-supporten som i udviklingen af dine medarbejdere.

Som person har du en fundamental serviceminded og proaktiv tilgang til opgaveløsningerne. Du har gennemslagskraft og evner selv at drive opgaver igennem samtidig med, at du er en god holdspiller, der gerne deler din viden og udveksler erfaringer med dine kollegaer.

Du kan bevare overblikket selv under til tider travle og hektiske forhold, og holder teamets opgaver på rette kurs. Du er en god kommunikator og er i stand til at formulere dig klart såvel mundtligt som skriftligt på både dansk og engelsk.

Derudover lægger vi vægt på, at du har erfaring med at navigere i en større organisation, og at du har et godt kendskab til IT-support på tværs af forskellige operativsystemer og brugergrupper. Det vil desuden være en fordel, hvis du kan dokumentere, at du har arbejdet med fokus på serviceorienteret IT-support med høj kundetilfredshed.

Hvad tilbyder vi dig
En afvekslende og udfordrende hverdag i et uformelt dynamisk miljø, hvor der er plads til den enkelte, og hvor du får mulighed for at udnytte og udvikle dine kompetencer. Vi har attraktive personaleforhold, dygtige kolleger og giver stor mulighed for indflydelse på jobindholdet. Du vil blive del af den lokale ledelsesgruppe i Fælles Service CPH og af ledelsesgruppen i Support Services, hvor du vil bidrage til den kontinuerlige udvikling af IT-supporten på hele AAU.

I det daglige sker kommunikationen med kollegerne i Aalborg via videokonference eller Skype for Business, men nogen rejseaktivitet til Aalborg må påregnes.

Hvis du har spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte campuschef Martin Vive Ivø på mvi@adm.aau.dk / tlf. 9940 3777 eller supportchef Michael Collin på michael@its.aau.dk / tlf. 9940 8057.

Vi forventer at afholde samtaler 13. marts 2018, og du vil i den forbindelse skulle gennemføre en personlighedstest. Eventuelle 2. samtaler vil finde sted 16. marts.

Arbejdssted: AAU CPH, A.C. Meyers Vænge 15, 2450 København SV

Yderligere oplysninger
AAU CPH har ca. 3.300 studerende og 500 ansatte, hvoraf en stor del af både de studerende og ansatte har en international baggrund. Du bliver i hverdagen en del af en Fælles Service CPH, som samlet set har ca. 30 medarbejdere fordelt på forskellige afdelinger og teams. Vi har en god og uformel atmosfære med højt til loftet og et stort ønske om at performe og går gerne nye veje for at sikre universitetets strategiske mål.

IT Support Services er en del af AAU’s samlede IT-afdeling – AAU IT Services. I Support Services er der 45 medarbejdere som blandt andet har ansvaret for support og vedligeholdelse af arbejdsstationer for 5000 ansatte og support til ca. 20.000 studerende. Du vil indgå i Support Services ledelsesteam med tre andre ledere, en arkitekt og supportchefen. Vi har et uformelt arbejdsmiljø med gode samarbejdsrelationer og frihed under ansvar.

Du kan læse mere om AAU CPH på www.aaucph.dk (http://www.aaucph.dk/) og om AAU IT Services på www.its.aau.dk (http://www.its.aau.dk/)

Løn og ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning iht. overenskomst for akademikere i Staten eller ansættelse og aflønning iht. LC/CO10-fællesoverenskomsten, organisationsaftale for IT-medarbejdere (PROSA) i Statens tjeneste. Der er mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg.

Der er 3 måneders gensidig prøvetid i stillingen.

Aalborg Universitet skal modtage din ansøgning elektronisk vedhæftet CV, eksamensbevis og anden relevant dokumentation. Åbn linket "søg stillingen online" og udfyld ansøgningsformularen.

Vi ønsker at afspejle det omgivne samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Stillingsnummer

960111

Ansøgningsfrist

27/02/2018
Søg stillingen online (https://ssl1.peoplexs.com/Peoplexs22/CandidatesPortalNoLogin/ApplicationForm.cfm?VacatureID=960111&PortalID=1968)


Du har ikke vedlagt dokumenter til din ansøgning. Klik på 'OK' knappen nedenfor for at sende din ansøgning alligevel, eller klik på knappen "Annuller" og vedhæft dokumenter, før du sender din ansøgning igen.

Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her