Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Overlæge til Obstetrisk Klinik

Juliane Marie Centret  
 
En stilling som overlæge i Obstetrisk Klinik er ledige til besættelse. Stillingen ønskes besat pr. 1. april 2018 eller efter aftale.  
 
Overlægen vil have et klinisk arbejdsområde, der forventes at ligge indenfor kontrol og behandling af gravide med medicinske sygdomme og gravide med obstetriske komplikationer. Overlægen vil afhængig af kompetencer og hensynet til klinikkens behov kunne få et mere afgrænset ansvarsområde.  
 
Obstetrisk Klinik behandler gravide og fødende fra såvel det lokale som fra et større optageområde, idet klinikken har landsdels- og landsfunktion for en række patienter med komplicerende obstetriske, føtalmedicinske og medicinske lidelser. Klinikken har derudover også et team, der varetager behandlingen og plejen af psykisk sårbare gravide og fødende. I 2018 forventes vi at betjene omkring 5600 gravide og fødende. Obstetrisk klinik har en omfattende klinisk aktivitet, og vi stiller høje krav til kompetencer og kollegialitet. I udvælgelsen vil vi derfor prioritere ansøgere med gode samarbejdsevner og dokumenteret klinisk erfaring.  
 
Klinikken har desuden en omfattende forskningsaktivitet, og vi forventer, at overlægen vil kunne bidrage til denne aktivitet, enten i form af egen forskning eller i form af vejleding af yngre kolleger. Blandt ansøgerne vil dokumenteret forskningsaktivitet og/eller vejledererfaring således prioriteres.  
 
Klinikken har aktuelt 16 klassificerede uddannelsesstillinger i det gynækologisk-obstetriske speciale og 7 klassificerede stillinger i almen medicinsk speciallægeuddannelse. Overlægen vil naturligt indgå i uddannelsen af yngre læger.  
 
Til stillingen hører vagtforpligtelse. Vagtstrukturen er i øjeblikket således, at vagten varetages af 2 bagvagter (med særligt fokus på henholdsvis Gynækologi og Obstetrik) samt 2 forvagter. Overlægen skal indgå i den obstetriske bagvagtsfunktion, men vagtopgaverne
løses i et fællesskab mellem de to søjler. Vagtbelastningen er typisk 1-2 vagter per måned.  
 
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst.  
 
Kvalifikationer  
Ansøgeren skal være speciallæge i gynækologi og obstetrik.  
 
Bedømmelsen af ansøgerens faglige kvalifikationer vil ske på grundlag af ansøgers oplysninger om egne kompetencer inden for hver af de 7 kompetenceområder, jf. ”Vejledning for faglig bedømmelse af ansøgere til overlægestillinger i Region Hovedstaden” fra 2007, der kan ses på http://www.regionh.dk.  
 
Ansøgningen vedlægges kopi af speciallægeautorisation, curriculum vitae indeholdende publikationsliste med angivelse af de 10 vigtigste publikationer. Publikationer vil blive rekvireret såfremt bedømmelsesudvalget måtte ønske det.  
 
Ansøgningen skal være os i hænde senest fredag den 23. februar 2018.  
 
Søg stillingen via linket.  
 
Yderligere oplysninger kan fås hos klinikchef Heidi Sharif, Obstetrisk Klinik, (telefon 35 45 13 09).  
 
Stillinger i Juliane Marie Centret er omfattet af bekendtgørelse om indhentelse af børneattest. Det er derfor en forudsætning for ansættelse, at du har blank børneattest. Centret indhenter børneattesten hos Rigspolitiet, efter samtykke fra ansøgeren. Interesserede uanset alder, køn, religion og etniske tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.  
 
Rigshospitalet er en røgfri arbejdsplads.  
 
Rigshospitalet er en del af Region Hovedstaden.  
 
 


Ikke det rigtige job?

Opret en jobagent og få dit nye job direkte i indbakken



Opret jobagent her