Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Overlæge i reumatologi ved Videncenter for Reumatologi og Rygsygdomme

Vi søger en overlæge i reumatologi ved Videncenter for reumatologi og rygsygdomme fra den 1. maj 2018 eller snarest derefter. 
Arbejdssted er udefunktionen på Herlev og Gentofte Hospital, Gentofte Matriklen. 
Arbejdsopgaver er primært funktionens kliniske arbejde, som beskrevet nedenfor og i stillingsbeskrivelse (udkast kan rekvireres).  
Overlægen forventes at skulle varetage ledelsesopgaver og/eller udviklingsopgaver, som præciseres i forbindelse med ansættelsen.  
 
Klinikkens organisation og arbejdsopgaver: 
Videncenter for Reumatologi og Rygsygdomme (VRR) er Region Hovedstadens eneste reumatologiske afdeling/klinik og omfatter desuden en stor rygkirurgisk funktion som betjener både Region Hovedstaden og Region Sjælland.  
De reumatologiske opgaver varetages på 3 udefunktioner og Rigshospitalets 2 matrikler. Den rygkirurgiske funktion varetages alene på Rigshospitalet, Glostrup.  
Funktionen på Gentofte varetager elektiv og subakut udredning og behandling af reumatologiske patienter på hovedfunktionsniveau i planlægningsområde Midt, Region Hovedstaden sv.t. et optageområde på ca. 450.000 indbyggere. Desuden har matriklen regionsfunktion i gigt- og bindevævssygdomme. 
 
Den reumatologiske funktion på Gentofte Hospital består af en ambulant gigt – og rygklinik med et dagligt fremmøde på gennemsnitlig 120 patienter fordelt på inflammatoriske reumatologiske lidelser og ryglidelser. 
 
Der er pr. 1. maj 2018 ansat 11 overlæger og 3 afdelingslæger i reumatologisk funktion. 4½ klassificerede uddannelsesstillinger er tilknyttet funktionen.  
 
Reumatologisk funktion, Gentofte er kendt for et højt forskningsniveau og for udvikling af nye koncepter i den ambulante behandling af især patienter med leddegigt og patienter med bindevævslidelser.  
 
Afdelingen har på baggrund af indførelsen af lænderyg-forløbsprogrammet i Region Hovedstaden i 2013 etableret et tværfagligt udrednings- og behandlingstilbud til patienter med nyopstået lænde-rygbesvær. Matriklen har et tæt samarbejde med rygkirurgerne på Glostrup bl.a. med video-konferencer med kirurgerne. 
 
Reumatologisk funktion har desuden et tæt samarbejde med dermatologisk klinik, Gentofte Hospital omkring patienter med psoriasis/psoriasisgigt, Systemisk Lupus Erythematosus og Sklerodermi. 
 
Til gigtklinikken er der tilknyttet en adolescensklinik. I adolescensklinikken modtages teenager med inflammatoriske gigtsygdomme fra pædiateren på Rigshospitalet.  
 
Kvalifikationer 
Der søges en speciallæge i reumatologi. 
Der vil blive lagt vægt på en bred reumatologisk uddannelse, samt erfaring og interesse for inflammatoriske gigt- og bindevævssygdomme, da Gentofte Hospital har regionsfunktion i disse sygdomme. Interesse deltagelse i og udvikling af adolescensklinikken vægtes også højt.  
Ud over de faglige kompetencer vil der især blive lagt vægt på gode samarbejdsevner og interesse for uddannelse af yngre kollegaer ved besættelse af stillingen. 
 
Arbejdsforhold 
Overlægen skal i samarbejde med de øvrige reumatologiske overlæger og afdelingslæger samt de uddannelsessøgende yngre læger deltage i det daglige kliniske arbejde i den reumatologiske funktion på Gentofte. Overlægen skal tage initiativ til udvikling og forskning inden for afdelingens interesseområder og deltage aktivt i uddannelsen af de yngre læger.  
 
Vagtforhold 
Speciallægerne i reumatologisk funktion varetager på skift 2-3 dage ugentligt den reumatologiske funktion på Bornholms Hospital. 
 
Afdelingens speciallæger går på skift reumatologiske tilsyn på Gentofte matriklen på hverdage. Der er ingen vagtforpligtelse.  
 
Løn- og ansættelsesvilkår 
Overlægen ansættes på overenskomstvilkår i henhold til overenskomst med FAS.  
 
Ansøgere bedes i deres ansøgning forholde sig konkret til de "7 kompetencer" i.h.t. Vejledning nr. 36 om faglig bedømmelse af ansøgere til overlægestillinger" af 1. maj 2003. Der bedes medsendt dokumentation for formelle og faglige kompetencer. 
 
Yderligere oplysninger 
Funktionsansvarlig overlæge 
Annette Hansen 
Tlf. 38 67 42 35  
Annette.Hansen.02@regionh.dk 
 
Ansøgningsfrist: 16. februar 2018 kl. 12  
 
 


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her