Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Annoncen er udløbet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Overlæge/afdelingslæge til Patologisk Anatomi, Klinisk Diagnostisk Afdeling, Sydvestjysk Sygehus Esbjerg

 

Til vores velfungerende afdeling søger vi en speciallæge i Patologisk Anatomi. Vi tilbyder ansættelse som overlæge eller afdelingslæge i en afdeling med spændende udfordringer og gode muligheder for at præge og udvikle specialet inden for flere af fagets mange specialistområder, at deltage i undervisning af kommende speciallæger i Patologisk Anatomi og at deltage i undervisning af lægestuderende på den kommende kandidatuddannelse på Sydvestjysk Sygehus (SVS).

Stillingen ønskes besat pr. 1. januar 2021 eller efter nærmere aftale.

På afdelingen er vi 6 speciallæger, hvoraf én fungerer som specialeansvarlig overlæge med reference til afdelingens driftsledelse. De diagnostiske funktioner udføres i et tæt samarbejde med de kliniske afdelinger og internt mellem de ansatte speciallæger, som hver især er subspecialiserede inden for organområderne hud, mamma, øre-næse-hals (herunder kæbekirurgiske specialpræparater), gastroenterologi, gynækologi inklusiv cervixcytologi og urologi. Årsproduktionen på ca. 23.000 histologiske og 24.000 cytologiske prøver. Der udføres omkring 10 obduktioner pr. år. Afdelingen er kendetegnet ved et fagligt engageret personale og et godt arbejdsmiljø med en høj grad af socialt fællesskab.

Der vil være gode muligheder for at bidrage til et eller flere af ovennævnte specialistområder afhængig af ansøgers personlige præferencer.

Sydvestjysk Sygehus har ca. 400 senge, og har en lang række specialafdelinger, som betjener en befolkning på ca. 225.000. Der er på sygehuset 22 kliniske specialer og seks diagnostiske specialer. Sygehuset har afdelinger i både Esbjerg og Grindsted. Fra efterårssemestret 2022 vil sygehuset desuden være ansvarlig for kandidatuddannelsen fra Syddansk Universitet af omkring 30 læger pr. semester. Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg har status af akutsygehus i Regionen.

Patologisk Anatomi er organisatorisk placeret i Klinisk Diagnostisk Afdeling (KDA) og er beliggende i Esbjerg. KDA er en samling af specialerne Klinisk Biokemi og Immunologi, Patologisk Anatomi og Klinisk Mikrobiologi samt Infektionshygiejnisk enhed. KDA betjener Region Syddanmarks sygehuse og primærsektoren i vores optageområde.

Vi har et velfungerende laboratorium, som er placeret i nyindrettede, lyse, venlige lokaler og vi har gennem tiden fornyet vores apparaturpark, som bidrager til en hurtig og jævn arbejdsgang med en kvalitativ høj standard. Dertil har vi adgang til et velfungerende molekylærbiologisk laboratorium med dedikerede molekylærbiologer. Laboratoriet og støttefunktionerne er bemandet med en ledende bioanalytiker, 13 bioanalytikere, tre lægesekretærer, to husassistenter og to kapelbetjente.

Vi har løbende tre yngre læger tilknyttet afdelingen i uddannelsesstillinger, og ansøger vil derfor have gode muligheder for at bidrage hertil. Såfremt ansøger har særlig interesse for undervisning og uddannelse, kan vi også tilbyde ansættelse som uddannelsesansvarlig overlæge.

KDA har en meget aktiv forskningsafdeling, hvor hovedfokus er på trombose, koagulation og overfladeaktivering. Patologisk Anatomi er p.t. gennem forskningsafdelingen involveret i et forskningsprojekt omkring colitis ulcerosa og der vil være mulighed for at deltage aktivt i dette eller andre projekter på SVS.

Stillingen ønskes besat med en velkvalificeret speciallæge i Patologisk Anatomi med de rette personlige egenskaber, og med evner til at indgå i afdelingens drift og udvikling. Gode samarbejdsevner vægtes højt. Ansøger bedes i sin ansøgning angive, hvilke ønsker, der er til specialistområder, og om ansøger har interesse i uddannelse af speciallæger og lægestuderende, og evt. kunne tænke sig at påtage sig opgaven som uddannelsesansvarlig overlæge.

Løn og ansættelsesforhold er i henhold til den mellem Danske Regioner og Foreningen af Speciallæger indgåede overenskomst. Stillingen er vagtfri. Ansøgere, der allerede er ansat som tjenestemænd, kan vælge at bibeholde deres tjenestemandsstatus.

Region Syddanmark er i gang med at indføre digital patologi, hvilket åbner for gode samarbejdsmuligheder mellem afdelingerne i hele Regionen og vil på det individuelle plan også give mulighed for hjemmearbejdsdage. Vi vil også være åbne over for evt. ønsker om deltidsansættelse.

Hvis du søger stillingen som overlæge bedes du udfylde et skema til brug for den lægefaglige bedømmelse af overlæger i Region Syddanmark. Skemaet er ikke nødvendig, hvis du søger stilling som afdelingslæge. Du finder skemaet her.

Ansøgningen udfærdiges i henhold til kvalifikationskrav i relation til de 7 lægeroller/kompetenceområder for speciallæger og vedlæges CV.

Ansøgningsfrist er d. 23. november 2020.

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til specialeansvarlig overlæge Niels Korsgaard på 7918 2453 eller e-mail: Niels.Korsgaard@rsyd.dk 
 
Sydvestjysk Sygehus Esbjerg:
Sydvestjysk Sygehus er med sine mere end 2700 ansatte én af Esbjergs største arbejdspladser. Sygehuset er et veldrevet akutsygehus med høj faglighed for det sydvestjyske område i Region Syddanmark. Sygehuset har aktiviteter i henholdsvis Esbjerg og Grindsted samt en veneklinik i Brørup. Sydvestjysk Sygehus rummer de fleste kliniske specialer på et højt fagligt niveau sammen med en udbygget og moderne diagnostiskfunktion. Der behandles ca. 40.000 indlagte patienter om året, og der gennemføres ca. 285.000 ambulante besøg på årlig basis. Sygehuset er i en positiv udvikling med en fortsat ambition om at være et effektivt og imødekommende sygehus valgt af patienterne. Det er Danmarks 5. største akutsygehus med en nybygget og velfungerende FAM, som fordrer en høj grad af tværgående aktivitet og samarbejde for at opnå optimalt patientfokus og effektive patientforløb. Der er ligeledes taget ny sengebygning i brug, hvor der arbejdes med patient- og pårørende involvering, kvalitets og forbedringsarbejdet vægtes højt, herunder indgår Sydvestjysk Sygehus i den Syddanske forbedringsmodel. Der er gode samarbejdsrelationer i det tværsektorielle samarbejde, og der er mulighed for at deltage i udviklings- og forskningsinitiativer. Fra 2022 uddannes desuden læger fra sygehuset.
 
På Sydvestjysk Sygehus tænker vi i det hele menneske. Så som vores nye overlæge vil du opleve, at vi både har fokus på dig og din faglige karriere, men også på, hvad der gør det interessant for resten af din familie, at bo i Danmarks 5. største by, Esbjerg. Se f.eks. mere om karrieremuligheder og tilflytterservice på www.energimetropol.dk

 


Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.

Mere af samme slags?

Modtag jobannoncer der minder om dette job i din indbakke.




Når du tilmelder dig accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid trække dit samtykke tilbage.